Fattighjælp. Mange Assisi-rejsende møder Massimo, når han går barfodet rundt i gaderne klædt i en grov brun kjortel og med en lædertaske over skulderen.
Foto: Barbara Fenger-Grøndahl

Fattighjælp. Mange Assisi-rejsende møder Massimo, når han går barfodet rundt i gaderne klædt i en grov brun kjortel og med en lædertaske over skulderen.

Temarejser

Millioner af turister besøger X Factor-munkens hjemby

Frans af Assisi trækker horder af turister til den italienske by Assisi.

Temarejser

En ’levende statue’ klædt i en grov brun kjortel og med huden farvet i samme brune nuance har taget opstilling i en af de smalle gader i Assisis gamle bydel.

Om livet har han et reb med de tre knuder, som symboliserer munkenes tre livslange løfter om lydighed, fattigdom og afholdenhed.

Han har bare fødder, og i sin lille lædertaske har han intet andet end nogle sedler med udvalgte bønner og bibeltekster, som han deler ud til forbipasserende.

Gerne mod betaling, forstås.


»Tror du, at Frans af Assisi så sådan ud«, spørger et barn, som sammen med sine forældre har taget opstilling foran den levende statue og studerer hans pudsige mimik, som får en ekstra tand, når nogle af tilskuerne finder en mønt eller to frem.

LÆS OGSÅ »Njaa«, lyder det tøvende svar fra forældrene. »Det tror jeg altså ikke, for Frans var næsten skaldet, og han var altså lidt grim«, svarer barnet. Og det er sådan set et meget godt svar.

For den levende statue er ganske vist klædt stort set som en katolske kirkes nok mest berømte helgen, Frans af Assisi, der levede fra år 1182 til 1226. Men han er både kønnere og mindre radikal i sin fattigdom. Formodentlig gemmer han på et par gode italienske herresko et sted, og han har sikkert også fast tag over hovedet. Og så har han temmelig meget hår på hovedet.

Provo og ordensstifter
Den berømte Frans derimod var lille og undselig med store, lidt udstående ører, og fra det øjeblik paven anerkendte ham og hans fattige brødre som munke, ragede de også håret af bortset fra den karakteristiske ring af hår lige over ørerne.

Man kan se det, hvis man besøger Assisis vigtigste kirke, San Francesco-basilikaen, bygget til ære for Frans. Den indeholder tre kirker i én og er fyldt med smukke og til tider helt humoristiske fresker, som man kan bruge måneder på at fordybe sig i.

Samtidig kan man meditere over Frans’ liv og hans evne til at lægge materiel rigdom, udseende og ikke mindst anseelse i andres øjne bag sig.

For Frans blev alt det ligegyldigt, da han først havde fået sit guddommelige kald.



Frans voksede op som søn af en succesrig klædehandler og turede rundt på Assisis kroer med sine venner. Men som voksen valgte han den absolutte fattigdom, fordi han følte sig kaldet til det. Han ville ikke blot føle med de fattige og give dem almisser i ny og næ; han ville leve som dem.

Og det blev grundlaget for den munkeorden, han stod bag – i dag kendt som franciskanerordenen og i Danmark som gråbrødreordenen.

Kvinder, stilhed og blomster
Hvert år strømmer omkring seks millioner mennesker til Assisi for at se de steder, hvor Frans voksede op, prædikede, bad og døde. Kirker, klostre og kapeller er der dusinvis af, og strømme af besøgende bevæger sig imellem dem i næsten faste ruter.

De fleste begynder ved San Francesco-basilikaen, hvor Frans ligger begravet, og i tilknytning hertil ligger verdens vigtigste franciskanerkloster. Her er munke fra hele verden, som har aflagt de evige løfter om at leve efter Frans af Assisis strenge leveregler om fattigdom, afholdenhed og lydighed.

At leve i fattigdom blev en af de vigtigste leveregler for Frans og de brødre, der efterhånden sluttede sig til ham. Brødrene måtte kun arbejde for føden, ikke for at tjene penge, og fandt de ikke arbejde, måtte de tigge – kun for at overleve, ikke for at spare penge sammen.

At Frans valgte den livsform, var provokerende og overraskende i en tid, hvor munke- og nonneklostre ofte ejede betydelige værdier, og hvor kvinder kun kunne gå i kloster, hvis de havde en betydelig medgift, som de kunne forære klostret.

Fra San Francesco-basilikaen bevæger de fleste sig gennem den gamle by med de fine stenhuse, alle bygget i lokale materialer, hen over Piazza del Commune med en kirke opført oven på et gammelt Minerva-tempel og videre til byens anden ’pol’, Chiara-kirken, opkaldt efter den hellige Clara.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun var en rig adelskvinde, der som ganske ung stak af fra sine forældre for at slutte sig til Frans. Men tidens normer forhindrede, at hun kunne bo sammen med brødrene. Da Frans havde klippet hendes lange hår af og indviet hende til et liv i fattigdom, boede hun i forskellige nonneklostre, indtil hun etablerede sit eget nonnesamfund i en lille kirke San Damiano, som ligger under en halv times rolig spadseretur fra Assisis østlige byport.

Foto: Barbara Fenger-Grøndahl


San Damiano blev stedet, hvor Clara og et stigende antal kvinder, der fulgte hende, levede i fattigdom og stilhed. Selv i dag lever klarisserne, som nonnerne i Claras orden hedder, i næsten total isolation, i dag i et kloster knyttet til Chiara-kirken oppe i selve Assisi.

Man kan stadig lægge små sedler om, hvad man ønsker, at nonnerne skal bede for, i en boks i den lille kirke i San Damiano. Her kan man også se den spisesal, hvor Clara og hendes medsøstre indtog deres måltider i total stilhed.

Frans og hans X Factor

Frans forlod verden, som han kom ind i den, og han ville formodentlig ikke bryde sig om, at der i dag er bygget store kirker til hans ære både i Assisis gamle og nye bydel, hvor en stor, imponerende kirke er opført over det lille kapel, hvor han døde.

Til gengæld ville han sikkert glæde sig over, at der trods de millioner af turister, der besøger Assisi hvert år, hviler en forunderlig ro over byen.

Den levende statue smiler mildt til de forbipasserende, uanset om de åbner pungen eller ej.

Foto: FOTO: Barbara Fenger-Grøndahl


Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Butiksejerne tager sig gerne tid til en snak om Frans af Assisi, vejret, Umbriens gode oste, chokolader og vin, og der er ingen sure miner, hvis man forlader butikken uden at have købt et krucifiks, en ikon eller en bønnekrans.



De fleste forlader nu byen med et antal souvenirer, men det vigtigste er imidlertid noget helt andet: en følelse af ro, glæde og taknemlighed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden