OP. Det er svært at se hældningen på bakken, men her efter godt 15 kilometer, gik det stejlt op, hvilket tandsættet på den forreste rytter viser. Det er i øvrigt artiklens forfatter. Foto: Troels Widding

OP. Det er svært at se hældningen på bakken, men her efter godt 15 kilometer, gik det stejlt op, hvilket tandsættet på den forreste rytter viser. Det er i øvrigt artiklens forfatter. Foto: Troels Widding

Temarejser

Giv dine lår tæsk, mens du nyder udsigten i verdens største mountainbikeløb

De norske fjelde er kulissen i verdens største mountainbikeløb, Birkebeinerløbet.

Temarejser

Niels Duedahl har et venligt, vejrbidt ansigt og et knogleknuser-håndtryk. Den 67-årige chauffør fra Sorø er rolig. Men her dagen før 94 kilometer i de norske fjelde har han heller ikke grund til andet. Han ved, hvad der venter.

»Jeg forventer solskin, smukke udsigter og hårdt arbejde«, siger han og tager en tår kaffe, mens han kigger ud over Lillehammer fra terrassen. Otte gange før har han pisket sin cykel op over bjergene og deltaget i verdens største mountainbike-løb, Birkebeinerrittet. Og otte gange har han klaret det med så god en tid, at han har fået ’mærket’. Det vender vi tilbage til.

Politiken er inviteret til at deltage, og på trods af meget lidt erfaring med mountainbike står jeg her i den lille by Rena 90 kilometer fra Lillehammer. Mellem mine 44-årige ben er en lånt mountainbike, på hovedet en hjelm og i maven en spændt følelse af uvished.

Klokken er 7.15, og i den lille by hersker en overraskende stilhed. Det er trods alt verdens største mountainbike-løb, der bliver afviklet i dag med 15.000 deltagere. Men mest høres en bisværm-agtig summen, som skabes af hundredvis af mountainbike-dæk på asfalt. Med startnummer 3860 bliver Niels Duedahl skudt af sted, og han nærmest flyver over startmåtten og ud på ruten.

Han har altid motioneret. Tilbage i 1970’erne var han orienteringsløber, men fik problemer med anklerne. Så trak landevejscykling i mange år, men de seneste 10 år har han stort set kun kørt mountainbike. Han var solgt, da han fik øje på en mountainbike-cykel på taget af en bil i kø til færgen i Göteborg. På cyklen var et startnummer for Birkebeiner. Så måtte det prøves. Han havde ingen mountainbike, men året efter kørte han løbet og har kørt otte år i træk. Nu ni.

Har bagbremsen sat sig fast?

Så er det min tur. Pistolen knalder, og jeg når lige at tage en ekstra tår af flasken for at gøre klar til de første 17 kilometer, der alle går opad. Og opad. Og opad. Det er ikke vanvittig stejlt, men føles en smule, som om bagbremsen har sat sig fast. Og så er 17 kilometer ret langt. Men benene er fine, solen skinner, og de første heja-heja lyder fra tilskuerne.

Godt nok har jeg for nogle år siden kørt en ironman, men i år har jeg kun fået trænet i tre uger, og for en mand, der normalt lægger træningsplaner halve år i forvejen, er det mærkeligt. Jeg er nødt til at slappe af og acceptere, at hundredvis af topformsnordmænd glider forbi mig. Men det er o.k., de har trænet mere end mig.

Lidt ondt gør det dog, da en tandem overhaler. Og bag tandemmen kører en rytter med et par krykker, der tydeligvis tilhører en af mændene på tandemmen. Som i øvrigt begge er mindst 10 år ældre end mig.

Niels Duedahl er langt foran mig. Han har kørt masser af andre norske mountainbike-løb: Grenserittet seks gange, Valdreserittet en gang og Sjusjørittet tre gange. Han er et konkurrencemenneske og løber langrend cirka 20 skidage om året, har snuppet 11 Vasaløb. Blandt meget andet.

Det bliver stejlere og stejlere

Da anklerne satte ham ud af spillet, så han ikke kunne løbe, fik han ondt af sig selv. I en kort periode. Så sagde han:

»Niels, nu skal du ikke brokke dig mere. Du kan stå på ski og cykle. Af sted«. Birkebeinerrittet er hårdt. Det mærker jeg også, da jeg nærmer mig de 17 kilometer, og det bliver stejlere og stejlere. Og stejlere. Og der går næsten en time, inden jeg er oppe på det plateau, de næste 50 kilometer foregår på.

I år er vejret godt, men der går rygter om, at der et tidligere år blev indrapporteret 4.000 sygedage efter løbet. Det var så vådt, at mudderet fra cyklen foran røg op i hovedet på rytteren bagved. Og det mudder var fjeldmudder fyldt med gede- og fårelort.

I Norge er der stor prestige i at køre Birkebeiner på en hurtig tid. På parkeringspladsen foran hotellet holder der aftenen før løbet mange dyre biler, og en af dem tilhører en af Norges rigeste mænd. I erhvervskredse skal man have ’mærket’. Mærket får du, hvis du kører så hurtigt, at du højst bruger 25 procent mere tid end gennemsnittet af de fem hurtigste ryttere i din aldersgruppe. Ellers kan man godt gøre sig klar til hån fra de andre erhvervsledere.

Niels Duedahl vil have en dæktallerken, fordi det er beviset på, at han har fået ’mærket’ ti år i træk. Men han ved ikke engang selv, hvad en dæktallerken er. »Jeg ved faktisk ikke helt, hvad en dæktallerken er, men jeg vil have den«, siger han, mens konen ruller lidt med øjnene.

Kongesøn i sikkerhed

Min rygsæk kan mærkes på de sidste stigninger, inden vi er oppe. Den vejer nøjagtig 3,5 kilo. Det skal alle deltageres rygsække mindst veje, for løbet er bygget op over myten om, at to soldater i 1206 løb samme rute på ski med den halvandet år gamle kongesøn på ryggen, så han kunne komme i sikkerhed i Lillehammer. Rygsækken bliver vejet og tjekket efter løbet, så glem det ikke!

I rygsækken har jeg regntøj, undertøj, slanger, dækjern, luftpatroner, pumpe, drikkedunk, en selfiestang til fotos undervejs og nogle energibarer.

Efter 17 kilometer er den første alvorlige stigning overstået, og så går det lidt op og ned. Vi kører over store sletter uden så meget bevoksning, gennem utrolige mængder skov. Vi hopper af cyklerne og må gå op ad en flere hundred meter lang bakke med store løse sten. Jeg hiver efter vejret, og på toppen stopper jeg op og tager en tår energidrik. En nordmand gør det samme – kigger på mig og spørger: »Hvorfor er jeg her igen?«.

Og så smiler han. Så banker vi ned ad en smal skovsti, alt imens der mest er en koncentreret stilhed omkring os. Ingen taler, og tilskuerne står ikke heroppe på fjeldet og hepper.

Ved morgenkaffen i startområdet sludrede jeg med en nordmand, der startede nogle heats bag ved mig. Han har ikke fået trænet så meget, sagde han, men alligevel sidder han der ved siden af mig efter godt 30 kilometer.

»Jeg er helt færdig«, siger han. Og mens jeg smiler til ham, tænker jeg i mit stille sind, at han sikkert flyver forbi mig om lidt. Og så vågner jeg brat, fordi jeg må jeg flå cyklen til side, da der pludselig står et får foran mig. Jeg undgår akkurat at danne en klump ’uld + dansk cykelrytter’, men får et vredt mæææh med fra fåret.

Da jeg kigger til siden, er kaffemanden væk.

Jeg er ikke Bjarne Riis

Efter 57 kilometer rammer rosinbakken. Det lyder vældig hyggeligt. Det er det ikke. Det er en 1.500-meters stejl bakke med stigning op til 15 procent. Jeg bliver tilbudt en kop rosiner, som en tilskuer deler ud, og jeg tager glad imod. Men så går det op for mig, hvorfor ingen andre har sagt ja tak. Jeg har slet, slet ikke luft til at spise dem. Stigningen tangerer Tour de France-bjergetaper, og jeg er ikke Bjarne Riis.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg fandt stort set et hjul at sidde på hele vejen og passede godt på mig selv

Men faktisk kører benene fint, og for første (og sidste) gang i løbet overhaler jeg en masse. Stilheden er stadig markant. Vi er flere hundrede ryttere i en klynge, men ingen siger noget. Der høres kun lyden af hjul mod grus og tungt åndedræt. I hvert fald mit.

Rosinbakken gik fint, men så er jeg også træt. Og det passer mig rigtig godt, at tilskuerne nu efterhånden står tættere og på ægte norsk vis råber »Heja-hehja-heja«.

På en ny stejl bakke råber en dreng »kom igen« til mig, og så falder også hans mor ind med »kom igen«. Det er jo dejligt med opbakning, men ’kom igen’ lyder lidt, som om jeg har fejlet og skal gøre det bedre. Jeg prøver!

Efter godt tre en halv time på cyklen svier lårene, og jeg er godt gammeldags flad. Vi kører mest igennem skov og ser millioner af grantræer. Og kilometer efter kilometer med grusvej. Så pludselig åbner skoven sig, og vi er på en kæmpe slette i 1.000 meters højde. Her er helt utrolig smukt, og jeg tillader mig at stoppe cyklen og tage nogle billeder, da vi kører forbi en sø. Hvornår får jeg ellers lige chancen for det?

Jeg kigger og kigger på mit løbeur, men kilometerne tæller utrolig langsomt op. Jeg troede, jeg ville kunne køre på lidt over fire timer, men det kan jeg godt se ikke vil lykkes. Mine ben er færdige, min nakke gør ondt af at holde hovedet oppe, min røv er lidt øm på grund af sadlen, og jeg bliver stadig overhalet.

80-årig var hurtigere

Men så efter 67 kilometer begynder nedkørslen, og jeg ved, at så har jeg kørt de fleste af de 1.400 højdemeter. Men hov. Hvad er nu det? En ny bakke, lille nedkørsel, ny bakke, lille nedkørsel. Nu gider jeg altså ikke flere grantræer og bakker.

Endelig går det kun nedad, og mens vinden tørrer sveden, sidder jeg og smiler. Kigger på fjorden og Lillehammer fra oven og har glæde i hele kroppen. Motion, norsk sommernatur og solskin er ikke en dårlig blanding.

Pludselig kan jeg se målet, der ligger under mig. Først skal jeg lige ned ad Balletbakken, der blev bygget til OL i Lillehammer. Dengang eksisterede disciplinen ’skiballet’, og til den var der brug for en 200 meter lang ultrastejl bakke. Den består nu af grus, og vi deltagere glider lidt rundt på den, trætte og travle, som vi er.

Men så er jeg i mål. Tiljublet af de flere tusind tilskuere og på lige under fem timer. Jeg kunne ikke have kørt det meget hurtigere og er egentlig meget godt tilfreds, indtil min kontaktmand i løbet fortæller, at han troede, jeg var styrtet flere gange, fordi mine mellemtider var så langsomme. Og da jeg tjekker min app og ser, at vinderen i 80+-aldersgruppen er 25 minutter hurtigere end mig, niver det lidt i selvfølelsen.

Niels Duedahl er til gengæld ovenud tilfreds. Han kørte på 3:37 og blev nummer 8 i sin aldersgruppe med over 1.000 deltagere.

Det er jo dejligt med opbakning, men 'kom igen' lyder lidt, som om jeg har fejlet og skal gøre det bedre. Jeg prøver!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg fandt stort set et hjul at sidde på hele vejen og passede godt på mig selv«. Ja, ja, da.

Jeg har trillet meget på landevejen på min racer og nydt mine cykelture i Nordsjælland. Men alt andet lige er det et spark i røven af en oplevelse at betvinge Norges fjelde på mountainbike. At suge frisk bjergluft ind, spejle sig i smeltevandet og have blodsmag i munden af endnu en bakke.

Jeg er rimelig solgt og lykkelig, da jeg åbner en dåseøl på hotelværelset. Men næste gang skal jeg ikke have røvfuld af de gamle.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce