0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Debatindlæg: EU må tage førertrøjen på

Debatindlæg fra Danmarks og Sveriges statsministre.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den Europæiske Union går i spidsen i arbejdet for at imødegå klimaforandringer. Når EU’s stats- og regeringsledere mødes i denne uge, er den globale opvarmning øverst på dagsordenen. Der sigtes mod ambitiøse mål for udledning af drivhusgasser og vedvarende energi i EU – og også for en mere effektiv anvendelse af energi.

Den globale opvarmning fører til højere temperaturer i luften og i havet. Videnskabelige beviser kan ikke længere fornægtes. Vi kan heller ikke se bort fra det ansvar, der påhviler enhver regeringsleder til at søge at imødegå de potentielt katastrofale konsekvenser af de stigende temperaturer. Højere globale temperaturer, der skyldes menneskeskabt forurening, vil i sidste ende kunne få Grønlands indlandsis til at smelte, vandstanden i havene til at stige, føre til oversvømmelser og skabe ødelæggende storme. Temperaturen på det europæiske kontinent er steget hurtigere end det globale gennemsnit. Det er de fattigste lande, som er mest sårbare over for disse forandringer, og samtidig er det dem, der har mindst råd til at dække de udgifter, der er nødvendige for at tilpasse sig forandringerne.

På forårstopmødet er det nødvendigt, at vi beslutter os for en energipolitik for Europa, som kan yde et markant bidrag til at bekæmpe klimaforandringer, og som samtidig kan styrke EU’s energiforsyningssikkerhed og opretholde EU’s konkurrenceevne. Økonomisk vækst og mindre afhængighed af fossile brændstoffer kan gå hånd i hånd. Erfaringerne fra Danmark og Sverige viser, at dette er tilfældet. EU bør tage førertrøjen på og sætte ambitiøse mål til gavn for klimaet og miljøet.

Derfor ønsker vi, at det overordnede strategiske klimamål for EU bliver ambitiøst. Vi har foreslået en reduktion i EU på 30 pct. CO2 inden 2020. En sådan beslutning fra EU vil udgøre et godt grundlag for de kommende internationale klimaforhandlinger og kunne bane vejen for en ny og tilstrækkeligt ambitiøs global klimaaftale for perioden efter 2012, som skal bygge videre på den nuværende Kyoto-protokol.

Europas kamp mod klimaforandringer er også tæt forbundet med energitiltag. Vi må mindske EU’s afhængighed af fossile brændstoffer. I dag ser vi den modsatte tendens. EU’s afhængighed af importeret gas forventes at stige fra 57 pct. til 84 pct. inden 2030 og afhængigheden af importeret olie fra 82 pct. til 93 pct. Samtidig er de konventionelle energireserver af olie og gas faldende og findes kun i relativt få lande, hvoraf nogle befinder sig i verdens mest ustabile områder.

Klare, ambitiøse EU-mål for energi-effektivitet og vedvarende energi er vigtige skridt i kampen mod klimaforandringer. EU bør stræbe efter at blive den mest energieffektive økonomi i verden. Der er akut behov for nye investeringer i Europa både i energiinfrastruktur på tværs af EU’s medlemslande. Og i et nyt og renere energi-produktionsapparat. I mange lande holder man dog igen med investeringerne, fordi EU’s indre energimarked ikke er tilstrækkeligt gennemsigtigt. Det må ændres.

Målene skal også være tilstrækkeligt langsigtede til at skabe stabile rammer for nye investeringer. Endvidere skal målene sættes på et overordnet niveau, således at der er mulighed for fleksibilitet og omkostningseffektive nationale tiltag tilpasset de meget forskellige forhold, der karakteriserer de enkelte medlemslande. Vi støtter et bindende mål om, at 20 pct. af EU’s totale energiforbrug inden 2020 skal komme fra vedvarende energikilder og et mål på 10 pct. for andelen af biobrændstoffer i benzin- og dieselforbruget. Dette vil anspore til stærkt tiltrængte investeringer, der kan sikre et brud med den nærmest totale afhængighed af fossile brændstoffer i transportsektoren. Der er ligeledes et stærkt behov for et mål på 20 pct. yderligere energieffektivitet i 2020 i forhold til i dag. Vi anser disse mål for at være ambitiøse, men alligevel realistiske, og vi opfordrer derfor vores kolleger til at støtte dem.

Hvis vi skal tage de udfordringer op, som findes på energi- og klimaområdet, er det også påkrævet, at der ydes en samlet indsats inden for forskning og udvikling i EU. Vi ser derfor frem til vedtagelsen en af strategisk EU-energiteknologihandlingsplan næste år, som fokuserer på vedvarende energi og energieffektivitet. Udviklingen af 2. generationsbiobrændstoffer er allerede godt undervejs – men der er endnu et stykke vej, der skal tilbagelægges, før det kan blive en kommerciel succes. Brintteknologier for biler findes allerede, men skal yderligere forbedres.

Det er op til os at tage de beslutninger, der vil ændre den aktuelle tendens i klimaforandringerne. Erfaringerne fra både Danmark og Sverige viser, at vi kan koble økonomisk vækst med en reduktion i udledningen af drivhusgasser. Dette har vi nået ved at kombinere politiske tiltag, så de tager hensyn til vores nationale forhold, heriblandt anvendelsen af biomasse til opvarmning, markedsbaserede instrumenter, der reducerer udslippet af CO2, vindkraft og udskiftning af kul med gas. Vi er overbevist om, at kampen mod klimaforandringer kan gå hånd i hånd med øget beskæftigelse, vækst og velfærd. Tiden er inde til, at EU tager teten på klimaområdet. Det er helt afgørende, hvis vi skal sikre en bæredygtig fremtid for kommende generationer.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere