Klar til VM? Få daglige opdateringer fra den danske lejrLæs mere

Dødstruet tegner tvunget til at gå i skjul

Mandag morgen gennemsøgte politiet tegneren Lars Vilks hjem for bomber. Derefter fik den dødstruede svenske kunstner lov at tage nogle få ejendele, inden han blev tvunget til at gå under jorden.

Internationalt

Trusler fra al-Qaeda har fået svensk politi til at bringe tegneren Lars Vilks i sikkerhed et hemmeligt sted.

Tidligt mandag gennemgik politiet hans hjem ved Nyhamnsläge nord for Helsingborg for bomber, inden manden fik lov at tage nogle af sine ting med sig, så han kunne begynde et liv i skjul for terrorbevægelsen.

Al-Qaeda har udlovet en dusør på over en halv million kroner til den, der slår tegneren ihjel, fordi han har formastet sig til at tegne den muslimske profet Muhammed som en hund.

Selv fastholder Vilks over for de svenske medier, at den omstridte tegning var alt besværet værd.

Kunstneren har allerede måttet opgive en række forelæsninger. Han ventes nu at skulle leve en tilværelse som Salman Rushdies, omgivet af sikkerhedsvagter døgnet rundt i mange år fremover.

Statsministeren tager afstand fra trusler

Imens har den svenske statsminister efter et par dages tavshed om krisen reageret.

»Jeg vil præcis som de muslimske organisationer i Sverige tage tydelig afstand fra alle former for voldsanvendelse og understrege, at vi naturligvis ikke accepterer en dødstrussel mod en svensk medborger«, mener han.

Han vil ifølge svensk presse ikke kommentere tegningerne.

»Vi har indlysende ytringsfrihed, som fungerer sådan, at man også må udtrykke sig i billeder. Men jeg føler også et ansvar for at holde sammen på Sverige. Et ansvar for at vi har 400.000 muslimer i Sverige, som også mener, at deres ytringsfrihed skal have plads, og at vi markerer vilje til dialog«, fastslog Fredrik Reinfeldt.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce