Farvestrålende. Arushas centrum er driftigt. Foto: Pernille Bærendtsen

Farvestrålende. Arushas centrum er driftigt. Foto: Pernille Bærendtsen

Temarejser

Weekend i: De safarirejsendes by

Tanzanias tredjestørste by, Arusha, har en enestående kombination af natur og byliv med kultur, mad og afslapning.

Temarejser

Man overvældes let af taknemmelighed, når man kommer kørende til Arusha på en dag med klart vejr.

Hvis det har regnet for nylig, lyser akacietræerne og bananpalmerne særligt grønt, og det kegleformede Meru-bjerg tårner sig mørkeblåt mod himmelen. Landskabet omkring Arusha er intet mindre end storslået.

Tanzanias tredjestørste by ligger i læ ved foden af den godt 4.562 meter høje, sovende vulkan, som er blandt Afrikas fem højeste bjerge. Klimaet er mildt og behageligt i Arushas 1.400 meters højde.

Byens centrum er driftigt. I butikker og på markederne skifter byggematerialer og landbrugsafgrøder hastigt hænder. Unge klædt i nutidig, global mode blander sig med traditionelt klædte kvinder i farvestrålende, mønstrede stoffer. I de omkringliggende, luftigere bydele og langs foden af Meru er der mere ro på.

Arusha er en af Tanzanias hurtigst voksende byer med godt 500.000 indbyggere, en størrelse, der gør den interessant at gå på opdagelse i, samtidig med at man kan gå til og fra flere ting. Arusha er let at komme til og fra.

Nairobi på den anden side af grænsen til Kenya kan nås på seks timer, der er 40 minutter til den internationale lufthavn ved Kilimanjaro. Flere nationalparker er tilgængelige inden for to til fire timer: Serengeti, Ngorongoro, Manyara, Olduvai, Tarangire og Kilimanjaro.

FREDAG

1. Kl. 18.30: Bo og spis etiopisk

Det er let at fare vild i sted, pris og kvalitet, når det kommer til at finde et hotel i Arusha. Du kan vælge at bo i rolige, grønnere områder lidt uden for byen, hvor du så er afhængig af taxi, eller i den centrale, men også mere støjende bymidte.

Et godt sted midt imellem er det etiopiske Spices & Herbs, som har god, gammeldags service. På væggene hænger sort-hvid fotokunst fra en næsten svunden tid, prisen er til at betale, og herfra kan du gå til det meste i Arusha, eller fange en en taxi eller en ’daladala’, en minitaxi, der kører igennem byen i fast rutefart.

Køkkenet tilbyder to menuer, en etiopisk og en europæisk – glem den sidste og spis ’injera’ med ’tibs’ (småretter anrettet på en slags fladbrød) af bl.a. kikærter eller okse krydret med rosmarin.

Spices & Herbs, Simeon Road. E-mail: axum_spices@hotmail.com

2. Kl. 21.30: Natteliv under stjernerne

Via Via er et lille kulturcenter med bar, spisested og amfiteater godt beliggende i den tropiske have bag Arushas lille museum for historie og naturvidenskab. Stedet har en afslappet atmosfære, og publikum er mangfoldigt: Her mødes gamle og unge, sorte og hvide. Hver torsdag er der et fast arrangement, og derudover arrangerer Via Via levende musik, dans og karaoke. Hold øje med stedets Facebook-side for aktuelle arrangementer.

Via Via, Boma Road (bag museet).

LØRDAG

3. Kl. 10: Moderne masai-smykker

Arusha er hovedbyen for de tanzanianske masaier, som er særligt kendte for deres fine perlesmykker, der bl.a. sælges på gaden. Sidai Designs er et jobskabende initiativ for masaikvinder, som har givet de traditionelle smykker et nyt og tiltrængt løft.

I værkstedet fremstilles design med perler i nye farver og god kvalitet. Sidai Designs tilbyder desuden undervisning i værkstedet af to timers varighed for grupper over tre personer, hvor du kan lære mere om håndarbejdet bag. Værksted skal aftales forud.

Sidai Designs, Kanisa Road 13.

4. Kl. 10.45: Historisk midtpunkt

Clock Tower, byens markante tårn, markerer midten af, hvor langt det britiske imperium strakte sig fra syd til nord i Afrika. Arusha har spillet en vigtig rolle i nyere tanzaniansk historie. Her fik landet papir på sin uafhængighed fra Storbritannien i 1961, og i 1967 blev Arusha-deklarationen formuleret, et papir, der skulle sikre Tanzanias selvstændige udvikling.

Passer posthuset og gå videre op ad Boma Road mod Arushas ’Boma’ – det er kort for British Overseas Management Administration. For enden af Makongoro Road kan du skimte monumentet for Arusha-deklarationen.

Arusha Clock Tower

5. Kl. 11: De første oprejste mennesker

Et museum er indrettet i Bomaen, en slags fæstningsværk og administrationsbygning for den daværende tyske kolonimagt, som menes at være opført omkring 1900.

Museet rummer ud over en historisk udstilling over kolonitiden også en afdeling for menneskets udvikling.

Særligt interessant er udstillingen om de 3,7 millioner år gamle Laetoli-fossilspor fra den nærliggende Olduvai-slugt, som også er det ældst kendte bevis på det oprejste menneske.

German Boma, Boma Road

6. Kl.12: Lokale delikatesser

Den europæiske slagter Meat King sælger ikke kun gode udskæringer, men også de lækreste marmelader, vaniljestænger fra Kilimanjaro og appelsinolie fra Tanga. Hvis du ikke kan klare mere hvidt toastbrød på hotellets morgenbord, så køb Meat Kings hjemmelavede granola.

Meat King, 7/8 Goliondoi Road. Facebook: Søg på Meat King

7. 12.30: Verdenssituation til kaffen

En billet koster 400 shillings (ca. 1,25 kr.), når du hopper på en daladala (minitaxi) ned ad Sokoine Road. Stå af ved Nobel House på hjørnet af Wapare Street, som du går op ad, til du kommer til et ’kijiwe cha kahawa’, et typisk tanzaniansk kaffested, som de ser ud mange andre steder i landet. Her samles mænd dagligt på vej til og fra byens centrale marked, bl.a. for at diskutere nyheder og politik.

Køb en lille kop kaffe for 100 shillings (ca. 0,31 kroner) og spørg til verdenssituationen.

Kijiwe cha kahawa kwa Nobel House, Wapare Street.

8. Kl.13: Køb afrikansk stof i metervis

Præcis på hjørnet af Wapare Street og Livingstone Street finder du et lille overdækket marked for afrikanske tekstiler, der også sælges i flere butikker i gaderne i området.

Gadelivet er en eksplosion af farver, lugte og lyde, og det er let af blive væk i virvaret.

Tanzanianerne kalder stoffet ’kitenge’. Udvalget er stort og i forskellige kvaliteter. Gå uden om den billige polyesterkvalitet og stil efter bomuld. Tekstilerne sælges til faste priser – ikke noget med at prutte om prisen her.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hjørnet af Wapare Street og Livingstone Street.

9. Kl. 14: Frokost i fred

I en fin, gammel villa fra kolonitiden finder du Blue Heron, som kombinerer butik, spa og restaurant. Nyd roen i haven i det stille villakvarter, og slut af med god kaffe.

Tjek også butikken, som sælger forskelligt kunsthåndværk, produceret i Tanzania.

Hvis du har gået i bare fødder i sandaler en hel dag, kan du bestille tid hos Lemon Spa i samme bygning. Lemon Spa bruger lokale, tanzanianske ingredienser i deres skrubbesalte og olier, f.eks. vanilje, citrongræs og ingefær.

Lemon Spa flytter tidligt i 2017, men kan kontaktes på e-mail.

Blue Heron, Haile Selassie Road. E-mail: lemonzpa@yahoo.com

10. Kl. 16: Køb souvenirs

På masaimarkedet sælges alle mulige former for souvenirer og kunsthåndværk, som udskårne træfigurer, masker, Tinga-Tinga-malerier og perlesmykker. Her er fine sager at vælge imellem, men tag dig god tid til at tjekke kvaliteten og finde det helt rigtige at tage med hjem. Her kan du med fordel prutte om prisen.

Maasai Market, Fire Road.

11. Kl. 19.30: I John Waynes fodspor

I receptionen på The Arusha Hotel, der blev bygget i 1894, ligger gæstebogen fra 1940’erne opslået. Stedet emmer af forgangne tider – og testosteron: Her har både George Bush, Bill Clinton, Will Smith og John Wayne boet. Måske endda også den amerikanske forfatter Ernest Hemingway, efter at han blev syg under en jagttur i området og måtte flyves ud fra Arusha.

Da storvildtsjægerfilmen ’Hatari’ blev optaget i 1964, bl.a. ved Meru-bjerget, brugte John Wayne og filmholdet The Arusha Hotel som base. Spis middag i restauranten, og hæng ud i baren ’Hatari’ – som oversat fra swahili betyder ’fare’. For et mindre beløb kan du benytte hotellets swimmingpool, selv om du ikke er gæst på hotellet. Dele af hotellet er p.t. ved at blive renoveret og forventes færdigt i april 2017.

The Arusha Hotel

SØNDAG

12. Kl. 6.30: Cykelsafari på Meru

Turen starter tidligt, inden solen brænder stærkest. Du samles op i bil ved dit hotel, så du ikke skal cykle på den trafikerede landevej.

Fra 1.400 meters højde ved foden af Meru går ruten op gennem landsbyer, langs vandløb, kaffeplantager og skov til godt 2.000 meters højde langs grænsen til Arusha nationalpark. Du ledsages af en følgebil, og det kan anbefales, at du aftaler, hvor bilen skal afhente og sætte dig af igen, samt hvor langt oppe ad bjerget turen skal starte.

Turen kræver god fysik, men turarrangøren El Mundo Safari aftaler rutelængde efter dine ønsker. Turen op kan ligge på 20-50 kilometer.

El Mundo Safari er grundlagt af den tanzanianske cykelrytter Elvis ’Lelo’ Munis, som har cyklet gennem 57 lande fra Chile til Kilimanjaro i Tanzania.

Prisen inklusive følgebil, cykel, vand og frokost er 70-100 dollars (ca. 500-700 kr.) afhængig af rute og længde.

El Mundo Safari

13. Kl. 12.30: Bjergtagende udsigt

Hårdt arbejde belønnes. Fra udsigtsposten på Simba Mbega Lodge kan du på klare dage se Kilimanjaro, Afrikas højeste fritstående bjerg. Her føles himmelhvælvet helt tæt på. Du kan aftale at afslutte cykelturen her.

Simba Mgeba Lodge

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

14. Kl. 16: Massage og middag

På Onsea House får du ikke kun en af de bedste udsigter over Meru-bjerget og de lavere liggende grønne bakker. Det siges også, at stedet leverer det bedste inden for det belgisk-franske køkken i Østafrika.

Onsea er udsøgt luksus oven på cykelturen, og din krop vil elske at give sig hen til ayurveda-massage, dampbad eller sauna med dyk i swimmingpoolen.

Bliv her, til dagen går på hæld. Når mørket sænker sig, kan du høre stemmerne fra landsbyerne for foden af Meru-bjerget summe, mens cikaderne synger. Nyd en drink, mens du venter på, at stedets belgiske kok, Aksel Jansen, og hans køkkenpersonale tilbereder din aftensmad.

Onsea House tilbyder en menu bestående af appetizers, forretter, hovedret og dessert med vin ad libitum.

Onsea House

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce