Boldføling. Ove Andersen fik landsholdsdebut i 1955 og har bl.a. spillet for 50.000 tilskuere i Idrætsparken.
Foto: Jacob Ehrbahn

Boldføling. Ove Andersen fik landsholdsdebut i 1955 og har bl.a. spillet for 50.000 tilskuere i Idrætsparken.

Årets fund

Årets Fund 1955: Landsholdets farligste mand skulle ud med mælk før kampen

Ove Andersen var bare 18 år og 3 dage, da han fik sin debut på landsholdet.

Årets fund

Der var en engang – tro det eller ej, men sådan var det – da det danske fodboldlandsholds farligste angriber, den lyshårede, kække centerforward Ove Andersen fra Brønshøj, skulle bringe mælk ud til beboerne i barndomskvarteret omkring Brønshøj Torv, før han nogle timer senere kunne tage i Idrætsparken, hilse på kongen og spille landskamp mod Sverige.

Prøv lige at fortælle det til Daniel Agger, Nicklas Bendtner og Lars Jacobsen og de øvrige på dagens fodboldlandshold, som dårligt magter at bære deres egne fodboldstøvler fra luksusbussen og til omklædningsrummet.

En anden tid Men sådan var det for Ove Andersen. Han var mælkebud. Op og ned ad trapperne med mælk, ymer og fløde. Fra kl. 5 om morgenen og til alle på ruten havde fået de flasker, de havde bestilt og betalt for. Det var et job, og familien Andersen – en enlig mor med Ove og hans to søskende i en lejlighed på Frederikssundsvej, faderen døde da Ove var 10 – havde brug for de penge, der kom ind.

Det var i 1955, Ove Andersen fra 3. divisionsklubben Brønshøj blev den hidtil yngste landsholdsspiller i Danmark – og det var samme år, han blev kåret til ’Årets Fund i dansk idræt’.

Sådan var det for Ove Andersen. Han var mælkebud. Op og ned ad trapperne med mælk, ymer og fløde

Her, 58 år og et par store broer, farve-TV, månelanding, flere motorveje, computere og internet, førerløse tog og mobiltelefoner senere, sidder vi i Ove Andersens køkken på Vingetoften i Herlev. Hustruen Lise, der som sin mand var lærer på Elverhøjens Skole i nabolaget, har stillet fristende chokoladestykker og dadler frem.

Og så padler vi ellers gennem andedammens fodboldhistorie. Den historie, der kunne have budt på en ganske anden Ove-handling, hvis ikke han den 3. november 1956 – han husker det så tydeligt, kan jeg høre på hans ivrighed – havde smadret det ene knæ i en U-landskamp mod Holland i Utrecht. I et sammenstød med målmanden blev det forreste korsbånd og et ledbånd revet over. Og karrieren var forandret.

Forinden var alt gået godt. Først landsholdsdebuten i ’55 og 4-0-sejren i Island.

»Det var en speciel oplevelse«, fortæller Ove Andersen – og snupper endnu et stykke chokolade. »Vi rejste derop sammen med Den kgl. Ballet, men jeg kan ikke huske, om danserne så vores kamp, der blev spillet på en grusbane. Vi spillere var til gengæld til ballet«.

Stærke Sverige i Idrætsparken
Nogle måneder senere, søndag 16. oktober gjaldt det sæsonens helt store landskampbrag: Stærke Sverige i Idrætsparken.

50.000 tilskuere omkransede banen, legenden Knud Lundberg var anfører, og kong Frederik d. 9. kom på græsset for at hilse på Ove Andersen & Co. Og Ove, der som bekendt havde været ude med mælk om morgenen og senere tog sporvognen ind til Idrætsparken, mens de øvrige passagerer stirrede på ham – og som havde sin mor fra lynlåsfabrikken siddende på tribunen – fik en fantastisk eftermiddag.

Kampen endte 3-3, Ove Andersen scorede til 1-0 og 3-2 – inden den svenske storspiller, Kurt Hamrin, fik udlignet blot to minutter før tid.

18 år, mælkebud og med en drøm om at blive skolelærer, en spiller fra 3. division – og landskamphelt i Idrætsparken. Med to mål mod den berømte Kalle Svensson i det svenske mål. Hallo, er det i orden at kalde det et eventyr for knægten på Frederikssundsvej 179 A, 4. sal? Gu’ er det så!

LÆS OGSÅ

»Lige et øjeblik«. Den nu 76-årige Ove Andersen går ind i sit arbejdsværelse og kommer tilbage med en mægtig skuffe, der rummer en hel fodboldkarriere.

»Se her«, siger han og trækker forskellige rariteter frem og viser mig dem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er billeder, der bekræfter min drengeopfattelse af Ove Andersen som en spiller, der altid kæmpede som en rasende, og som altid havde både frisure og spilletøj i uorden. Som det også var tilfældet med hans afløsere, Harald Nielsen og Ole Madsen.



Og så er der nogle breve fra gamle landsholdskoryfæer, Ivan Jensen og Jørgen Leschly Sørensen fra det berømte bronzehold fra OL ’48 – to spillere, der nærmest som resten af holdet endte som professionelle i Italien. Og som nu syntes, at det ville være en god idé, hvis Danmarks nye angrebsstjerne også kom til Italien.

Ove Andersen var allerede blevet kontaktet af italienske klubber, men havde sagt nej. Han ville på seminariet, have sig en uddannelse. Såh, nej tak.

»Tænk over det to gange, Ove«, skrev Jørgen Leschly, der var stoppet i Milan, vendt hjem og begyndt som skolelærer i Odense. »Chancen kommer måske aldrig igen«, tilføjede Leschly. Og det fik han ret i – for knæskaden satte kort tid efter en stopper for alle mælkebuddets professionelle muligheder.

LÆS OGSÅ

Ivan Jensen, der senere blev gymnasielærer, ville have Ove Andersen som klubkammerat i Bologna. Og han skrev til Ove, at han, Ove, snart ville blive kontaktet af klubbens præsident. Og det var vigtigt, at han krævede 200.000 kr. i overgangssum for en kontrakt på to år.

Med hjælp fra nettet har jeg fundet ud af, at de 200.000 svarer til 11 millioner nutidskroner. Jeg spurgte derfor Ove, som lige snuppede endnu et stykke chokolade, om han ikke af og til – når han ligger i sengen og lyset er slukket og tankerne flyver – fortryder, at han sagde nej til alle disse italienske præsidenter?

»Selvfølgelig har jeg tænkt over det, det er klart. Men jeg havde jo tiden for mig, jeg var bare 18 år, og jeg ville så gerne ind i præparantklassen på seminariet. Og så kunne jeg blive professionel senere. Nåh, sket er sket, og livet skal leves. Og tænk nu, hvis jeg havde sagt ja – så havde jeg ikke haft Lise, min gode uddannelse, mit gode liv. Og min gode pension«, smiler Ove Andersen. Scoring mod verdens bedste

Han fik 12 landskampe, de 10 i 1955-56. Han fik lavet fem mål, var med i Danmarks første tv-transmitterede landskamp, han fik scoret mod ’verdens bedste målmand’, Sovjetunionens Lev Jasjin – og han havde en stribe hovedstødsdueller med den engelske centrehalf-legende, Billy Wright, i en landskamp i Idrætsparken. Danmark tabte 5-1, »men jeg vandt vel et par af duellerne«, mener den pensionerede matematiklærer, Ove Andersen. Han gjorde comeback på landsholdet efter ni års fravær – og det er dansk rekord. Og så var knæet endda ikke i orden. For Ove Andersen sagde nej til en operation og et nyt korsbånd. Han spillede videre med tensoplaster, »det gjorde benet lidt stift, men sådan var det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han fik to landskampe – og så var det slut med at spille for Dannebrog. »Jeg vidste, det ikke kunne blive til mere, så jeg nød det i særlig grad. Men det blev nu ingen succes«, siger Ove Andersen. Som i dag spiller tennis, løber og står på langrendsski. »Jeg har det fantastisk godt i knæet – når jeg løber opad. Og det gør jeg på en bakke ude i Hareskoven«. Fodbold? Nej-nej, det sluttede for mange år siden. Og i det smagfulde hjem på Vingetoften er det ikke til at få øje på noget, der giver mindelser om Ove Andersens tid som topspiller – hvis man da lige ser bort fra den stofbold fra Ikea, som vist nok er fundet frem i dagens anledning.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden