Foto: Jens Hjalte Løgstrup
Temarejser

På to hjul gennem en af New Zealands bedste legepladser

100 kilometer mountainbikespor snor sig gennem det vulkanske landskab og tiltrækker både erfarne og uerfarne cykelturister.

Temarejser

Lyden af to dæk, der buldrer over den knastørre overflade, vidner om, at nogen er på vej.

»Han kommer nu. Jeg tror, han har fart på«, lyder det stolt fra den unge dreng, der er hoppet af mountainbiken og har fundet smartphonen frem.

Ned ad The Challenge kommer, hvad man på afstand tror er en Red Bull-sponsoreret ekstremsportsudøver.

Men som lyden kommer nærmere, afsløres en almindelig familiefar, iført et par kakifarvede shorts og matchende T-shirt, som med tungen lige i munden snor sig ned ad en af de 73 mountainbikeruter, som Whakarewarewa-skoven lidt uden for Rotorua på New Zealands Nordø tilbyder sine besøgende.

WEEKENDGUIDE

Ved det sidste hop på The Challenge bliver den dybe buldren erstattet af to sekunders stilhed, da hjulene forlader det hårde underlag og sætter kurs mod de mørkegrønne trætoppe og den blå himmel i horisonten.

Han lander sikkert. Og efter et, to, tre sving forsvinder han ind mellem de californiske kæmpegraner i området, der dagligt besøges af mere end 2.000 mountainbikere, og som Red Bull i 2013 kårede til at være et af verdens otte bedste steder at mountainbike.

REPORTAGE

Vi er lidt uden for Rotorua, en af New Zealands mest besøgte turistdestinationer cirka fire timers kørsel syd for Auckland.

Og selv om lugten af svovl fra den geotermiske aktivitet i området ved første indånding minder én om et motorvejstoilet langs E45, forhindrer den ikke tusindvis af turister i hvert år at besøge Rotorua – tværtimod.

»Her stinker af ferie. Men jeg elsker det. Jeg tror, de fleste kiwier forbinder Rotorua med aktiv ferie og afslapning i mudderbade og varme kilder. Du vænner dig hurtigt til lugten og kommer helt til at savne den, når du tager hjem«, siger en newzealandsk kvinde, inden hun langsomt triller ned mod muren af kæmpegraner, der vogter Whakarewarewa-skoven og dens udfordringer.

REPORTAGE

Termisk aktivitet

Hun er ikke den eneste, der har valgt at bruge dagen på The Dipper, Paddy’s Run og de mange andre ruter, der udfordrer alle fra nybegyndere til ekstremsportsudøvere.

»Du får lidt af det hele. Her er nogle fede hop og nedstigninger, og så er landskabet, du kører igennem, ret fedt«, siger en ung newzealandsk mand, mens kammeraterne gør rygskjold, skinnebensbeskyttere og hjelme klar til den næste sorte rute.

Og man kan kun give den unge newzealænder ret – landskabet er ret fedt. For selv om det til tider er svært at holde styr på åndedrættet, er der altid luft nok til at stønne et par wow, når skoven indimellem åbner sig.

I alle retninger breder de mørkegrønne trækroner sig som et tæppe over det bølgende landskab, der enkelte steder er lappet sammen med lysegrønne arealer af landbrugsjord og mørkeblå søer, der giver lidt kant til den ellers fejlfrie udsigt.

Gule, orange og røde nuancer på enkelte af træerne afslører, at det er efterår i New Zealand. Det fortæller også, at træerne ikke hører til blandt den oprindelige newzealandske vegetation, hvis træer, buske og planter beholder deres bushgrønne farve året rundt.

Forskellige steder i horisonten står hvidgrå dampe fra vulkanske ventiler i stærk kontrast til det mørkegrønne lærred og minder én om, at man befinder sig i et af New Zealands mange vulkansk aktive områder.

GUIDE

Inden de første europæere kom til Rotorua i midten af 1800-tallet, blev den geotermiske energi brugt af de lokale maoristammer til madlavning, til at holde landsbyerne naturligt varme og til at helbrede sygdomme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag omdannes den termiske aktivitet i området til elektricitet og varme, og cirka 20 procent af den primære energiforsyning i New Zealand kommer fra termisk aktivitet i undergrunden.

Ud over at gøre Rotoruas el- og varmeforsyning mere bæredygtig danner den termiske aktivitet ideelle rammer for god mountainbiking.

»Det er klart mit yndlingsområde at mountainbike. Underlaget er en god blanding af vulkanske sten og jord, så det er hverken for sandet eller mudret. Det finder du altså ikke andre steder«, siger en glad newzealænder, inden han ubarmhjertigt smasker livet af en forsvarsløs proteinbar.

Kæmpegranerne, der kan bliver op til 100 meter høje og i første omgang blev plantet til byggeri og siden fredet, sørger for, at al fugt suges op af jorden, så man kan mountainbike året rundt – også igennem den regnfulde newzealandske vinter.

Ifølge Red Bull er det netop kombinationen af pimpsten og tørstige træer, der gør Whakarewarewa-skovens 130 kilometer mountainbikeruter til noget specielt.

Fra skovhugst til cykelsport

Den mekaniske lyd fra en håndbremse, der bliver trukket, og et dæk, der skrider over det tørre underlag, kommer skræmmende tæt på, da en ældre herre har fået lidt for meget fart på ned ad The Pig Track.

»Det var tæt på. Det har ændret sig en del, siden jeg var dreng. Dengang var der ikke nogen af alle de her stier, men det er da kun blevet bedre af det«, lyder det fra den ældre newzealænder, inden han bevæger sig over til resten af familien, der med ens krogede næser og spinkel kropsbygning diskuterer, om de skal prøve kræfter med en rute for ’lettere øvede’.

Den første officielle mountainbikerute i Whakarewarewa-skoven blev anlagt i 1990, og siden er det gået stærkt.

I dag kan du leje udstyr, tage på guidede ture og endda få repareret din cykel ved parkeringspladsen, inden du giver dig i kast med de mange ruter.

Det virker umiddelbart, som om den moderne newzealandske mand er glad for udviklingen i området over de sidste 25 år.

På toppen, på en af de få bare pletter, hvor grantræer er blevet fældet til fordel for mountainbikeruter, står et par midaldrende herrer og diskuterer ruten.

Lidt ligesom den midaldrende danske mand, der har set lyset i mountainbiking, er de begge iført et par lidt for stramme shorts, en top, der kun lige akkurat når ned over maven, og et par solbriller, der er limet til panden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Knap er snakken om multigear, fuldaffjedring og bredden af deres dæk færdig, før koner og børn er efterladt på toppen, og de to mænd går i ekstrem-mode og tordner ned ad ’øvet’-ruten.

Til lyden af et par tuier, en af New Zealands oprindelige og mest ikoniske fuglearter på grund af dens tropiske kald og to hvide snebolde på hagen, kommer en højgravid kvinde spadserende. Modsat mange af skovens besøgende har hun ikke udforsket skoven til jernhest, men til fods på en af de mange vandreruter, som der også er blevet plads til.

»Man føler sig meget lille blandt de her træer. Her er så fredeligt. På nær lige når man krydser jeres stier«, siger hun med tyk australsk accent og kigger på vores knap så rene cykler og trætte kroppe, der ser frem til at blive plejet i en Rotoruas naturligt varme kilder.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce