Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Spisetid. Nabires hvalhajer er store og sultne. En hvalhaj snuden op af vandet for at ’suge’ fiskerester i sig.

Spisetid. Nabires hvalhajer er store og sultne. En hvalhaj snuden op af vandet for at ’suge’ fiskerester i sig.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kom helt tæt på havets blide giganter

Hvalhajen lader sig sjældent se. Men ved en indonesisk landsby indgår den i en unik symbiose med de lokale fiskere.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hun er min ven, bringer held«.

Fiskerens tandløse grin er det sidste, jeg ser, inden jeg lader mig falde udover rælingen. Boblerne danser for min duggede dykkermaske. Som tavse skabninger flyder fiskerbådens posede net i det oceanblå, mens kulden niver min bare hud. Jeg svømmer op til overfladen, puster ud gennem snorklen. Små vandpartikler pulserer i mærkelige former, bag dem runger dybet.

En skygge samler sig. Jeg holder vejret. Den svømmer i cirkler, ser mig an, øjet er knappenålsrundt og lille i forhold til den kolossale krop; som en tøjbamses, tænker jeg uden at undre mig over associationen, en sød plysset teddybjørn. Søjler af sollys spiller over de hvide prikker på gigantens ryg. Verdens største haj svæver foran mit ansigt, åbner sin meterbrede mund. Jeg stirrer ned i et bundløst mørke.

På jagt

Rygtet om hvalhajsgaranti har drevet mig ud i en af verdens afkroge. I et lille fiskerleje halvanden times kørsel nord for Nabire i bunden af Cenderawasih bugten i provinsen Papua, den indonesiske del af øen Ny Guinea, sidder Anton Yoweni med strandpalmen som ryglæn og hoster mælkehvide røgskyer ud under sin kaskets skygge.

Han er min guide og chauffør på den lange junglekørsel gennem floder og stenet jordvej. En sveddråbe falder fra min næse og sætter en mørk ring i sandet.

Kun lyden af brækkende bølger bryder den stillestående luft. Snart henter en jolle os, siger han. Jeg spørger, hvornår?

»No problem«, svarer Anton Yoweni og byder mig en sødkvalmende ’kretek’, en nellikesmøg. Han smiler et gavtyveagtigt smil, som på indonesisk betyder noget i retning af ’alting til sin tid’.

Foruden unik biodiversitet er kysten nord for Nabire efter sigende hjemfarvand for en stor gruppe stationære hvalhajer; ’hiu paus’ siger indoneserne, ’gurano bintang’ siger papuanerne – Papuas giganter. Der er ingen andre turister, ingen andre mennesker overhovedet.

»Mine brødre derude, de kommer«, Anton Yoweni peger på fiskerbådene, ’bagans’, ude i den rolige bugt. Om natten lyser fiskerne havoverfladen op og tiltrækker plankton, som igen tiltrækker småfiskene, ’ikan puri’, som de fanger i et sænkenet. Om dagen holdes fangsten under vand i store net, og mens fiskerne sover i baganens skygge, tiltrækker småfiskene et helt andet dyr.

Havets gådefulde kæmpe

Hvalhajen lader sig sjældent se. Dens kolossale men tandløse mund er skabt til at filtrere små fødeemner ud af vandet på enlige vandringer i oceanernes dyb. Den viser sig kun regelmæssigt en håndfuld steder i verden; at finde hvalhajer samme sted hver dag året rundt er unikt.

Cenderawasih bugten er et slags refugium. Her har hvalhajerne fundet ud af at suge fangsten ud af baganens net, og da hvalhajer bringer held ifølge fiskernes overtro, ofrer de gerne en spand småfisk for at holde dem til.

Symbiosen mellem hvalhajer og fiskere i bugten blev først observeret i 2007 af World Wide Foundation. Opdagelsen vakte begejstring hos forskere, som kunne følge det gådefulde dyr på nært hold, og tilstedeværelsen af hvalhajerne har over de seneste år skabt en spæd økoturisme omkring byen Nabire.

Så spæd, at jeg på mit fem døgn lange besøg ikke så en eneste anden turist.

Det nye guld

»I øjeblikket har vi 8-10 gæster om måneden«, siger Monalisa Yoweni, søster til Anton Yoweni og ejer af Moon Beach Resort. Hendes yngste søn gemmer sig bag hendes ben og stirrer på mig med sorte øjne. Monalisa Yoweni mener, økoturismen bliver det næste store, der kommer til at ske for Nabire.

»Resortet åbnede jeg sidste år, da min mand døde. Før havde jeg en guldmine i højlandet« – hun tøver og kigger ned på sin søn. »Men minearbejde er hårdt. Nabire er stadig som det vilde vest«.

Guldminerne er dog blandt de steder, Monalisa Yoweni håber at kunne skabe interesse omkring som en turistattraktion sammen med Nabires varme kilder og den traditionelle landsby, som ligger et par dages sejlads oppe ad floden.

Men hun er klar over, at hvalhajerne bliver turisternes primære interesse og gør sit for at bevare den unikke naturoplevelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er allerede begyndt at genplante mangroveskov med økonomisk støtte fra regeringen. Næste år er planen at dyrke koraller på revene, hvor de er døde«.

Det første møde

Anton Yoweni flår Yamaha-påhængsmotoren i omdrejninger – den starter i en sort os af røg. Totakterne finder roligt tomgangen, mens jeg springer om bord med mit snorkelgrej. Anton Yoweni tænder en nellikesmøg, vender kaskettens skygge om i nakken; endelig afgang.

Med stranden bag os nærmer vi os baganerne, som ligger spredt med nogle hundrede meter imellem sig. De første fiskere vifter os væk, inden vi når at nærme os; ingen hvalhaj her. Vi sejler 500 meter videre hen til den næste. Heller ikke. Havfugle har samlet sig om en af baganerne. Fiskerne om bord råber og peger, da de ser os; et kæmpe hvidplettet hoved bryder overfladen, åbner munden og suger som for at tømme havet til sidste dråbe.

Vi lægger til ved en ponton lavet af sammenbundne bambusstammer. Jeg kan ikke skynde mig nok med at få maske og snorkel på. Sørger for at tænde det lille GoPro kamera, som jeg har i et vandtæt hus. En fisker fra baganen råber mig op.

»Hun er min ven, bringer held«, siger han. Jeg springer i.

Hvalhajen er seks meter lang, og jeg er lamslået. Under vand; rolige bevægelser, let nysgerrig men mest uinteresseret i min tilstedeværelse. Den lader til at have kontrol over hver centimeter af sin lange krop, da den dovent vender om og svinger halefinnen en håndsbredde fra mit ansigt.

Over overfladen har Anton Yoweni smidt smøgen og klamrer sig til rælingen. Jeg vinker ham ned, men han nægter at hoppe i vandet. Endnu en hvalhaj viser sig, og med fiskernes drillerier bliver presset for stort.

Mæsker sig i småfisk

Anton Yoweni låner en maske og glider forsigtigt i. Han klarer sig fint med sin hundelignende svømmeteknik. Dyrene er efterhånden så ligeglade med os, at vi flere gange må bakke væk fra dem for ikke at røre deres skind og risikere at udsætte dem for svamp og sygdomme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anton Yoweni viser ikke længere tegn på frygt, mens han svømmer rundt om hvalhajerne, som mæsker sig i småfiskene bag fiskernes net. Vi snorkler i to timer uden pause, indtil en tredje og væsentligt større hvalhaj dukker op. De to andre svømmer væk og giver plads til den sidst ankomne, og det samme gør vi.

Trætte og mætte af indtryk kravler vi tilbage på båden. På rælingen sidder vi og diskuterer dyrenes længde, nellikesmøgen klæber til Anton Yowenis læbe, mens håret stadig driver; 8-9-10 meter? Jeg siger, at han må passe godt på hvalhajerne fremover. Hans smil forsvinder i et alvorligt nik. Jeg håber det bedste for Papuas giganter.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden