For alle. Trekking i Atlasbjergene kræver ikke andet end en almindelig god fysisk form, og undervejs kan man holde de pauser, man vil. Her bjergbyen Sidi Chamharouch.
Foto: Anders Degn

For alle. Trekking i Atlasbjergene kræver ikke andet end en almindelig god fysisk form, og undervejs kan man holde de pauser, man vil. Her bjergbyen Sidi Chamharouch.

Marokko

Blandt Marokkos bjergfolk: Bo hos de lokale for en nat

En trekkingtur i Atlasbjergene fører dig til endeløse bjergtoppe og gennem landsbyer i dalene, hvor Marokkos bjergfolk bor og lever et isoleret liv.

Marokko

En ujævn smal sti fyldt med æsellort, høns og hujende unger udgør ’hovedgaden’ i landsbyen Mzik.

Beboerne er alle berbere (efterkommere af de folk, der boede i Atlaslandene i Nordafrika, red.), og de fleste familier har boet her i generationer.

Landsbyen ligger i 1.800 meters højde midt i Atlasbjergene og har en udsigt, der ville koste mange millioner i Europa.

Æslet er det primære transportmiddel – biler kan ikke komme herop, men til gengæld har flere paraboler fundet fast bopæl i den fattige landsby.

29-årige Hassan bor her med sin kone og barn og resten af familien, der består af fem søskende, far, mor og bedstemor. Han arbejder freelance som guide for turister, der gerne vil opleve de storslåede bjerge og dale i området. Men de senere år er opkaldene fra turistbureauerne blevet færre og færre på grund af krisen i Europa.

LÆS OGSÅ Der er heller ikke mange turister at se på dagens første vandring. Faktisk ser man flere æsler og lokale folk end turister. Fotografen og jeg har booket en 2-dages trekkingtur, og natten mellem de to bjergvandringer skal vi tilbringe i Hassans fars hus i landsbyen Mzik. I eget tempo Dagens vandring er en heldagstur, der skal føre os op til et bjergpas i 2.900 meters højde. Turen begynder i bjergbyen Imlil, der er udgangspunkt for de fleste trekkingruter i området. Hassan går forrest med en lang kæp og pirker til stenene, der ligger på stien. Ruten går gennem dale med æbleplantager og kæmpe plateauer af grus og sten – langs vejen sælger små børn frugt, og i baggrunden tårner bjergene faretruende.

»Vi skal derop i dag«, siger Hassan og peger mod en bjergtop, der virker uendelig langt væk.

Men stødt og roligt bevæger vi os længere og længere op ad bjergsiden. Ofte må vi stoppe og træde til side, så æsler med gods på ryggen kan komme forbi på den smalle sti.

Atlasbjergene strækker sig over en stor del af Marokko, men Imlil ligger kun 60 kilometer fra Marrakech. Forsætter man ad den rute, vi har taget, ender man på toppen af Nordafrikas højeste bjerg, Jebel Toubkal (4.167 meter), der kan bestiges på to dage.

»Er I okay? Er det en god tur?«, lyder det gentagne gange fra Hassan, der lige vil sikre sig, at turen ikke er for hård.

Det er ikke svært terræn, og vi kan selv bestemme tempoet, men det er hårdt at gå i mange timer opad og nedad. Da vi når toppen af bjergpasset, er det dog alle anstrengelserne værd. Overalt kan man se bjergtoppe, og langt ude i horisonten skimter man endnu en grøn dal klemt inde mellem bjergsiderne.

Et hul i jorden
På vejen ned stopper vi i landsbyen Sidi Chamharouch og spiser omelet og drikker sød myntete. Mange af de lokale handlende går hver dag flere timer opad for at komme til Sidi Chamharouch og sælge smykker eller træfigurer til turisterne, og om aftenen går de tilbage til deres egen landsby, der ligger i dalene.

Længere nede ad bjerget passerer vi et vandfald, hvor lokale berbere og marokkanske turister bader. Turen går videre ned gennem dalene, hvor geder og får græsser, og Hassan fortæller, at han flere gange har set ørne dykke ned og tage et lam med sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ved sekstiden når vi frem til Hassans landsby Mzik og bliver vist ind i faderens hus, der er et af landsbyen største. Det er sparsomt indrettet med værelser til de mange børn, der stadig bor hjemme, et gammeldags fjernsyn og en stue, der kun bliver benyttet, når der er gæster langvejsfra. I køkkenet sidder Hassans mor og bager brød, og toilettet i rummet ved siden af er et hul i jorden.

Spiser med fingrene
På landsbyens hovedsti løber børnene af sted efter hinanden. De kender godt fodboldspilleren Messi fra FC Barcelona, men ellers er det svært at kommunikere med dem, selv om de meget gerne vil.

Det er de færreste kvinder og børn i landsbyen, der vil have taget billeder af sig. Hver gang kameraet kommer frem, tager de en hånd frem for at signalere et ’nej tak’.

Da vi senere sidder på gulvet og spiser tagine med kylling og grøntsager, forklarer Hassan, at nogle er bange for, hvad billederne vil blive brugt til, mens andre er nervøse for, om et billede kan tage deres sjæl.


Det er kun Hassans brødre og hans kusine, som spiser med. Alle spiser med fingrene direkte fra fadet, og de mindre brødre fortæller, at de også drømmer om at blive guider, når de er færdige med skolen.

»Jeg er glad for at bo her, men det er også hårdt. Her bliver meget koldt om vinteren, så vi må varme os ved gløder indenfor, og i øjeblikket er der ikke meget arbejde. Nogle vælger at tage til Marrakech for at finde arbejde, men det kan jeg ikke forestille mig, da jeg ville savne min familie for meget«, siger Hassan, der for tre måneder siden fik en datter.

Berberwhisky
I Mzik taler de ikke arabisk, men berberisk sammen. Marokkanerne kan ikke forstå det, ligesom mange berbere ikke taler arabisk.

»Vi føler os ikke anderledes end andre marokkanere. Vi lever selvfølgelig meget isoleret, og sproget er forskelligt, men Koranen og islam betyder det samme for os«, siger Hassan, der aldrig har været i hovedstaden, Rabat, eller andre store byer i Marokko.



»Når vi skal more os, spiller vi kort eller fodbold. Vi opfører os ordentligt, og vi drikker ikke – kun berberwhisky«, griner Hassan og skåler i myntete.

Vi tilbringer natten under tykke tæpper i stuen til lyden af bedstemoderen, der hoster voldsomt hele natten igennem.

Ski om vinteren

Næste dags vandring går op til bjergpasset Tizi n’Mzik i 2.489 meters højde. Bjergene her er brune med grønne træer, der vokser lodret ud fra bjergsiden. Turen til toppen tager tre timer, og det går opad hele vejen. Da vi når bjergpasset, er der et lille skur, hvor vi køber cola og nyder udsigten over bjergene og de grønne dale.

»Om vinteren kan man stå på ski her. Alt er dækket til, men det er selvfølgelig en lang gåtur op for at køre ned«, siger Hassan og henviser til det manglende liftsystem i området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Udsigten er helt fantastisk, og en gruppe australske turister skiftes til at tage billeder af hinanden med bjergene i baggrunden. Efter vi har siddet og nydt udsigten i en halv times tid, går turen ned mod byen Imlil og hotellet Kasbah du Toubkal, der er et af de højest beliggende hoteller i området, og som har en fantastisk udsigt over bjergene.


På terrassen kan man hvile sine ben i en liggestol og se over til berberlandsbyerne, der nærmest hænger på bjergskråningerne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce