En gruppe helt unge munke på gaden i Yangon torsdag.

En gruppe helt unge munke på gaden i Yangon torsdag.

Internationalt

Munke og demonstranter arresteres i Myanmar

Juntaen fastholder jerngrebet og propagandamaskinen kører, mens enkelte frigivne munke beretter om juntaens metoder over for kritikere.

Internationalt

Arrestationerne fortsætter i Myanmar, samtidig med at nogle munke og civile aktivister løslades og begynder at berette om regimets metoder.

Gaderne i landets største by, Yangon, er spækket med militær, som dermed forebygger en gentagelse af sidste uges massive konfrontationer mellem demonstranter og specialstyrker.

Jerngrebet fastholdes De første udsagn fra frigivne munke vidner om en brutal undertrykkelse af regimets modstandere og bekræfter dermed opfattelsen af, at juntageneral Than Shwe ikke har tænkt sig at slække på sit og militærets jerngreb om det ludfattige og udpinte land.

Sikkerhedsstyrker har dagen igennem finkæmmet Yangon for aktivister.

Øjenvidner fortæller, at snesevis er blevet anholdt under nattens udgangsforbud, da sikkerhedsstyrker stormede et ukendt antal boliger nær Shwedagon Pagoden, Myanmars største helligdom og udgangspunktet for de folkelige protester.

»Udadtil er Yangon ved at vende tilbage til normaliteten, men jeg tror, at spændingerne og frygten fortsat er til stede under overfladen«, siger Charles Petrie, en fremtrædende FN-embedsmand i Myanmar til det franske nyhedsbureau.

Orientering til FN
Der er således ikke udsigt til, at opfordringerne fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon om at fare med lempe over for demonstranterne vil blive efterkommet.

Ban Ki-moon vil senere i dag blive personligt orienteret af sin særlige udsending til Myanmar/Burma, Ibrahim Gambari.

FN-udsendingen forlod tirsdag Myanmar efter samtaler med både Than Shwe og lederen af oppositionen, Aung San Suu Kyi.

Gambari har fået tilsagn om, at han kan vende tilbage til Myanmar i næste måned.

Oppositionsleder under skarp bevogtning
Militæret har forstærket bevogtningen af Suu Kyis bolig på University Avenue i Yangon, skriver AP.

Af de godt 200 urobetjente, der er posteret langs vejen og huset befinder omkring en snes sig inde i den have, der hører til boligen. I søen, som huset ligger ned til, sejler der konstant to patruljebåde.

Propagandamaskinen igang
I kølvandet på nedkæmpelsen af de største demonstrationer i 19 år, har militærjuntaen optrappet de statslige mediers propaganda. I juntaens avis, Myanmars Nye Lys, kan læserne i dag se overskrifter som:

Vi ønsker stabilitet. Vi er tilhængere af fred. Vi er imod uroligheder og vold.

Juntaens propagandapparat kalder internationale kritikere og udenlandske medier for 'løgnere'.

Samtidig er der i avisen ingen omtale af de mange munke og andre demonstranter, der blev arresteret, fordi de deltog i flere dages protestmarcher mod juntastyret.

Til Reuters' korrespondent Aung Hla Tun siger en frigivet munk, at flere af de tilbageholdte er blevet tævet af soldater og politifolk, når de nægtede at oplyse deres navne og oprindelse.

Fire kategorier af arresterede

En slægtning til tre løsladte kvinder siger, at juntaens politi og miltær har kategoriseret de arresterede i fire grupper: Forbipasserende, iagttagere, folk, der tiljublede demonstranterne samt dem, der blev egentlige deltagere i marcherne.

I Beijing siger en talsmand for udenrigsministeret, Liu Jianchao, at FN-udsendingen Gambaris bestræbelser fortjener støtte. Talsmanden gentog samtidig opfordringen til juntaen om at vise tilbageholdenhed.

Liget af den 50-årige japanske videojournalist, der blev dræbt under urolighederne, er kommet til Tokyo, hvor der vil blive gennemført et ligsyn.

Den japanske regering har udbedt sig en forklaring af juntaen og har indtil videre suspenderet bistanden til Myanmar.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden