Årets Fund 1997 - Peter Rasmussen (badminton)

Læs Politikens portrætinterview med verdensmesteren Peter Rasmussen fra 1997.

Fakta

Peter Rasmussens karriere tog først fart da han fik kinesisk træner.

Det begyndte for alvor på en hjemmelavet badmintonbane i en lade i en lille flække 10 kilometer uden for Ringsted i 1990. Hver fredag kørte læge Ole Rasmussen sine to børn fra København til Nordrup for at de kunne få specialtræning. Det fik børnene Michelle og Peter meget ud af. Michelle blev en af landets bedste kvindelige spillere. Og Peter blev såmænd verdensmester i herresingle syv år senere.

Den præstation har placeret Peter Rasmussen som 'Årets Fund ' i dansk idræt 1997.

For første gang siden 1977, da Flemming Delfs strøg helt til tops ved de første verdensmesterskaber i Malmö, kunne dansk badminton atter glæde sig over at have verdens bedste spiller. Det var der ikke så meget, der tydede på, da Michelle og Peter troppede op i Nordrup.

»Vores mor kendte Tonni Holst-Christensen, som selv var gammel topspiller. Sammen med sin mand Bjørn havde Tonni fået kineseren Lian Ying Zhang - kendt som Lin - til Ringsted som træner, og nu fik vi lov til at få specialtræning af Lin. Det ændrede mig totalt som badmintonspiller«, siger Peter Rasmussen.

Selv om han var 16 år på det tidspunkt, skulle han på det nærmeste til at begynde helt forfra. Der var så meget, der skulle rettes. Og det er der såmænd stadigvæk, pointerer verdensmesteren.

»Min force har altid ligget i mit benarbejde. Det har fungeret helt naturligt. Men al det andet måtte Lin i gang med at rette på. Og det kostede tid og energi. Michelle har altid været typen, som bare skulle have et slag demonstreret, så kunne hun det efter et par ange. Jeg derimod skal slide og slæbe med tingene. Det kan tage et halvt år at lære et slag«, siger Peter Rasmussen.

Første titel i 1992 Hele forestillingen blev ikke bedre af, at Lin på det tidspunkt ikke just var verdensmester i dansk. Den fik med fagter, tegn, underlige gerninger og gebrokkent engelsk. Men det lykkedes da at finde ud af tingene, selv om det af og til blev til nogle lattervækkende misforståelser. Siden er Lin blevet meget bedre til at udtrykke sig. Når man læser i Dansk Badminton Forbunds håndbog støder man adskillige gange på navnet Michelle Rasmussen som vinder i ungdomsrækkerne.

Men Peter Rasmussen vandt ikke noget som helst, før han i 1992 endelig blev dansk ynglingemester.

»Det var der to forklaringer på. Den ene hed Kenneth Jonassen. Den anden hed Jim Laugesen. Dem kunne jeg altså ikke slå«.

Peter Rasmussens karriere begyndte, da han var otte år. De første ketsjersving blev foretaget i flækken Kettinge på Lolland. Det blev hurtigt til et skifte til Nykøbing Falster, hvor Peter Rasmussen spillede, til forældrene valgte at vende tilbage til Københavnsområdet.

»Jeg blev meldt i Gentofte, hvor jeg nåede at komme på 2. holdet. Jim Laugesen og jeg kæmpede som vilde dyr om at blive bedst for at komme op på det bedste hold. Vi gik så meget til den, at vi dengang ikke havde det ret godt med hinanden uden for banen«, griner Peter Rasmussen.

Efter et par sæsoner skiftede han så til Lillerød. Her var der god træningsmodstand at hente hos Poul Erik Høyer, Thomas Kirkegaard og ikke mindst hos Peter Espersen.

»Vi havde en helt forrygende sæson i Lillerød, hvor vi skrev historie ved at vinde 1., 2. og 3. division samme år«, siger Peter Rasmussen.

Samme statur som mesteren
Siden blev det til et klubskifte til Hillerød, hvor Peter Rasmussen spillede, indtil han i denne sæson blev fristet af et tilbud fra den tyske Bundesligaklub Wiesbaden. Peter Rasmussen begyndte så småt at gøre sig bemærket i de individuelle turneringer og journalisterne så en venstrehåndsspiller, som hurtigt blev kendt som den danske Yang Yang.

Ligheden i statur med den kinesiske verdensmester fra 1987 var slående. Der manglede lige det sorte hår og de kinesiske øjne, før kopiversionen var komplet. Peter Rasmussen var så kinesisk påvirket af Lin, at vi troede, at han også spiste med pinde derhjemme. Senere fandt Peter Rasmussen sin egen stil. Og ved VM i 1995 i Lausanne kom det første alvorlige tegn på, at han kunne indfri forventningerne. I holdkampen Sudirman Cup fik han skovlen under indoneseren Ardy Wiranta. Som på det tidspunkt var en af verdens allerbedste spillere.

I 1996 var der lagt op til at Peter Rasmussen skulle sikre sig en OL-billet. Men der gik kludder i regnskabet med nogle turneringsdeltagelser, så han lige akkurat ikke kom med. Muligheden lå i et wild card, men det blev af propagandamæssige grunde givet til en spiller som ikke nåede Peter Rasmussen til sokkeholderne i badmintonmæssig forstand.

Som bekendt forsvarede Poul Erik Høyer de danske farver på bedste vis vinde at vinde OL- guld. Peter Rasmussen var med i OL-træningslejren. Det kom til at koste ham et halvt års pause.

»Jeg gik så hårdt til den under træningen, at jeg fik et 'springerknæ'. Den skade kan kureres på to måder. Enten holder man pause i lang tid. Eller også bliver man opereret. Som 20-årig havde jeg ikke lyst til at komme under kniven, så jeg lod tiden virke for mig«, siger Peter Rasmussen.

Sulten inden VM
Han holdt den nødvendige pause og kom i gang med genoptræningen. Så da sæsonen 1997 skulle i gang, var han så sulten for at komme til at spille, at han dårligt kunne holdes tilbage. Medicinstudierne var droppet. De kunne ikke forenes med idræt på det niveau. At det så skulle blive så eventyrlig en sæson havde vist ingen turdet tro på.

Det blev til en Grand Prix-sejr i Japan. Det blev til et dansk mesterskab. Det blev til et nordisk mesterskab. Og det blev til et verdensmesterskab. Nu står Peter Rasmussens navn mange gange i DBFs håndbog. Efter VM-triumfen har der til gengæld ikke været så meget at råbe hurra for rent badmintonmæssigt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er vel ret så mennneskeligt, at jeg fik en nedtur. Der blev hevet og flået i mig, da jeg kom hjem med guldmedaljen fra VM. Jeg nød det da, men det var noget stresspræget. Jeg havde tabt mig en del under VM, modstandskraften i kroppen var væk, så jeg blev også syg. For at komme væk fra det hele, tog jeg på tre ugers ferie til Grækenalnd for at lade op. Da jeg så begyndte at træne igen, fik jeg en mindre fiberskade. Det gjorde det ikke bedre«, siger Peter Rasmussen.

Han spillede hist og pist og skuffede både sig selv og sine omgivelser.

»Jeg vidste, at jeg som verdensmester ville være et eftertragtet bytte. Det kom ikke bag på mig. Men jeg var ikke ordentligt forberedt. Så efter turneringerne i Hongkong og Kina gjorde jeg op med mig selv, at nu måtte det være slut. Nu skulle formen rettes op - og det er den blevet«, siger Peter Rasmussen.

Millionerne
Midt i alle trængslerne skulle han også forhandle sponsorkontrakter. Der var attraktive tilbud nok, Tilbud som mange andre nok havde skrevet under på i en fart. Men Peter Rasmussen og hans rådgiver Ole Sørensen havde is i maven og ventede til der lå et tilbud fra Carlton, som ville bruge Peter Rasmussen som reklamesøjle for tøj og ketsjer, mens Patrick står for skoene. At tale om tal i den forbindelse er ikke noget man gør. Der gættes lystigt. Men vi er helt sikkert over i den syvcifrede afdeling. Peter Rasmussen runder mageligt millionen i årsløn.

Allerede da kontrakten blev offentlliggjort, fastslog Politiken, at Peter Rasmussen nok måtte flytte til England som Morten Frost, Thomas Stuer-Lauridsen og Poul Erik Høyer havde gjort det før ham.

Når man tjener så mange penge, skal der også betales mange til skatteminister Carsten Koch.

Så Peter Rasmussen flytter til det engelske træningscenter i Milton Keynes. Her skal han i første omgang dele et hus med en af de engelske trænere. Så det er et farvel til lejligheden i Bagsværd, kæresten Josefine og familie og venner. I praksis må Peter Rasmussen næsten opholde sig halvdelen af året i Danmark uden at skulle betale skat her i landet.

»Sådan ser jeg ikke på det. Når man flytter, skal man huske at tage sjælen med, så nu hedder det altså Milton Keynes for mit vedkommende. Jeg tror, at det vil modne mig med den nye udfordring. Og et bliver vel også en prøve for Josesfines og mit forhold om kærligheden kan sejre over den fysiske adskillelse i perioder. Men hun kan jo komme til England i perioder, selv om hun har sit jurastudium at passe, Og jeg skal jo også til Danmark af og til for at spille«, siger Peter Rasmussen.

Til England

Umiddelbart kunne det godt se ud som faneflugt, at han vælger at forlade landet, nu hvor han skal til at tjene mange penge. Men forskellen i beskatningen er så voldsom, at han næsten føler sig tvunget til det.

»Som topidrætsmand har jeg været tvunget til at at droppe min uddannelse. Når jeg står som 30-årig og kan se enden af min karriere og ikke han nogen uddannelse, vil det være rart at have nogle penge at trække på, hvis jeg skulle få lyst til at gøre mit medicinstusium færdig, eller hvis jeg vil i gang med en anden uddannelse. Jeg er næsten sikker på, at jeg vil læse noget, når jeg er færdig. Jeg har et vældigt mod på at blive akupunktør«, siger Peter Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den allebedste løsning havde været, hvis topidrætsfolk kunne blive sidestillet med f.eks. balletdansere, der også har en forholdsvis kortvarig karriere, hvor der trækkes så hårdt på deres krop, at de må gå på pension i en tidlig alder. Men det er der ikke stemning for hos skatteministeren, så dansk elitesport har næppe set den sidste flytning til England eller Monaco. Peter Rasmussen har dog ikke lagt sig 100 procent fast på en ny tilværelse i udlandet. I første omgang vil han lige se tiden an for at finde ud af om det liv er noget for ham.

»Under Grand Prix-finalerne før jul mødte jeg Morten Frost og snakkede meget med ham om at leve i England, og jeg fik mange gode råd«, siger Peter Rasmussen.

Peter Rasmussen er den tredje badmintonspiller, der hædres med titlen som 'Årets Fund '. Den første var Anne Berg-lund fra ØBK. Hendes karriere kunne været blevet bemærkelsesværdig, hvis kke en rygskade havde stoppet hende tidligt. Til gengæld gik det jo noget bedre for Morten Frost, som er den anden i rækken.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce