Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I dag skal Tour de France-rytterne op ad det mytiske Mont Ventoux. Politiken har kørt de 21 kilometer. Kilde: Politiken / Sune Højrup Bencke

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvor svært kan det være at nakke det skaldede bjerg?

I dag skal Tour de France-rytterne op ad Mont Ventoux. Politiken har kørt turen op ad bjerget.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis nogen fortalte mig, at toppen af Mont Ventoux var blevet akut lukket og al cykling suspenderet, ville jeg være en lille smule lettet.

For meget vind, et pludseligt snefald, en demonstration mod reformerne af det franske arbejdsmarked. Bare et eller andet. For mine muskler er tunge, knoglerne virker stive, mine lunger føles slidte som mekanikken i et gammelt trædeorgel, og de sidste fem kilometer har min cykelmakker ligget kun 15 meter længere fremme, og jeg kan ikke hale ind på ham.

Jeg befinder mig på det hårde skovstykke af Mont Ventoux. Det Skaldede Bjerg, Provences kæmpe, Tour de France-historiens legendariske top.

I dag skal rytterne i Tour de France-feltet køre op ad Mont Ventoux. Dog er der skåret seks kilometer af, da vindforholdene er voldsomme i dag. Det var her, englænderen Tom Simpson i 1967 døde af udmattelse, mættet af amfetamin og alkohol. Her, Eddy Merckx i 1970 kollapsede efter etapesejren. Her, der i 2000 var ballade mellem Lance Armstrong og Marco Pantani. Og her, Chris Froome i 2013 på overmenneskelig vis knuste konkurrenterne. Det er i sandhed mytisk.

I læsernes tjeneste er jeg på vej op ad de godt 21 kilometer med over 7,5 procent i gennemsnitlig stigning for at se, lære og pinefuldt registrere, hvordan det føles at køre på et af cykelhistoriens mest sagnomspundne bjerge. Og modsat Tour-rytterne, skal jeg hele vejen op til vejrstationen.

Syg græsk gadehund

Lige nu er det hårdt. Selv om jeg kører i cyklens allerletteste gear, kigger jeg hele tiden rituelt ned for at se, om der ikke er et gear mere. Cyklens matsorte lak er plettet af sveddråber.

Men jeg ved, hvad jeg skal gøre, for jeg har forberedt mig godt. Jeg begyndte allerede at cykle i februar, mens det var bidende koldt. Hamrede frem og tilbage på Strandvejen mellem Helsingør og København og indkasserede kilometer efter kilometer til mit eget regnskab.

To uger inden Mont Ventoux barberede jeg mine ben. I første omgang kom jeg til at ligne en syg græsk gadehund med totter af hår og bare pletter på bagbenene. Men da først det hele røg af, følte jeg mig lidt mere som en rigtig cykelrytter. Fjollet, men sådan er det.

Jeg kører op ad Mont Ventoux en lørdag formiddag som en del af en rejsegruppe med Rapha Travel, der arrangerer cykelrejser over hele verden. Vi ankom alle om torsdagen, og på den første lille opvarmningstur i området omkring bjerget cykler jeg ved siden af en tilfældig lokal franskmand, der har kørt op ad bjerget mange gange. Han siger, at han nogle gange kommer til at græde, når han har nået toppen, fordi det er så emotionel en oplevelse at klare det. Overvinde sig selv og bjerget. Jeg spørger ham, hvad det vigtigste, jeg skal huske, er.

»Lad være med at køre for stærkt«, råder han.

Og det mantra hører jeg igen og igen. Dagen efter møder jeg en 67-årig englænder, Barry Linsley, på toppen af en af områdets andre stigninger, Col de Perty, 1.302 meter over havet. Han har været på toppen af Mont Ventoux 20 gange, og han siger nogenlunde det samme.

»Tag det roligt«.

Langt endnu

En af guiderne på turen, 47-årige Ben Leiberson, trækker mig til side aftenen inden Mont Ventoux, da vi spiser pizza på en lille lokal restaurant med bjerget og tårnet på toppen lurende i horisonten. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er et truende eller tillokkende syn, da Ben Leiberson trækker de vigtigste huskeregler for næste morgens tur op:

»Når du virkelig rammer Mont Ventoux-stigningen inde i skoven, hvor der formentlig er 9-10 procent i gennemsnitsstigning med enkelte stykker på 12, er det meget vigtigt, at du pacer dig selv, men ikke kommer for langt ind i den røde zone. Find et solidt tempo, et stærkt tempo, men et, du kan klare, for der langt endnu«.

Vi starter turen klokken 9 om morgenen. Først skal vi inhalere 40 kilometer, inden vi når foden af Mont Ventoux. Men hvilke 40! Vi kører ned gennem kløften Gorge de la Nesque på små hylder, hvor vi kan kigge ned igennem den langstrakte grønne slugt – en mageløs udsigt. Men ruten har først og fremmest et vigtigt praktisk formål. Det er opvarmning. En af guiderne kalder Gorge de la Nesque for »a nice little ’leg opener’«. 15 kilometer fra stigningens begyndelse holder vi pause.

Guiderne og soigneurerne går rundt imellem rytterne og holder øje med, om der bliver drukket og spist nok. En af dem kigger alvorligt på mig og giver mig en lille pakke med kogt ris med Nutella.

»Den spiser du nu. Og så skal du drikke en halv liter vand. Og husk ikke at spise på de første 9 kilometer af stigningen«, lyder det myndigt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stigningsprocent på 9

Så ruller vi af sted mod Bedoin, hvor den ene af bjergets tre opkørsler starter. Der er lidt mindre snak nu. Folk finder sammen i små grupper, hvor de ved, at tempoet passer til ambitionerne og konditionen

Og så pludselig er stigningen er i gang. Nu ved jeg, at det gælder om at styre mig selv. Adrenalinen pumper, min cykelreptilhjerne fortæller mig, at jeg skal rejse mig i sadlen og sætte af som en colombiansk bjergrytter. Tag det roligt, tag det roligt, tag det roligt, gentager jeg for mig selv, mens jeg kæmper med motivationen inde på skovstigningens 9,5 kilometer med en stigningsprocent på 9.

Men så er det, jeg får halet ind på min cykelmakker, lægger mig foran og trækker. Musklerne løsner sig lidt, det hele føles godt. Midt på det skovstykke møder vi en af Rapha Travels soigneurer, der står klar med en ny flaske vand med en gel sat fast i låget. En livslang drøm går i opfyldelse, da jeg kaster min tomme dunk fra mig, griber den nye og sætter den ned i flaskeholderen. Soigneuren nikker til mig på en måde, jeg kun kan opleve som anerkendende og støttende.

Der er travlt på bjerget. Biler dytter omkring os, motorcykler brøler forbi, og der er masser af cyklister. Både folk, der ser ud, som om de er ude på at sætte rekord, og tykke mænd på mountainbikes. Det minder om en folkefest. ’Pårørende’ til rytterne står indimellem ved rastepladserne i skyggen af fyrretræerne og deler vand og opkvikkende råb ud. På asfalten kan man læse en lang række rytternavne, der står skrevet med falmet hvid maling.

Min cykelmakker og jeg kører nu ved siden af hinanden og sludrer, mens vi hiver efter vejret. Men det er godt for to ting. Når vi kan snakke sammen, betyder det, at vi ikke presser os selv derud, hvor vi risikerer at brænde sammen. Samtidig fjerner samtalen lidt af opmærksomheden fra smerten og trætheden.

Et bjerg for alle

Da vi er tæt på Chalet Reynard, udskænkningsstedet, der markerer overgangen fra skovstykket til Mont Ventoux’ golde ørkenlandskab, hvor vinden fejer hen over klipperne og det støvgule grus, møder jeg en af guiderne, Gregory Craig.

»Når du er nået hertil, ved du, at du når toppen«, siger han til mig, mens en gammel mand i sorte cykelshorts med seler og bar overkrop glider forbi mig på en nærmest hensynsløs måde, nu hvor jeg lige er begyndt at føle mig stærk og uovervindelig.

Ude på Det Nøgne Bjerg er der lidt færre ryttere. Hver gang jeg kigger op, kan jeg se tårnet på toppen. Det er, som om det flytter sig lidt hele tiden, som det ikke rigtig kommer nærmere. Men jeg føler mig også godt tilpas og stærk. Optimistisk. Stigningerne er ikke så voldsomme længere – og jeg er ovre det værste. 4 kilometer fra toppen kører jeg, efter aftale, væk fra min makker og træder lidt hårdere til. Koncentrerer mig om min rytme og mit åndedræt.

Og så pludselig er tårnet tæt på. Jeg tager det sidste hårde højresving og den stejle opkørsel, og så er jeg oppe. 1 time og 35 minutter har det taget. Jeg giver en high five til Ben Leiberson, der har guidet de to hurtigste ryttere fra gruppen op til toppen. Der bliver uddelt kram og håndtryk. En englænder græder lidt, »jeg ved ikke hvorfor, det skete bare«, mens jeg føler mig lettet, overvældet og stolt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mens jeg står på den forblæste top med cykelryttere over det hele, slår det mig, at Mont Ventoux kan køres af alle og er lige hårdt for alle. Supermotionisten er lige så smadret på toppen som den tykke mand, der er ude af form.

Hvor svært kan det være at nakke Det Skaldede Bjerg? Mont Ventoux er for alle.

Politiken var inviteret af Rapha Travel.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Sune Højrup Bencke eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind politiken.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden