Demokrater i USA skifter Irakstrategi

Demokraterne i USA vil fokusere mere på de økonomiske omkostninger ved Irakkrigen.

Internationalt

Demokraterne i USA har gentagne gange manglet stemmer i Kongressen, når de har brugt argumentet om udviklingen på slagmarken i forsøget på at gennemtvinge en tilbagetrækning.

Derfor skifter de nu strategi i håb om at opnå større tilslutning.

Det siger Edward Kennedy, fremtrædende medlem af Senatets forsvarsudvalg, til dagbladet Boston Globe.

Demokraterne vil flytte fokus over på krigens økonomiske omkostninger for USA, som er plaget af en begyndende afmatning i den hjemlige økonomi.

Kennedy siger, at det er »irrelevant«, om udvidelsen af antallet af amerikanske soldater i Irak har skabt sikkerhedsmæssige fremskridt flere steder i landet, når disse lyspunkter ikke ledsages af større enighed blandt de politiske grupper i Irak.

Forhalingstaktik fra republikanerne Imens fosser pengene ud af den amerikanske statskasse til det militære engagement.

Demokraterne har et betydeligt flertal i Repræsentanternes Hus og har i flere versioner vedtaget i resolutioner om tidsfrister for den amerikanske tilstedeværelse i Irak.

Men lige lidt har det hjulpet, fordi Demokraternes overvægt i Senatet er minimal, og her har republikanske medlemmer brugt forhalingstaktik til at blokere for tilsvarende demokratiske forslag om tilbagetrækning.

Forsøg på blødgøring

Den amerikanske økonomi og Irakkrigen tegner til at blive hovedemner i efterårets valgkamp op til præsidentvalget.

Dette ventes den demokratiske præsidentkandidat at udnytte, uanset om det bliver Barack Obama eller Hillary Clinton.

Og Demokraterne i Kongressen vil tilsvarende satse på at sammenkoble økonomi og Irakkrig i et forsøg på at blødgøre republikanske kongresmedlemmer, signalerer Kennedy.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce