Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Omar Fraile fra Astana-holdet tog lørdag sin første etapesejr i Tour de France.
Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix

Omar Fraile fra Astana-holdet tog lørdag sin første etapesejr i Tour de France.

Cykling
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Spansk sejr i flot finale på Tourens 14. etape

Ingen forskydninger mellem de bedste i klassementet.

Cykling
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

14. etape i Tour de France blev en stor triumf for spanske Omar Fraile.

Astana-rytteren kørte fra en stor gruppe af udbrydere og kæmpede sig først over målstregen på den kuperede og lumske etape i Massif Central.

Det var hans første etapesejr i Touren.

Bag ham forsøgte Jasper Stuyven og Julian Alaphilippe at matche spanieren, men ingen af dem kunne nå op.

Fraile fandt et ekstra gear på finalestigningen og hentede Stuyven, der ellers havde et solidt forspring i bunden.

Alaphilippe tog få sekunder efter andenpladsen på etapen, mens Stuyven blev treer.

Gruppen af klassementfavoritter var langt fra målstregen, da Fraile og de øvrige udbrydere nåede i mål.

Alaphilippe i den prikkede bjergtrøje kørte allerede fra kilometer 0 på de 188 af slagsen fra Saint-Paul-Trois-Châteux til Mende, men ingen ville køre med ham, og så lod hans sig falde tilbage.

Få kilometer senere kom vinden hamrende ind fra siden, og hovedfeltet blev splittet i fire dele.

Feltet samlet igen

I den første gruppe sad altid vågne Sky med Chris Froome og Geraint Thomas. Sunwebs Tom Dumoulin var der også.

Først helt nede i tredje gruppe sad ofte søvnige Astana og Jakob Fuglsang sammen med blandt andre Bob Jungels, Dan Martin og Primoz Roglic.

Feltet blev dog samlet igen. Resterne af det i hvert fald, for foran kom en stor gruppe på hele 32 mand væk.

En række store navne var iblandt, men i den brogede flok af stjerner og vandbærere lå den bedst placerede rytter i klassementet næsten 40 minutter efter den gule førertrøje.

Sky holdt længe udbruddet i relativt kort snor, men pludselig satte mandskabet tempoet ned i front af feltet, og så voksede forspringet voldsomt.

Gorka Izagirre og efterfølgende Stuyven og Tom-Jelte Slagter fik et hul til de øvrige efter tredjesidste stigning, men Izagirre og Slagter brugte tiden på at diskutere, mens belgieren slap væk.

Ved bunden af finalestigningen, Côte de la Croix Neuve, havde Trek-rytteren cirka 1 minut og 40 sekunder til de øvrige udbrydere.

Det var dog ikke nok til at holde forfølgerne stangen, og belgieren måtte se etapesejren gå til Fraile.

Fuglsang glad

For holdkammeraten Jakob Fuglsang betød 14. etape endnu et skridt i den forkerte retning, men alligevel kan den danske Astana-kaptajn glæde sig.

»Det var fedt, at Omar kunne gøre det færdigt. En del af succeskriteriet for Touren er nu opfyldt. Det er et delmål, der er nået. Det gør måske, at de næste mål kommer lettere. Lad os håbe det«, siger Jakob Fuglsang.

Også Michael Valgren kan smile efter de 188 hårde kilometer til Mende i Massif Central.

»Nu har vi vundet en etape, så er alt godt. Så har folk derhjemme ingen grund til at svine os til længere. Det gør, at vi hviler mere i os selv og giver os tro på, at vi godt kan vinde«, siger Valgren.

Det andet - og vigtigste - delmål for Astana er at få kaptajnen højt op i det samlede klassement. Men Fuglsang tabte 29 sekunder til Geraint Thomas, Chris Froome og Tom Dumoulin, der lige nu indtager podieplaceringerne.

Den korte, stejle stigning få kilometer før mål kom til at koste for danskeren, da Primoz Roglic satte et angreb ind.

»Den var lige en tand for hård, og da Roglic angreb, blev jeg nødt til at slippe. Jeg vidste godt, at det er en af de stigninger, jeg ikke så godt kan lide, fordi den er så eksplosiv og stejl. Men jeg havde da håbet på, at jeg kunne sidde med helt fremme. Jeg måtte bare indse, at det kunne jeg ikke. Touren er stadig lang, og der kommer nogle hårde etaper, der er hårde på en anden måde end denne«, siger Jakob Fuglsang.

Trods tidstabet er danskeren avanceret en enkelt plads i klassementet, hvor han nu er nr. 9.

Ritzau

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden