0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv en julegave, der glæder langt ind i det nye år. Giv et abonnement på Politiken

Kom tæt på ulve, bjørne og eneboere kun 80 kilometer fra storbyen

Nationalparken Majella i den italienske Abruzzoregion byder på store oplevelser for vandrefolket.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Poul Husted
Foto: Poul Husted

Vandreliv. Orfento-kløften i Majella Nationalpark byder både på nemme og mere udfordrende vandreture, men landskabet er hele tiden en nydelse.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En 66 centimeter bred trappe med 20 trin er hugget ind i bjergsiden efterfulgt af en tilhugget sti 80 centimeter bred og 15 meter lang. Derefter skal man kravle baglæns ind gennem et hul med en diameter på 40-50 centimeter, og endelig er den modige klatrer inde i San Giovanni-eremitgrotten bestående af to dunkle huler og et primitivt alter.

Munken Pietro Angeleri, også kendt som Pietro da Morrone, den senere pave Celestino V, har bestemt ikke lidt af højdeskræk, for han levede som eneboer i hulen i syv år omkring 1250. Klippesiden falder stejlt 20 meter ned til den mere tilgængelige vandresti, og så er der yderligere 1.200 meter ned til bunden af Orfento- eller Helligåndskløften i Majella nationalpark i den italienske Abruzzoregion 80 kilometer øst for hovedstaden Rom.

Højdeskrækkens trængsler er dog ikke helt forbi, for nu skal vandregruppen et par hundrede meter op igen, og det første stykke nærmest klatrer man op ad klippesiden. Heldigvis er der hugget små håndtag ind i klippen, hvilket giver en vis form for tryghed. Snart er vi oppe på ’muldyrstien’, som er langt mere fremkommelig og går gennem en smuk bøgeskov. Navnet skyldes, at de lokale laster træ og bær på muldyrene, som uden blusel smider deres visitkort på stien, hvilket dog højst betyder en rengøring af fodtøjet.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce