Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Vi løber bare. Og de andre i flyet kan se, at vi er ude på noget. Det er en slags iscenesættelse«

Politikens Per Munch halsede bagefter, da 12 ekstremløbere klarede 125 km på fem dage ved polarcirklen.

Temarejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rejs 2.500 km til 66. breddegrad nord for polarcirklen i Sverige – og snup nu den fredfyldte gamle vandresti Kungsleden i et vildt tempo, mens du sveder, drikker vand af din blå slange fra rygsækken og suger geler og energibarer.

For nogle lyder det måske lige så åndssvagt som at hoppe i trampolin på et folkebibliotek. Eller at bede om ketchuppen på Noma. Upassende, grænsende til blasfemi.

Men der findes minimum 13 mennesker i Danmark, der synes, tights er den helt rigtige påklædning, når man skal i naturen. De var alle med på Whiteout Adventures tur til polarcirklen med en afstikker til Sveriges højeste bjerg Kebnekaise i slutningen af august.

Dem Der Løber

Allerede i lufthavnen i Kastrup står vi klar med vores små rygsække, som indeholder drikkeblære med slange, regntøj, varmt tøj, lagenpose og energi til fem dage. Og nu skal vi også fordele små poser med mel, olie, havregryn, kaffe, kakao og salt. For når vi lander i Kiruna, skal vi efter 50 minutters bustur direkte ud på Kungsleden ved Nikkaloukta og løbe dagens etape på 20 km.

»Vi er Dem Der Løber«, siger Jørn Andersen, 49 år og ansat i Marathon Sport, en specialbutik for løb i København, og han ser skarp ud i løbeshorts og kompressionsstrømper op til knæene.

Ingen vej tilbage. Vi løber bare.

»Der er noget sejt over at stå her i sit løbetøj klokken 7.30 og så vide, at nu skal vi bare af sted. Ingen vej tilbage. Vi løber bare. Og de andre i flyet kan se, at vi er ude på noget. Det er en slags iscenesættelse. Og så kan jeg godt lide, at vi ikke skal løbe med nummer på maven, men for oplevelsens skyld«.

Rygsækkene vejer fra 4,5 kilo til 8,5 kilo. Den tungeste sæk har Stine Kjeldsmark, 39 år og laborant fra Holbæk, der ellers nøje har vejet alt sit løbetøj og skrevet det i et regneark, så hun kunne lave det optimale miks til turen.

»Hvorfor vi gør det? Fordi vi kan«, forklarer Stine Kjeldsmark, der har været seriøs trailløber i tre år, da vi fem timer senere sidder i bussen fra lufthavnen og ser på rensdyr, der forvilder sig rundt på vejen foran os.

Første etape er ganske stilfærdig, 20 kilometers roligt løb hen til fjeldstationen, et vandrehjem ved foden af det over 2.000 meter høje Kebnekaise i et forbavsende lunt og sommerligt vejr.

Små pjuskede fjeldmus

På ruten bliver vi første gang introduceret til det nordsvenske koncept med at forlænge verden med brædder. Her i samernes land er der så meget fugt og så sårbar en natur, at man ved moser og vandløb har lavet lange broer af brædder, som man skal løbe på.

Det sjove er så, at der under brædderne gemmer sig små pjuskede fjeldmus, som man kan spotte, mens man tramper. Flere ser også ryper allerede første dag.

»Klik, klik, så er vi klar«.

Allan Bode, 49 år og løbemakker til Stine hos Munkholmløberne i Holbæk, har foldet sine løbestave ud med et par effektive smæld, for i dag skal vi 1.400 højdemeter op til sydspidsen af Kebnekaise, trods tåge, regndis og en advarsel fra fjeldstationen om, at man bør blive nede.

»For mig startede det med Facebook. Jeg havde løbet nogle år og var gået lidt sur i kilometer på asfalt, men så fortalte min bror mig, at der var nogle trailløbere lige, hvor jeg boede, som via Facebook indbød til trailløb ved Munkholmbroen. Nu er lørdagstræningen fra broen klokken 9 blevet obligatorisk, og jeg ærgrer mig, når det ikke kan lade sig gøre«.

Allan og Stine har et veludviklet makkerskab, hvor de småsnakker, for eksempel om hvor lang tid Allan egentlig kan være om at få en trøje på i pausen. Nogle gange løber de indædt, andre gange knevrer de som et ægtepar, men ingen tvivl om, at de holder modet oppe sammen.

Og så er Allan Bode naturligvis det galante pindsvin, når de skal over vandløb. Hvor han giver Stine den ene af sine stave til støtte, mens han rækker den anden frem mod hende.

Uanset støtte får vi dog alle hele tiden våde tæer. Men fordi vi løber jævnt, er vores kropstemperatur højere, og tæerne bliver hurtigt varme igen. Det eneste tidspunkt, vi fryser, er, når vi står stille. Så det gør vi helst ikke.

Blokmark er brokmark

Turen op mod Kebnekaise er hård. Det bliver hele tiden koldere, der ligger skorpet sne og gletsjere, mens smeltevandet buldrer ned.

Men i virkeligheden er det hårdeste nedfarten. For nu skal man forcere enorme områder af såkaldt ’blokmark’, hvor nedfaldne klippeblokke dækker jorden. 450 millioner års erosion er ikke sådan at komme uden om.

Løberne er ivrige, men klippeblokkene er sæbeglatte på grund af regn og fugt, så mange vrider om og slår sig.

SE OGSÅ

Alle kommer igennem dagens 30 barske kilometer, og vi kan, mens mørket falder på, indtage Sälka-hytten med vores pandelamper, da det nu er slut med elektricitet og rindende vand. Til gengæld kan vi hælde opvaskevand og spytte ud efter tandbørstningen i en spand med det maleriske navn ’Slasken’.

Efter aftensmad har guiderne Mathias Kolringen og Lasse Suhr Kristensen indstiftet et ritual, hvor man bordet rundt lige nævner en oplevelse fra dagen for de andre.

Selv fortalte jeg om, hvordan jeg var kommet ned fra bjerget efter en lang tur gennem en gryde af sten, hvor jeg stod i tung tåge ved et vandløb. Og pludselig dukkede der et rensdyr op få meter væk.

Aftenens helt store emne var dog brok over blokmark.

Vi starter med morgenyoga i den lille hytte, hvor vi akkurat kan få to meter gulv hver, hvis vi bruger begge sovesale og køkkenet. Vi finder indre ro og styrke og ånder tungt, mens to tyske vandreturister går og sprænger sikringer, fordi vi fylder det hele.

Det simple pølseliv

Bagefter får vi havregrød og smører pandebagte boller. To til hver. En med pølse og en med figen.

»Det elsker jeg«, siger Stine Kjeldsmark, »at der er så få valg. Jeg kan ikke lide figen, men det er lige meget. Det er, hvad du kan få, ellers må du bare undvære«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg elsker, at der er så få valg. Jeg kan ikke lide figen, men det er lige meget. Det er, hvad du kan få, ellers må du bare undvære

Da vi kommer ud til en rask lille restitutionstur på 25 km til vores næste hytte, så går det op for selskabet, at vores solhilsner absolut ikke har hjulpet. Naturen har omdannet hele Kungsleden til ’slasken’.

Trodsigt rejser vi os og luntetraver mod Tjäkta-passet. Og efter lidt hyttehygge kan vi stryge ned over en enorm slette. Først med våde, flade sten. Så med mudder og vandløb. Og så med et rent Teletubbies-landskab af grønt mos og græs.

Mens regnen holder en pause og en regnbue skræver over dalen, spiser vi nogle af Stine Kjeldsmarks vingummier og føler os privilegerede. Det er mere, end man kan sige om Stines fire piger, da hun gik og pakkede sammen med sit regneark og sine slikposer.

»Åhrr. Skal du have alle de poser med. Det er strengt«, mente den ene. Men jeg garanterer, at Stine har arbejdet for sagen, godt støttet af Allan og af sit lilla kinesiotape omkring knæ og lægge.

I bunden af dalen kommer vi til søen ved Alesjaure, en fjeldhytte med den mest fantastiske sauna. Hvor man fra det indbyggede vindue kan se ud over søen, som man også kan bruge til nedkøling bagefter.

Seniorordningen

Næste dag er jeg så ganske forfærdelig øm i senerne fra forfoden op til skinnebenet. Det lange nedløb over sletten i går har sat mig næsten ud af spillet. For når man er urutineret, er det at bremse ned ad bakker meget hårdt. Og der er 35 kilometer til vores næste stop i Abisko.

Det kan gøres for 4.000 kroner med helikopter, eller jeg kan bide tænderne sammen. Redaktionsregnskabet på Politiken foretrækker den sidste løsning.

Jørn Andersen har besluttet, at han vil starte på turen en time før de andre sammen med mig. Og han har foreslået løberne, at de hver især tager en smule fra motionsredaktørens efterhånden ildelugtende rygsæk. Så det eneste, jeg skal bære, er madpakke og vand.

Stor gestus. Jeg takker og spøger med, at nu mangler jeg blot at få en kommunal madordning.

SE OGSÅ

Turen med Jørn går fremragende, og vi kommer under trægrænsen igen, mens humøret stadig er højt. Efter 22 kilometer mødes de fleste af os til frokost ved søen Abiskojaure.

Her er det så, at jeg i al stilfærdighed opdager, at jeg har glemt mine to flade pandeboller med henholdsvis figen og pølse på køkkenbordet i hytten. Og at jeg er for flov til at sige noget om det. Jeg drøvtygger i stedet på en ganske klam discountpeanutbar fra Lidl.

Pludselig kommer Niels Gram springende. En ung, jysk, bomstærk medicinstuderende og dyrlægesøn. Denne menneskehedens hjælper, denne dyrenes ven, denne guttermand havde bemærket min efterladte flade pakke og taget den med.

Tak.

Nu var der udsolgt hos motionsredaktøren. Men heldigvis viste det sig, at holdets yngste kvinde, Anne Cecilie Bechmann, 22 år, også havde hårde tider. På grund af smerter i knæene. Så vi kunne følges.

SE OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anne-Cecilie fortæller, at mange af hendes veninder ikke fatter, at man kan løbe 125 km på fem dage. Men hun ved med sig selv og fra sin tid i forsvaret, at det meste er muligt, hvis man bevarer humøret.

»Det gælder om at smile og være positiv, også selv om det gør ondt. Der kommer alligevel ikke nogen ud og henter dig«.

Men selv om man måske ikke ligefrem bliver hentet ude i fjeldet, så oplevede Anne-Cecilie alligevel tidligere på dagen, at en anden løber prøvede at samle hende op. Det som gruppen senere kom til at omtale som en ’fjeldscoring’.

»Det var ham den eneste modløber, vi har mødt. Ham i grøn jakke. Han kom susende, og så stoppede han og spurgte, om han måtte få mit nummer. Det måtte han ikke. Så spurgte han, om han måtte kontakte mig på Facebook. Det måtte han heller ikke«, fortæller Anne-Cecilie.

De er skøre, de speedhikere.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Strassbourg - EU - Parlament - Parliament - Europa - afstemning - Vote - Portræt - Reportage (ikke Brussel)

    På søndag har du chancen for at sætte dit eget lille personlige præg på, hvordan EU i fremtiden skal tackle nogle af Danmarks og klodens helt store udfordringer. Men hvor mange af de beslutninger, som lægger rammerne for vores hverdag, træffes egentlig i Bruxelles?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

Forsiden