0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Braithwaite scorer for tredje kamp i træk, men Ronaldo scorer for 132. gang

Seneste nyt fra sportens verden.

Fodbold. For tredje kamp i træk scorede Martin Braithwaite for FC Barcelona, der havde givet Lionel Messi en fridag, men alligevel vandt Champions League-kampen 3-0 ude over Ferencvaros. Braithwaite kurede bolden over stregen til 2-0 på et fladt indlæg fra Ousmane Dembele, og Braithwaite fremtvang med et godt løb senere et straffespark, som Dembele omsatte til 3-0. Det bidrog til at danskeren blev kåret til Man of the Match.

I aftenens storkamp holdt sidste sæsons finalist Paris SG sig inde i turneringen ved at vinde 3-1 over Manchester United, der blev hårdt ramt, da Fred blev udvist i anden halvleg. En veloplagt Neymar scorede tidligt til 1-0 og på et kontraangreb i overtiden til 3-1. Inden havde Marcus Rashford udlignet, men Marquinhos bragte PSG på 2-1. Dermed er der lagt op til en dramatisk sidste spilledag, hvor RB Leipzig og United mødes i en kamp om at komme videre, mens PSG kan sikre sig med mindst uafgjort hjemme mod Istanbul Basaksehir.

Cristiano Ronaldo scorede sit mål nummer 132 i Champions League, da Juventus vandt 3-0 over Dinamo Kijev, men aftenens topscorer var Oliver Giroud, der scorede alle fire mål i en 4-0-sejr ude over Sevilla. I en alder af 34 år blev franskmanden den ældste hattrickskytte i Champions League. Andreas Christensen spillede sin første CL-kamp i denne sæson for Chelsea. Thomas Delaney spillede også hele kampen for Borussia Dortmund, der resten af året er uden den skadede Erling Haaland, men med 1-1 mod Lazio sikrede sig avancement, mens Lazio takket være Cito Immobiles udligning på et kontroversielt straffespark kan komme videre med uafgjort i den sidste hjemmekamp mod Club Brugge.

9 hold er sikre på avancement til ottendedelsfinalerne: Bayern München, Manchester City, FC Porto, Liverpool, Chelsea, Sevilla, Borussia Dortmund, Barcelona, Juventus.

Murad Sezer/Ritzau Scanpix
Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix

Fodbold. Yussuf Poulsens første scoring i 17 Champions League-ka var ikke køn, da han blev ramt af holdkammeraten Marcel Sabitzers flade langskud, men det bragte RB Leipzig foran 1-0 i en vanvittig udekamp mod Istanbul Basaksehir. Backen Nordi Mukielo gjorde det til 2-0 på Emil Forsbergs oplæg, men i første halvlegs overtid scorede Irfan Can Kahveci sit første flotte mål, da en skruede bolden i kassen efter en flad hjørnesparksaflevering. Spanieren Dani Olmo gjorde det til 3-1, men Kahveci fuldendte et smukt hattrick ved at udligne direkte på frispark efter 83 mintter. I overtiden blev den indskiftede Alexander Sørloth på Yussuf Poulsens aflevering matchvinder for Leipzig med 4-3-målet, der også var nordmandens første scoring i Champions League.

Alle resultater og stillinger i Champions League

Håndbold. Ved stillingen 31-31 havde Aalborg chancen for at bringe sig foran, men bolden blev mistet, og så viste Barcelona i de sidste minutter klassen ved at afgøre Champions League-kampen med en sejr på 35-32.

J. Bassa/Ritzau Scanpix
Foto: J. Bassa/Ritzau Scanpix

Fodbold. Da Lionel Messi i søndags havde scoret Barcelonas mål til 4-0 mod Osasuna, smed argentineren sin trøje og afslørede en trøje fra Newell’s Old Boys, hvor hans netop afdøde landsmand Diego Maradona havde spillet. Messi sendte en hilsen mod himlen, inden han fik en advarsel af kampens dommer. Messi lagde billedet på sociale medier med teksten ’Farvel Diego’. I dag blev Messis gestus fulgt op med en bøde på 600 euro (ca. 4.500 kr.) fra det spanske fodboldforbund, der også afviser at sløjfe Messis advarsel.

Fodbold. Ifølge den svenske anklagemyndighed modtog en tidligere Elfsborg-spiller 300.000 svenske kroner for bevidst at have fået et gult kort i en kamp i Allsvenskan i maj 2019. »Sagen udsprang af, at spillevirksomheder så mærkelige spil på netop dette gule kort. Vi har analyseret spillene og fundet frem til, at der blev åbnet et antal konti lige op til kampen, siger kammeradvokaten Staffan Edlund til Aftonbladet.

Golf. John Axelsen er klart bedste dansker efter første runde af Dubai Championship, der er en af ugens to turneringer på European Tour. Med sin runde i 6 slag under par (en eagle, fem birdies og en bogey) er den 22-årige nyprofessionelle nr. 12 og 5 slag efter englænderen Andy Sullivan, der med 11 birdies gik en bogeyfri runde i 61 slag. Øvrige danske placeringer: 41. Thorbjørn Olsen 3 under par, 51. Lucas Bjerregaard 2 under, 74. Søren Kjeldsen og Jeff Winther par, 85. Rasmus Højgaard og Nicklas Nørgaard Møller 1 over par. Torsdag starter South African Open, der har deltagelse af Nicolai Højgaard og Benjamin Poke.

Fodbold. Når Nice torsdag møder Bayer Leverkusen i Europa League er det uden Kasper Dolberg, der efter at være smittet med coronavirus nu har pådraget sig en skade i det ene lår, men Nice-træner Patrick Vieira forventer at have Dolberg til rådighed igen i næste uge.

Tennis. 7.-seedede Holger Rune levede op til favoritværdigheden, da han i en ITF-turnering i Antalya i Tyrkiet vandt sin første kamp mod italieneren Matteo Gigante, der er nr. 865 på verdensranglisten, hvor Holger Rune er nr. 508. Modstanderen i ottendedelsfinalen er den 22-årige bulgarer Alexander Donski (nr. 595). Topseedet i turneringen er tyrkeren Cim Ilkel (nr. 219), som Holger Rune står til at møde i kvartfinalen.

Fodbold. Et tredje VAR-tjek foretaget efter mandagskampen Brøndby-Lyngby har vist, at Brøndby-angriberen Mikael Uhre var 2 millimeter offside – og ikke 28 mm, som først udmeldt fra Superligaen – ved sin 2-0-scoring. Det oplyser dommerformand Michael Johansen til bold.dk. Men hvor går grænsen for en forkert dom? »Vi kommer ikke til at sige, hvad grænsen er – altså hvor mange millimeter der skal til. Det er op til VAR-dommerne at skønne, om det her er åbenlyst forkert eller ej. Det ansvar tildeler vi VAR, selvom vi også godt ved, at vi kan komme i en situation, hvor de kommer til at lave en forkert vurdering«, siger Michael Johansen til bold.dk.

... Og ja, det viser at Uhre er offside med 28 millimeter. Men det er besluttet, i fællesskab med klubberne, at der kun skal laves en intervention (omstødelse af dommerens kendelse), hvis det er en clear & obvious/klar & åbenlys fejl, da vi i Danmark ikke ønsker Premier League-tilstande.

Flere nyheder under tv-oversigten

Direkte sport i tv

Onsdag 2. december

TV3+
21.00 Fodbold: Manchester U-Paris SG

TV3 Sport
18.55 Fodbold: Basaksehir-Leipzig
21.00 Fodbold: Sevilla-Chelsea

TV3 Max
16.45 E-sport: Superligaen
19.00 Håndbold: Aalborg-Barcelona (m)
21.00 Fodbold: Ferencvaros-Barcelona

Eurosport 1
13.45/19.45 Snooker: UK Championship

Dagens tv-tip. Sidste sæsons tabende finalister i Champions League er i fare for at ryge ud allerede i denne sæsons gruppespil. Paris SG er under pres på udebane mod Manchester United kl. 21 på TV3+.

Samtidigt er Martin Braithwaite og Barcelona på opgave i Ungarn mod Ferencvaros. Danskeren har scoret tre gange den seneste uge og er i Lionel Messis fravær formentlig med fra start.

Cykling. 26-årige Emil Vinjebo har skrevet kontrakt med Qhubeka Assos-mandskabet, der i denne sæson har kørt under navnet NTT Pro Cycling. Vinjebo har i de seneste to sæsoner kørt for det danske Riwal-hold, og skal altså fremover køre på højeste niveau.

Fodbold. Efter 13 nederlag på stribe i Champions League siden 2012 var der omsider gevinst til franske Marseille, der er den eneste franske klub, der har vundet turneringen. 2-1 sejrede mændene fra den store havneby på hjemmebane i gruppe C-matchen mod Olympiakos. Dimitri Payet scorede på de to straffespark, der fik stoppet alle tiders værste stime i mesterligaen, hvor Marseilles seneste sejr var i 1/8-finalen mod Inter i foråret 2012. »Vi vidste, at vores sidste hjemmekamp i gruppespillet var en mulighed for at rejse os og omsider få tre point. Da vi kom bagud, havde vi rygrad og blev ved med at fighte«, forklarede den stolte matchvinder Payet til uefa.com.

Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Dimitri Payet og Marseille kan nu pludselig nå at slutte som 3'er i gruppe C og fortsætte i Europa League.

Ridesport. Dansk Varmblods Hingstekåring i MCH Messecenter i Herning blev i marts voldsomt kritiseret, da arrangørerne valgte at se stort på myndighedernes anbefalinger i forhold til corona, og flere forskere kaldte eventen en mulig supersprederbegivenhed. Nu er 2021-udgaven af traditionsarrangement, der samler ca. 55.000 tilskuere over en lille uge, blevet aflyst. »Den uklarhed der hersker, specielt med baggrund i forsamlingsreglerne til sportsarrangementer, gør det umuligt at planlægge Hingstekåringen, som vi kender den«, siger Casper Cassøe, der er direktør for Dansk Varmblod.

Fodbold. Efter mere end to ugers coronaisolation kan cheftræner Stefano Pioli igen varetage træningen i den italienske fodboldklub AC Milan.

Motorsport. Den snart tidligere Haas-kører Romain Grosjean har forladt det hospital i Bahrain, hvor han er blevet behandlet siden brandulykken ved søndagens formel 1-grandprix. Grosjean vil tilbage i raceren i sæsonens sidste grandprix 13. december i Abu Dhabi. »Selv om det er svært for dem, der er tæt på mig, har jeg behov for at komme tilbage i en Formel 1-bil for at se, hvor jeg står, og om jeg kan fortsætte med at køre«, siger franskmanden ifølge Reuters.

Motorsport. Formel 1-teamet Haas har skrevet kontrakt med tyske Mick Schumacher, der er søn af legende Michael Schumacher. Junior afløser sammen med den jævnaldrende 21-årige russer Nikita Mazepin således Romain Grosjean og Kevin Magnussen. Mick Schumacher kører i øjeblikket i formel 2-serien, som han før sæsonens to sidste grandprixer ligger til at vinde. »I første omgang drejer det sig om, at jeg skal udvikle mig og vokse sammen med holdet. Man skal nok dæmpe forventningerne til mig«, siger Mick Schumacher til Bild.

Motorsport. Veteranen Jan Magnussen har skrevet kontrakt med LMP2-teamet High Class Racing, hvor han i 2021 skal være holdkammerater med Anders Fjordbach og Dennis Andersen. Det bliver første gang, Magnussen skal stifte bekendtskab med den type bil i Le Mans 24-timersløb. »At skifte til prototyper bliver et nyt interessant skridt i min karriere. LMP2 har udviklet sig til en benhård klasse med fantastiske racerbiler og stærke teams«, siger han i en pressemeddelelse.

Fodbold. Storbritanniens udtræden af EU, det såkaldte Brexit, får konsekvenser for de britiske klubbers muligheder på transfermarkedet. Det Engelske Fodboldforbund, De Engelske Fodboldligaer (EFL) og Premier League meddeler således, at engelske klubber fremover ikke må købe udlændinge under 18 år. Alle EU-borgere skal endvidere have arbejdstilladelse. Reglerne træder i kraft 1. januar. Reglerne for at opnå arbejdstilladelse er baseret på et pointsystem, hvor blandt andet landskampe og den tidligere klubs niveau tæller med.

De nye regler er godt nyt for lokale britiske talenter, der måske kan se frem til mere spilletid. Unge håbefulde danske spillere med en drøm om at prøve sig selv af på den anden side af Nordsøen kan derimod få sværere ved at nå deres drøm. Til gengæld kan der være bedre muligheder i klubber i eksempelvis Tyskland eller Frankrig, hvor de engelsekj klubber altså er afskåret fra at indgå aftaler med spillere under 18 år.

Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Landsholdsspilleren Philip Billing skiftede som 17-årig fra Esbjerg til Huddersfield i England. En sådan karrierevej er ikke længere en mulighed for danske spillere under 18 år.

Fodbold. FC Midtjylland-træneren Brian Priske startede 1-1-kampen mod Atalanta med tre midtstoppere på banen. Det var en plan, der havde været undervejs et stykke tid. »Jeg tror, at jeg allerede efter en halv times tid under den første kamp mod Atalanta (0-4, red.) skrev ned, at når vi skulle ned til Bergamo, så var vi nødt til at spille 3-4-3 for at have en god mulighed for at hive noget med«, siger Priske og tilføjer: »Man kan godt sidde og ærgre sig lidt over, at man lukker en ind til sidst, men der var også et par muligheder til Atalanta inden da. Vi er glade for at være på tavlen og få vist, at vi har nogle kvaliteter i Champions League også«.

Fodbold. Atalanta-spilleren Cristian Romero var manden, der sikrede italienerne 1-1 i aftes i Champions League mod de danske mestre fra FC Midtjylland, som kom på pointtavlen i den prestigefyldte turnering for første gang. Cristian Romero roser de danske gæster for indsatsen. »De scorede med det samme og stod derefter dybt og forsvarede sig. Vi skabte en del, men havde det svært på den sidste tredjedel af banen. Vi forbedrer os i hver kamp og er glade for resultatet«, siger han ifølge uefa.com og tilføjer: »Vi undervurderede ikke kampen. Vi gør altid vores bedste. Men de klarede det også godt i dag«.

Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

FCM-spillerne havde mulighed for at vinde i aftes, men Atalanta fik udlignet.

Fodbold. I den anden kamp i gruppe D sejrede Liverpool hjemme over Ajax, der nu skal ud i en ren finale om en plads i 1/8-finalerne mod Atalanta i næste uge. Liverpools tyske manager Jürgen Klopp strutter af stolthed over spillernes indsats efter 1-0 mod Ajax på en mennesketom hjemmebane. »Helt ærligt så føles det som en af de største Champions League-aftener, siden jeg kom til. Uden publikum var det nok den vigtigste, sværeste og mest usædvanlige«, siger manageren og tilføjer: »Under de her omstændigheder har der ikke været meget at smile af, og drengene kastede sig hovedkulds ind i kampen«.

Motorsport. En bemærkelsesværdig lynrokade i formel 1. Williams-køreren George Russell overtager det ledige Mercedes-sæde efter den coronaramte verdensmester Lewis Hamilton i søndagens grandprix i Bahrain. Det oplyser Mercedes-teamet på Twitter. Russells sæde hos Williams bliver søndag besat af endnu en brite, Jack Aitken, der får debut i formel 1. George Russell blev i 2017 en del af Mercedes-holdets talentprogram.

Fodbold. Real Madrid-træner Zinedine Zidane afviser, at han er ved at være færdig som træner. Real tabte i aftes 0-2 på udebane til Shakhtar Donetsk i Champions League. »Jeg kommer ikke til at trække mig. Slet ikke. Jeg føler mig stærk, og jeg vil altid give alt, og det samme vil spillerne. Vi kommer til at have fokus på vores næste kampe. Der er ikke noget alternativ«, siger Zidane på et pressemøde ifølge Reuters.

Fodbold. USA’s kvindelandshold og Det Amerikanske Fodboldforbund (USSF) har indgået forlig i en langvarig sag om kønsdiskriminering. Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge Ritzau. Med forliget får kvinderne samme forhold som deres mandlige kollegaer, når det handler om flytransport, hoteller, valg af stadion og ansatte omkring holdet. Forliget betyder dog ikke, at der bliver udbetalt penge til kvindelandsholdet som kompensation, oplyser en kilde fra USSF til New York Times. Begge parter udtrykker glæde efter aftalen, der ikke omhandler den del af kvindernes sagsanlæg, som handler om ligeløn. Her har de amerikanske verdensmestre ifølge AP krævet lidt over 400 millioner kroner som kompensation. Et krav, der blev afvist ved en domstol i maj.

Fodbold. Colombia og landstræner Carlos Queiroz går hver til sit. Beslutningen kommer i kølvandet på en helt mislykket landsholdssamling i november, hvor Colombia tabte to VM-kvalifikationskampe: 0-3 på hjemmebane mod Uruguay og 1-6 ude mod Ecuador. Portugiseren Queiroz overtog jobbet i februar 2019 efter otte år som landstræner i Iran.


Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts