0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Stormuftien af Egypten: »Men er I dumme?«

Den øverste religiøse leder i Egypten venter stadig på, at Fogh tager afstand fra Muhammed-tegningerne. Danmark er racistisk ligesom Nazityskland, siger han.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Stormufti Ali Gomaa er en mægtig mand i Egypten. Og det kan man se på hans kontor. Det er stort som en tennisbane og fyldt med bløde møbler i læder. Den største stol er hans egen.

Hans gæster får plads i nogle meget lave stole, hvor man kun kan føle sig lille. Særligt når han begynder sine taler med en stemme, der ikke havde følt sig hjemme i et mindre kontor.

Racismeparagraf
I går var det Politiken, der var på besøg. En avis fra et land, stormuftien ikke har meget tilovers for i øjeblikket:

»I må forstå, at der er forskel mellem generel ytringsfrihed og frihed til at ytre sig om alt. I den danske lov er der også en grænse for, hvor langt man må gå. Jeg tænker på racismeparagraffen paragraf 266 B«, siger muftien.

»I forvejen sætter loven grænserne dér, hvor man ved, folk føler sig krænkede. Nu føler muslimer sig krænkede. Hvorfor skal det ikke respekteres«.

Meget krænkende tegninger
Hvorfor er de tegninger så stødende?

»Er det korrekt, at en avis trykte de meget dårlige tegninger«?

Ja.

»Så, derfor«.

Men kan du prøve at forklare, hvorfor det er så krænkende?

»Jeg kan ikke forstå dit spørgsmål«.

Hvorfor krænker tegningerne muslimer så meget?

»En avis i Danmark trykte en meget krænkende tegning. Er det sandt eller ej?«

Det er korrekt.

»Min profet er hellig i vore hjerter. Som Jesus for kristne. Som Moses for jøder. Hvis man udgiver disse billeder, og man ved, det sårer - hvorfor så gøre det. Hvorfor?«.

Vi kender ikke den præcise grund.

Er I dumme?
»Men er I dumme«, spørger muftien og ser ud, som om det lige præcis er det, han synes.

»Jeg er vred, fordi det er et udtryk for dumhed. Jeg er vred, fordi I har slået mig i ansigtet helt uden grund. Jeg er vred, fordi I gengav min profet som en ond mand. Han er ikke en politisk leder eller en almindelig person som mig. Hvis du udgiver billeder af den slags - så krydser du en rød linje. Hvis jeg kommer til at krydse din røde linje, så siger jeg undskyld. Men hos jer, der siger man, at det vil jeg ikke. Ikke tale om. Derfor er muslimer vrede«.

Så hvad får det dig til at tænke om Danmark?

»At I er dumme. Det er et spørgsmål om at forstå vores kultur, civilisation, mentalitet og religion. Hvorfor vil I ikke det. Det forstår folk hos os ikke. Hvorfor vil I ikke sige undskyld, når I nu tydeligvis har krænket os?«.

Manglende respekt
Siger du, at det her ikke bare er religion - men også et spørgsmål om manglende respekt. At ethvert menneske, der gør et andet menneske fortræd, bør kunne sige undskyld?

»Ja, men avisen og statsministeren giver jo udtryk for, at de ikke er kede af det. Nu gik oktober, november, december, januar uden en rigtig beklagelse. Og de er ikke kede af det. Det er utroligt arrogant«.

Hvad betyder den her krænkelse?

»At I ikke ønsker at være i dialog med os. At der ligger en foragt for islam nede under det her. Det er, hvad folk i Egypten føler. Derfor er vi vrede. Vi har været glade for danskere og alt det, Danmark stod for. Danmark tilhørte vores venner. Det her er en meget stor overraskelse for os«.

Men hvad skal Danmark nu gøre?

»Svaret er stadig at sige undskyld. Men det er også vigtigt at sige, at det er for sent at rette op på den skade, der allerede er sket. Når man venter i flere måneder med at sige undskyld, så er synet på Danmark blevet skadet«.

Hvem skal sige undskyld?

»Var det sket i oktober, så havde det været nok, hvis avisen havde gjort det. Det ville have glattet alt ud«.

Sammenlignes med Nazityskland
Er det statsministeren, der skal give en undskyldning?

»Da avisen ikke ville, kunne statsministeren have lagt afstand til tegningerne og klart sagt, at den danske regering ikke bakkede den slags op. Det ville han ikke. Han ville ikke en gang mødes med muslimske ambassadører og forklare sit synspunkt. Så ville man afprøve det ved en domstol. Det blev afvist. Følelsen blandt muslimer er, at det danske folk vil ydmyge muslimer og fornærme islam. Dette er ganske enkelt racisme, og mønstret minder om nazi-forbrydelser. Det er utroligt. Og muslimerne spørger sig selv: Hvorfor? Vi elsker det danske folk, ost og Lurpak. Hvorfor alt dette. Hvorfor skal vi ydmyges«.

Siger du, at dette kan sammenlignes med Nazityskland?

»Det er på nogle måder sammenligneligt. Racismen bliver praktiseret på samme måde - rettet mod en skarpt defineret gruppe. Men selvfølgelig er det ikke holocaust. Når jeg sammenligner med Nazityskland, er det, fordi en regering accepterer ydmygelsen og diskrimination af en særlig befolkningsgruppe. Jeg siger selvfølgelig ikke, at danskerne som folk er nazister«.

Hvad er det præcist, du forlanger af Danmark nu?

»Avisen kom med en undskyldning for krænkelserne, og domstolene undersøger igen sagen. Og statsministeren har lagt personligt afstand til den slags tegninger. Dermed har statsministeren jo sagt, at han tog fejl ved at handle, som han gjorde i begyndelsen«.

Er det så ikke godt nok?

»Det kom sent, og også for sent til at gøre en forskel«.

Var det kommet tidligere, hvilken forskel havde det så gjort?

»Så havde det været ovre. Det er klart. Man kan ikke opretholde en vrede mod nogen, der beklager«.

Fogh har ikke været klog
Hvad er det, Danmark nu kan gøre?

»Danmark kan gøre som Norge. Norge var ikke bange for at sige undskyld fra officielt hold. De kunne gøre det, men Danmark nægter. Chirac i Frankrig kunne gøre det. Den danske statsminister har ikke været klog«.

»Jeg forudser større spænding, for europæerne søger i øjeblikket ikke dialog og forståelse. Og folk her bemærker det. De føler sig ydmyget, og det er ikke et godt udgangspunkt for dialog«.

Diskriminerende love
Hvad er der brug for nu for at forbedre forholdet?

»Jeg tror, at fire ting er nødvendige i Europa. For det første skal undervisningsmateriale, der chikanerer islam, fjernes. For det andet skal de love, der diskriminerer islam, væk. Der er enkelte love, der er meget diskriminerende. Tørklædeforbuddet for eksempel. For det tredje skal islam kunne anerkendes som religion i de lande, hvor der bor muslimer. Og for det fjerde skal muslimer have lige rettigheder og muligheder. Når det er sagt, har de også et ansvar for at integrere sig i deres samfund. Men det skal ske uden krav om, at de skal opgive deres identitet«

Hvad vil der ske, hvis statsministeren ikke klart og tydeligt siger, at han beklager tegningerne?

»I det lange løb vil det forværre konflikten. Det er jeg sikker på«.

Hvad mener du med det?

»Jeg er sikker på, det vil betyde, at de fleste muslimer fortsat vil boykotte danske produkter«.

ritzau

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere