Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Togtur i New Zealand: Pas på, udsigten vælter dig omkuld

Tag med på den 223 kilometer lange TranzAlpine-togtur på tværs af Sydøens alper.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lyden fra det tonstunge tog, der buldrer over de rustfarvede skinner, overdøver alt, mens lyset for enden af tunnelen kommer tættere.

»3, 2, 1, NU!«, råber fire børn i kor, idet solens stråler gennemborer kupéens panoramavinduer.

Med ét kommer det New Zealand, du kender fra rejsebrochurerne og altid har tænkt må være billedmanipulation, til syne i en eksplosion af en udsigt.

Bag en mur af bølgede bakker står hundredmeter høje bjerge med bare isser af sand og sne skulder ved skulder og skæver mod bunken af metal, der er kommet på besøg. I midten af slænget af tyndhårede bjerge og kompakte bakker snor sig en kløft, og på hver side af den turkisblå flod af smeltevand, der løber i bunden af den cementfarvede fordybning, kryber en mørkegrøn blanding af newzealandsk bush og europæiske træer sig op ad de stejle bakkeskråninger.

Med ét bliver den spektakulære udsigt slugt af en ny tunnel. Euforiske turister snubler over superlativer i forsøget på at sætte ord på oplevelsen. Inden arsenalet af Sony, Canon og Nikon-kameraer er genladte, bliver toget bombarderet af endnu en storslået udsigt.

Sådan fortsætter spillet mellem gruppen af turister og serien af små tunneller, der borer sig igennem det bakkede landskab ved Waimakariri-flodens bredder blot en times kørsel inde i den 223 kilometer lange togtur.

Turen er en af KiwiRails tre sceniske togture, og hvert år kører mere end 200.000 ind- og udenlandske turister turen fra New Zealands tredjestørste by, Christchurch, på østkysten af Sydøen på tværs af alperne til den gamle mineby Greymouth på vestkysten.

Det tørstige øst

Klokken er 9.45. Det er halvanden time siden, ’så er vi klar’-fløjtet lød fra den kvindelige kontrollør på perronen i Christchurch. Indtil videre har vi passeret Canterbury Plains, et fladt område af dyrket jord omkring Christchurch, og landskabet langs Waimakariri-floden.

Jens Hjalte Løgstrup
Foto: Jens Hjalte Løgstrup

Et højt bip og en grøn knap, der lyser i hjørnet af den lille fladskærm, der viser, hvor langt vi er nået på turen, betyder, at det igen er tid til at tage høretelefonerne på. Den kvindelige kommentator, der under hele turen sørger for at smide lidt fakta om det landskab, vi kører igennem, fortæller igen:

»Om foråret og sommeren bringer nordvestlige vinde fra Det Tasmanske Hav store mængder regn til den vestlige side af alperne. Knap så meget regn finder vej til den østlige side, og det kan ses på landskabet«.

De gule sletter af tørt græs og tørstige buske, der kun lige dækker det nederste af de halvnøgne bjerge, hvis rygge skærer sig igennem den blå himmel, tyder på, at hun har ret.

»Man forventer helt at blive overfaldet af en gruppe orkere her«, lyder det forventningsfuldt fra et mandligt par længere nede i vognen.

Det omskiftelige vejr ved Sydøens alper betyder, du kan køre fra blå himmel og sol på østsiden ind i regnvejr og skyer på vestsiden. Ikke et stort problem, hvis du sidder i en luksuriøs togvogn, men har du planer om at lave et stop i en af de mindre bjergbyer, er det en god idé at tjekke vejrudsigten, inden du tager af sted.

Et rullende museum

En spytklat af sort røg stiger mod himlen. Lokomotivet forrest på kæden af togvogne er kommet på reel bjergbestigning og kryber langsomt mod turens midtvejs- og højeste punkt, den lille bjergby Arthurs Pass i 900 meters højde.

»Holy moly«, lyder det fra en gruppe amerikanere, mens toget kører igennem det alpine landskab i Arthurs Pass Nationalpark, hvor Mount Rolleston skyder op med sine 2.271 meter.

Resterne af et hegn og et ensomt hus halvt fordærvet af den newzealandske vildmark giver en idé om, hvordan leveforholdene var for de europæiske nybyggere i området for 150 år siden.

Da de første europæere fandt guld på vestkysten af Sydøen i 1864, kunne det ikke går hurtigt nok med at få lavet en togrute mellem bosættelserne i regionen Canterbury på østkysten og guldet på vestkysten.

I 1923 stod den 8,5 kilometer lange Otira-tunnel, der forbinder Arthurs Pass med resten af vestkysten, færdig, og det første tog kunne køre fra øst til vest.

Det frodige vest

Efter en stræk ben-pause på stationen i Arthurs Pass og 10 minutters mørkeleg i Otira-tunnelen er det blevet tur til at stifte bekendtskab med Sydøens vestkyst.

Den newzealandske frodighed er tilbage. Bjergene har ikke længere beklædningsproblemer, og bjergbøgen, en af de fire newzealandske bøgesorter, klæber sig til de stejle bjergskråninger og efterlader kun et hvidt åndehul af sne på toppene af de mastodontiske kæmper.

I den åbne vogn er et regulært slagsmål ved at bryde ud, da en stor indisk mand maser sig ind foran et asiatisk par for at knipse et par billeder af vestkystens regnskov.

En rørhøg svæver yndefuldt med togets retning og sætter med rolige vingeslag en dæmper på gemytterne, inden den drejer af og sætter kurs mod et lille sumpområde på den anden side af toget.

Besøger du Sydøens alper og udforsker terrænet, er du næsten sikker på at møde en af New Zealands ikoniske fugle: keaen. En legesyg papegøje på størrelse med en høne, der er berygtet for at stjæle alt fra mad og mønter til hårspænder og bilnøgler.

Annonce

New Zealands svar på Naturstyrelsen, Department of Conservation, går meget op i at beskytte de oprindelige newzealandske fuglearter. Så hvis du bevidst dræber en kiwi, kea eller kaka, kan du regne med fængselsstraf eller en bøde på over 500.000 kroner.

Tvangspause på grund af heden

En duft af friskbrygget kaffe breder sig i den tørre luft fra airconditionanlægget, mens toget tonser igennem det frodige landskab.

»Vi beklager, men skinnerne er for varme at køre på. Vi bliver nødt til at holde stille de næste 10 minutter«, lyder det over togets højtaleranlæg, mens den dybe buldren fra togets motor bliver langsommere og langsommere.

»Kan vi ikke bare holde her for evigt?«, lyder det kækt fra en kinesisk amerikaner med meget røde solbriller.

Omringet af et lilla tæppe af bjerglupiner, en labyrint af bjergtoppe og rindende vandløb håber man lidt, at KiwiRails svarer ja.

Så heldige er vi ikke. Og efter syv minutters tvangsfodring af sjælen triller toget videre mod minebyen og endestationen Greymouth.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts