Illustration: Roald Als

Illustration: Roald Als

Internationalt

Europæiske regeringer er i krig mod medierne

Den fri presse er blevet en af fjenderne i myndighedernes kamp mod terror efter 11. september.

Internationalt

Statsminister Anders Fogh Rasmussens angreb på DR og reportagefilmen ’Den hemmelige krig’ er et alvorligt anslag mod ytringsfriheden, men det er måske ikke engang det værste.

Det siger Rohan Jayasekera, der er redaktør ved det ansete blad Index of Censorship i London.

»Det er altid en dårlig vane at skyde på budbringeren, når man ikke bryder sig om budskabet. Det er et brud på de uskrevne regler om forholdet mellem en regering og medierne«, siger han til Politiken.

»Men når landets statsminister stiller sig op og kritiserer DR, så lægger han et utilladeligt pres på de auditører, der inden for det danske forsvar eventuelt senere skal undersøge, om DR’s anklager er rigtige. Han fælder dom på forhånd«.

Ikke godt dansk ry
Danmark har i forvejen ikke det bedste ry i internationale organisationer, der overvåger forsøg på at skræmme, censurere eller intimidere medierne.

Såvel Index of Censorship som International Federation of Journalists, World Association of Newspapers og Reporters sans Frontières fremhæver sidste års mislykkede forsøg på at få to journalister og chefredaktøren for Berlingske Tidende dømt for at have viderebragt efterretningsoplysninger om det spinkle grundlag for Irakkrigen i deres avis.

Marc Gruber, International Federation of Journalists, Bruxelles, siger til Politiken, at klimaet mellem de politiske magthavere i Europa og medierne er blevet stærkt forværret siden terrorangrebene på USA 11. september 2001.

»Større ansvarlighed«
»Som regel går det ikke så vidt som i det konkrete tilfælde med statsminister Fogh Rasmussen. Generelt anklager man ikke medierne for at være uansvarlige. I stedet går man ind ad den anden dør og kræver, at medierne skal vise større ansvarlighed. Men det udtrykker det samme«.

Er situationen blevet forværret?

»Ja. Det kan jeg svare helt klart ja til. Forværringen er ikke bare politisk, den er også juridisk og teknisk. Man har i dag et bredt spektrum af tekniske muligheder for at intimidere og finde frem til mediernes kilder«.

Grubers kollega i Paris, Virginie Jouan fra World Association of Newspapers, siger:

»Siden 11. september er der et vist antal lande i Europa, der har vedtaget love, som begrænser adgangen til informationer. Mange redaktioner er blevet aflyttet, ofte i forbindelse med, hvad der kaldes trusler om terrorisme. Det er en ubehagelig udvikling. Myndighederne kræver adgang til kilder, til fotografier og andet pressemateriale«.

Et af de mest grelle eksempler er den britiske statsminister Tony Blairs angreb på den statslige radio- og tv-station BBC, der afslørede, at regeringen havde »sexet« nogle efterretningsrapporter op, så grundlaget for Irakkrigen så mere overbevisende ud. Også her foregreb premierministeren konklusionerne i en senere undersøgelse af sagen, der i øvrigt førte til, at den mistænkte kilde, David Kelly, tog sit eget liv.

Mord og trusler i Europa
I november i fjor måtte to hollandske journalister, Bart Mos og Joost de Haas, fra avisen De Telegraaf tilbringe to dage i arresten, indtil en domstol afgjorde, at de havde ret til at beskytte deres kilder. De to journalister havde videregivet informationer fra den hollandske efterretningstjeneste i en narkosag. Myndighederne ville have fat på kildens navn.

Siden 11. september 2001 har sager om myndighedernes adgang til mediernes kilder hørt til dagens orden i et stort antal EU-lande.

Reporters sans Frontières registrerer år for år, hvorledes alverdens lande forgriber sig på mediernes ret til at holde borgerne informerede.

Italien var indtil regeringsskiftet sidste år et særtilfælde i EU. Regeringschefen Silvio Berlusconi ejede selv tre tv-kanaler og udøvede uden den mindste blusel også sin magt over de statslige kanaler.

Polsk præsident fornærmet
Polen er et andet problematisk land. Den ny regering sagsøger den tyske avis Tageszeitung for at have fornærmet landets præsident ved at kalde ham »en ny kartoffel«. Ingen i regeringsadministrationen må tale med journalister fra denne avis mere, og Tageszeitungs korrespondent i Warszawa får vedvarende anonyme trusler på sin mobiltelefon.

En anden tysk journalist i Warszawa, Doris Heimann, får mail, der oplyser hende om, at hun er medlem af en jødisk menighed.

Alt dette går for sig, mens året 2006 blev det år, da Index of Censorship registrerede flest dræbte journalister nogensinde. Tallet var oppe på mindst 155, selvfølgelig ikke mindst som følge af krigen i Irak. I dette land mistede alene 69 mediefolk livet.

I Europa blev fem russiske journalister myrdet i 2006, heriblandt regeringskritikeren Anna Politkovskaja.

I Tyrkiet er den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink netop blevet myrdet. Selv om man har fundet morderen, er det endnu uklart, hvem der satte den ikke overbegavede unge mand i hovedet, at den fremtrædende menneskerettighedsforkæmper skulle betale med livet for sine meninger.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce