Udsigtspunkt. Nyd udsigten fra 1.287 meter høje La Cumbrecita. Punktet er også udgangspunkt for en stribe vandrestier.
Foto: La Palma TouristBoard.

Udsigtspunkt. Nyd udsigten fra 1.287 meter høje La Cumbrecita. Punktet er også udgangspunkt for en stribe vandrestier.

Temarejser

Undervurderet Kanarie-ø lokker med mageløs natur

Den centrale del af La Palma er et kæmpestort vulkankrater, der er udlagt til nationalpark. Her finder man golde landskaber, suveræne udsigtspunkter, frodige kløfter samt vandrestier i topklasse.

Temarejser

Fyrretræerne beklæder vulkankraterets nedre del som et grønt tæppe, og selv står vi også omgivet af træer.

Derimod er den brune vulkanklippe på den modsatte top helt bar. Afstanden til den modsatte kraterkant er otte kilometer, om end den forekommer meget tættere på. Små skyer driver lejlighedsvis forbi og fortsætter deres vej gennem krateret.

Det er formiddag på den canariske ø La Palma. I turistmæssig sammenhæng er den ikke nær så kendt som naboøerne Tenerife, Gran Canaria og Lanzarote, men ikke desto mindre regnes La Palma af mange for den mest naturskønne af de kanariske øer.

LÆS OGSÅ

Og vi befinder os lige midt i den største naturperle af dem alle - Parque Nacional de la Caldera de Taburiente. Nationalparken med det knudrede navn udgør den centrale del af La Palma, og vi nyder udsigten fra lokaliteten La Cumbrecita i parkens sydøstlige del.

Ud over at huse to vidunderlige udsigtspunkter er 1287 meter høje La Cumbrecita også udgangspunkt for en stribe vandrestier af varierende længde og sværhedsgrad. Vi nøjes med den lette udgave mellem udsigtspunkterne, hvor en velsignet stilhed hersker i skovens dybe ro, mens små firben indimellem piler over stien.

Kollapset vulkan
Nationalparken ligger der, hvor Taburiente-vulkanen i sin tid rejste sig høj og mægtig. Taburiente er øens ældste vulkan, men på et tidspunkt kollapsede vulkanens top og efterlod et enormt krater – et såkaldt caldera.

Selv om vulkantoppen i dag er væk, når den resterende del af kratervæggen helt op i 2426 meters højde, hvilket samtidig er nationalparkens højeste punkt. Det hedder Roque de los Muchachos – drengenes klippe – og det sætter vi kurs mod i bil efter spadsereturen ved La Cumbrecita.



Bortset fra vejen til netop La Cumbrecita findes der ingen asfaltveje i nationalparken, så vi må hele turen ned i lavlandet for derefter at begynde opstigningen til Roque de los Muchachos.

Via utallige hårnålesving går turen op gennem nåle- og laurbærskov. Landskabet skifter gradvist fra eviggrønt over lav beplantning til gold stenørken. Det forekommer næsten uvirkeligt, at landskabet kan variere så meget på så kort en afstand.

Gennem skyerne
Pludselig dugger bilens ruder voldsomt, og vi kan kun se et par meter frem. Inden længe går det op for os, at vi simpelthen kører gennem skyerne. Denne erkendelse kommer, da vi pludselig bryder gennem skyerne og kommer op til herligt solskin på den modsatte side.

Trods solens tilstedeværelse er det mærkbart køligere, da vi stiger ud på toppen. Vi er da næsten også dobbelt så langt oppe i højderne som ved La Cumbrecita, og heroppe kan der om vinteren ligefrem være sne og minusgrader. Så slemt er det langtfra i dag, men vi glæder os ikke desto mindre over at have medbragt lange bukser og en vindjakke.



Fra Roque de los Muchachos går en cirka halv time lang sti ud til udsigtspunktet Espigón del Roque, hvorfra man har det bedste overblik over vulkankrateret. Den tur begiver vi os ud på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Omgivelserne er lysår fra dagens første vandretur, idet vi befinder os over trægrænsen. Stien er således anlagt i et goldt gråbrunt lavalandskab. Selv om Taburiente-vulkanen for længst er udslugt, er det tankevækkende, at vi vandrer gennem sort lavagrus, der engang var rødglødende lava.

Den sidste del af stien er relativ stejl, men udsigten fra Espigón del Roque er alle anstrengelserne værd. En del af krateret er dækket af skyer, hvor klippetoppene stikker op, mens resten ligner et bølgende hav af hvid candyfloss. Formidabel udsigt


Resten af vulkankrateret er næsten skyfrit, og her er der en formidabel udsigt ned til de grønklædte kløfter og raviner. De starter på toppen og skærer sig ned gennem landskabet, som vind og vejr har skabt dem, siden toppen af vulkanen i sin tid styrtede ned.

Det er også gennem disse raviner, at regnvandet skyller ned og ender ude i Atlanterhavet. Det sker primært gennem kraterets hovedkløft, Barranco de las Angustias, der fortsætter helt ud til kysten på den vestlige side af øen.



Vi kan også se over til La Cumbrecita i den modsatte ende af nationalparken, hvor vi startede dagen. Med kikkert indfanger vi tillige et par vandrere, der trasker afsted langs en af kraterets vandreruter.

Det mest forunderlige ved udsigten fra Espigón del Roque er dog, at man i klart vejr kan se helt til de tre omkringliggende øer – El Hierro, La Gomera og Tenerife. På sidstnævnte er det vulkanen Teide – Spaniens højeste bjerg med sine 3.718 meter – der stikker op gennem et hvidt tæppe af skyer. I sandhed et formidabelt syn. Espigón del Roque er da også et af mest imponerende udsigtspunkter på de canariske øer.

På tilbageturen til den lille parkeringsplads på Roque de los Muchachos har vi overskud til at fokusere på andet end den flotte udsigt.
Over os svæver store sorte ravne majestætisk rundt, og rundt omkring er små blomster og grønne planter på forunderlig vis brudt op gennem lavagruset. Utroligt at de kan overleve i disse golde omgivelser.



Derudover har vi udsigt til en række futuristisk udseende observatorier, som nationalparken også er hjem for. Grundet den rene luft er stedet et af verdens bedste til astronomiske observationer. Vandfald og helleristninger

Med dagens anden vandretur sluttede vores møde med Parque Nacional de la Caldera de Taburiente. Såfremt tiden havde tilladt det, kunne vi dog sagtens have udvidet bekendtskabet med endnu en dag eller to.

Det skulle i givet fald have været via en vandretur – enten langs kraterkanten eller nede i selve krateret. Nationalparken er et paradis for vandrere med en række ruter, der varierer fra rene spadsereture til ganske strabadserende udfordringer. Bevæger man sig ned i krateret, er udsigten og overblikket i sagens natur ikke det samme som fra oven. Til gengæld kommer man tæt på en række andre attraktioner så som en stribe vandfald, hvoraf La Desfondada er et af de flotteste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Århundredegamle klippe-indskriptioner og helleristninger er andre seværdigheder, ligesom de dybe kløfter og slugter vil begejstre alle naturelskere. I en af kløfterne, Barranco de las Rivanceras, har vand fra nærliggende kilder skåret sig vej gennem klipperne, og her er klippebunden farvet helt rustrød på grund af kildevandets høje indhold af jern.

Er man til mere end en enkelt dags vandring i krateret, er der et lille overnatningssted i centrum, hvor man kan overnatte i telt i op til seks nætter.

Men uanset hvordan man vælger at opleve nationalparken, er man sikker på naturoplevelser i absolut topklasse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce