0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vildt eventyr i fredelige Namibia

Namibia i det sydlige Afrika huser nogle af kontinentets smukkeste landskaber.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Luften er knastør, og en blid duft af salvie rammer næseborene. Når vinden rammer ansigtet, køler den ikke, men forvandler lynhurtigt sveddråberne til små saltplamager på huden.

Det er først på formiddagen, og solen er kravlet et godt stykke op på himmelen. Den bager nådesløst ned på elsdyrantiloperne, der dovent vender blikket op, når de larmende firehjulstrækkere fyldt med hvide turister bumler forbi. Utilpasse med blege ben, solbriller og akavede safarihatte, der værner mod elementerne.

I den namibiske ørken har evolutionen har ikke gjort meget for den hvide mand, men har derimod gjort antiloperne en stor tjeneste. De sorte områder på pelsen lagrer varmen til de kolde ørkennætter, mens de hvide reflekterer de hårde solstråler væk i dagtimerne. Gennem tusinder af år har dyrene tilpasset sig det nådesløse klima, der hersker her i verden ældste ørken.

»Dyrene kan gå i op til fire måneder uden at drikke«, fortæller chaufføren Athanasius.

»Blandt andet, fordi dyrene simpelthen ikke tisser«.

En egenskab man godt kan misunde dem, for på de hårde sæder i landroveren er blæren konstant på bristepunktet, når den afrikanske massage ryster undervognen. Ja det er, hvad Athanasius kalder det, når bilen bumler over de lidt for store sten på grusvejen, der fører til Sossusvlei.

Sandbunker, pelikaner og flamingoer

Sossusvlei ligger i det vestlige Namibia og er en udtørret sø omgivet af overvældende sandklitter, der tårner sig op over horisonten i dybe orange farver. ’Klitter’ er måske en underdrivelse: Den højeste sandbunke måler 325 meter, og man mister fuldstændig fornemmelsen for perspektiv, når man står ved foden af dem.

Stedet er Namibias største turistattraktion og det med rette. Har man kun tid til at besøge ét sted i Namibia, er Sossusvlei det oplagte sted at søge hen. Hvis man derimod har rum i kalenderen til at fordybe sig længere tid i den gamle tyske koloni, byder landet på en lang række unikke naturoplevelser, førsteklasses safari, en særpræget kulturarv og god infrastruktur til turisme.

Et par dage om året forvandler regnvand den 20.000 km2 enorme saltørken, der udgør Etosha National Park i det nordlige Namibia, til en lavvandet lagune, som fyldes med flamingoer og hvide pelikaner. Resten af året kører man mellem spredte vandhuller, holder øje med bevægelser i skygger og krat, og håber at få øje på nogle af de 114 arter af pattedyr, der lever her.

Her er fladt, så langt øjet ser, og springbukkene er overalt. De støder frontalt sammen med deres små horn, mens støvskyer i horisonten afslører dyreflokke, der løber over sletten. Men bilerne holder sig på vejene.

»Etosha er for skrøbeligt til, at bilerne kan køre off-road. Det regner ikke nok til, at naturen kan nå at regenerere«, har campmanager Ilze Phillipson fortalt os nogle dage tidligere.

I Namibia forlader jeepen ikke grusvejene, og vi forlader ikke jeepen. Det ville ifølge chaufføren også kun skræmme dyrene væk. Silhouetterne fra en firehjulstrækker fyldt med mennesker skræmmer dem ikke nær så meget som en gående eller stående personskikkelse.

Det romantiske og traditionelle

Heldigvis er dyrene nemme at spotte her midt på dagen, for de bevæger sig næsten ikke, men helt tæt på kommer man kun, hvis dyrene beslutter sig for at nærme sig bilerne, som når de i et typisk sløvt afrikansk tempo slæber sig af sted, langsomt men målrettet, mod vandhullerne, hvor et sandt leben til gengæld udspiller sig. Her er vildsvin, elsdyrantiloper, springbukke, giraffer, løver, sjakaler, gnuer og zebraer. Elefanterne er på vej til festen. Leoparderne gemmer sig altid lidt for godt.

Namibia er større end Frankrig, men kun lige over to millioner mennesker bor her fordelt på 13 forskellige etniske grupper, der tilsammen giver en særdeles spraglet befolkning. De hvide af tysk, engelsk eller sydafrikansk oprindelse udgør fortsat den økonomiske ballast i landet, og selv om engelsk er det officielle sprog, er den tyske arv mere tydelig for gæster i landet.

Mange tysknamibiere arbejder i turistindustrien, og de bor i byer som Lüderitz og Swakopmund, hvor tysk arkitektur er dominerende. Det er ikke usædvanligt at støde på lokale med næsten tragikomiske navne.

»Jeg mistede mine forældre og blev taget ind af en tysk familie, der gav mig mit navn. Først hjalp jeg på gården, senere begyndte jeg at arbejde med turister«, fortæller kulsorte Adolf, der er safariguide i Etosha.

Han nedstammer fra hereroerne, et nomadefolk der udgør godt otte procent af landets befolkning. Kvinderne kendes let på, at de pakker deres hår ind i, hvad der mest af alt ligner en farvefyldt baguette sat på tværs af hovedet.

Afrikas reneste hovedstad

Hereroerne deler slægtskab med det fascinerende himbafolk, der stædigt holder fast i deres traditionelle nomadekultur. Størstedelen har hjemme i det øde Kaokoland i det nordvestlige Namibia, hvor kvæghold er centralt for deres levevej. Jo større en flok, des større rigdom. Dette medfører en del overgræsning, der slider på landets natur, men et besøg i en himbalandsby kan give et sjældent indblik i et romantisk og traditionelt Afrika.

Annonce

En smeltedigel kan opleves i hovedstaden Windhoek, hvor de tyske gadenavne springer pudsigt i øjnene, indkøbscentre fyldes af mennesker i alle farver, og stammefolk sælger brugskunst på gademarkedet. Indbyggerne kalder selv byen for Afrikas reneste hovedstad, og et stop her kan være et behageligt afbræk fra den vilde natur. Som Carolina Solana fra Mexico, der var i Namibia med sin mand, fortalte mig:

»For os var det perfekt med et stop i Windhoek. På et tidspunkt har man bare brug for at føle sig som en kvinde og ikke lugte af insektspray hele tiden«.

Himlens tæppe af ildfluer

Solens sidste stråler skærer igennem støvet, da det lille propelfly elegant svæver ud af kløften og lægger an til landing. De små fly, der transporterer turisterne mellem lejrene, den ene mere afsides end den anden, flyver lavt og prioriterer de sceniske ruter.

Fra luften ser vi enorme busklandskaber, øde kyststrækninger med tusindvis af sæler, dramatiske fladtoppede bjerge og mest af alt: tomhed. Her er oceaner af plads, og meget af den er komplet ubeboet. Landskabet er af episke proportioner, der kun står klarere frem, når solen forsvinder bag bjergene i ørkenen, og erstattes af en funklende klar stjernehimmel.

»De enorme øde områder og de få mennesker, der bor her, gør stjernehimmelen exceptionel klar. Der er stort set ingen lysforurening herude«, siger Ilze Phillipson, der bestyrer Little Kuala Camp nær Sossusvlei.

Klokken er ikke mere end 23, og Mælkevejen står allerede tydeligt frem. Den breder sig ud over himmelhvælvingen som et tæppe af ildfluer, mens sjakalerne hyler i mørket. Den sorte nat er kold, som dagen er varm: fra 40 grader til under 10 på mindre end seks timer.

Det føles svært behageligt, og kroppen falder langsomt til ro. I den namibiske ørken sover man tungt og står tidligt op. For ude midt i ingenting giver det kun mening at følge solens rytme.

Politiken var inviteret af Safari Eksperten og Wilderness Safari.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden

    Henter…

    Joe Biden er favorit til at vinde det amerikanske valg til november, og foran ham venter en lang og beskidt valgkamp. Inden for den næste måned skal han vælge sin vicepræsidentkandidat. Og den beslutning er endnu vigtigere for Biden, end den har været for andre kandidater.

  • Claus Nørregaard/POLITIKEN

    Mafiaen og andre kriminelle tjener masser af penge på matchfixing. Men i Danmark bliver man sjældent straffet når man arrangerer resultatet af en fodboldkamp, også selvom politiet har undersøgt en stribe sager. Men hvorfor sker der ikke noget, når man snyder?