Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sofie Buch Hoyer
Foto: Sofie Buch Hoyer

DISTANCE. Der er god tid til at beundre, hvordan kulissen til et helt kontinent triller lige forbi en på den transsibiriske jernbane.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Verdens længste jernbane flyder stadig gennem et monotont, men fortryllende landskab

Den Transsibiriske Jernbane fylder 100 år. Kom med om bord og få historien.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Min lugtesans er under seriøs beskydning, da jeg træder ind i den åbne togkupé.

En hørm af kogt kød og kartofler, kaffe og kul foruden et lummert udvalg af alverdens kropslugte kæmper sig skiftevis vej til mine næsebor, mens jeg kanter mig ned til min køje.

Det er overvældende! Og sådan skal det være — her på Den Transsibiriske Jernbane, som kan fejre rund fødselsdag i denne måned: 100 år er gået, siden verdens længste togstrækning stod komplet.

Allerede dengang lullede kulissen passagererne ind i en fascinerende dvale:

»Et monotont, men originalt landskab ledsager den rejsende på hans vej tværs over stepperne; grønligt lavland beklædt med siv og græs, der dækker en mudret og svampet jord, strækker sig i det uendelige på begge sider af jernbanelinjen ...«.

Sådan lyder rejsebeskrivelsen i ‘Guide to the Great Siberian Railway’ fra 1900, da de første damplokomotiver så småt begyndte at køre mellem det centrale Rusland og Fjernøsten.

I dag har øjet stadig masser af plads at boltre sig på, mens tidszonerne og en konstant strøm af birketræer drøner forbi en. Den bumlende fornemmelse af at suse af sted på skinner, mens blikket slår krumspring i det fjerne, bliver bare ved og ved og ved.

Russisk hygge

Om bord på toget er det ikke kun lugtene, der vælter en omkuld.

Det ene øjeblik finder jeg mig selv omringet af de mange lokale, der hver dag lader sig transportere fra A til B i verdens største land. Nogle har smækket benene op med den første krydsogtværs for over de næste syv dage at bevæge sig fra Moskva til Vladivostok. Andre byder på kiks og forsøger entusiastisk at lære mig det populære kortspil ‘Durak’ (fjols), mens andre igen gerne kaster sig ud i en diskussion om Ruslands ry og sanktionerne fra Vesten.

»Det virker lidt, som om USA prøver at splitte Rusland op i stater ligesom i det gamle Sovjetunionen. Hvorfor?«, raser den 49-årige læge Mikhail på vej til Irkutsk ved Bajkalsøen.

I næste nu træder jeg ind i en kupé, hvor stort set hele Nordeuropa er repræsenteret — backpackere, turgrupper og almindelige turister på eventyr i Rusland. Det føles, som om alle kender alle, og snakken buldrer derudad om EU’s fremtid, mens det krattede sump- og skovland bliver erstattet af nåletræer og mere kuperede bjerglandskaber i sydlig retning mod Mongoliet.

Siden det transsibiriske jernbanenet blev til, er skinner og tog gradvist skiftet ud, og i 2002 var hele molevitten blevet elektrificeret.

Tog i flere varianter

I dag findes der både hurtige eksprestog med aircondition, handikapforhold og nyere toiletter, ligesom der kører ordinære tog med flere stop undervejs og et lettere nusset interiør. På disse tog ryger toiletkummens indhold direkte ud på skinnerne – hvis man ikke er for tæt på byområderne. Så er wc’et midlertidigt suspenderet.

Fælles for alle vogne – ud over spisevognen, hvor man kan få middelmådig mad til mange penge – er den traditionsrige samovar: hele kupeens ‘bidronning’. Ved denne kulfyrede vandkoger henter man varmt vand til kaffen, havregrøden eller de talrige æsker kopnudler, som i stor stil fortæres på turen.

»Jeg har snart spist så mange, at de står ud af ørerne på mig«, bemærker Daniella, en 34-årig tysk turist.

Samovaren holdes ved lige af en hengiven ’provodnitsa’, togstewardesse, der vimser rundt og sørger for, at alle i kupeen har nok sengetøj, puder og ’tjeburek’, dybstegte boller fyldt med kartoffelmos eller kød, inden vi alle bliver vugget i seng af togets tøffen.

Mens mosekonen brygger over det russiske kontinent, forestiller jeg mig, hvordan den dampende varme omkring toget går i ét med det tågede tajgalandskab. Ren magi.

Endelig frisk luft

Den Transsibiriske Jernbane var og er et væsentligt element i bestræbelserne på at holde sammen på kæmpelandet Rusland. Under Stalin var togbanen et vigtigt middel til at sende millioner af politiske fanger ud i Gulag-lejrene i kreaturvogne. Den tid er forbi.

Annonce

I dag bliver den fortryllende udsigt nu og da blokeret af de mange containere og cylinderformede tanke, der triller forbi med læssevis af kul, træ og forskellige olieprodukter. I de store byer har massive råstofindustrier taget over, men mellem stoppene ligger utallige små kolonihavehuse, datjaer, hvor russerne ynder at holde fri.

Og trods den hjemlige atmosfære på toget er der ikke noget som at indånde en mundfuld kølig luft fra de bondske himmelstrøg, når toget gør holdt på en af de mange stationer.

Jeg kaster mig mod udgangen og trækker vejret helt ned i lungerne. En sand foræring. Jeg ænser næsten ikke de sibiriske sælgere, der står i kø på perronen for at tilbyde mig tørret fisk og pelshuer.

Lige her – i en by i Rusland – er det bare om at nyde roen og hvile blikket et øjeblik. For toget kører lige om lidt igen. Kupeen og det monotone landskab kalder.

Næste stop er først om mange hundrede kilometer.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts