Internationalt

Russerne tilslutter sig piratblokade

De krigsskibe, der omringer det kaprede, ukrainske skib 'Faina', får snart selskab af et russisk krigsskib.

Internationalt

Den russisk fregat 'Neustrasjimij', der skal hjælpe med at forhindre piratangreb ud fra Somalias kyst, befinder sig nu i Suez-kanalen.

Det siger Igor Dijgalo, der er talsmand for den russiske flåde, til AP.

Igor Dijgalo siger, at skibet vil være med til at omringe det ukrainske skib 'Faina', som somaliske pirater kaprede 25. september.

Uvished om skibet går til angreb Den russiske indgriben i kapringsdramaet har rejst mediespekulation om, hvorvidt skibet skal bruges til at gå til angreb piraterne for at få 'Faina' og dets besætning frigivet.

»Det russiske skib vil bestræbe sig på at minimere truslerne om piratangreb«, siger Igor Dijgalo om formålet med at sende et krigsskib afsted.

Ifølge AP ville Igor Dijgalo ikke udtale sig om, hvorvidt 'Neustrasjimij' har planer om at gå til angreb på de pirater, der befinder sig på 'Faina'.

Piraterne har gentagne gange understreget, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis de internationale flåder går til angreb.

Russere ombord på 'Faina'

'Faina' har 33 kampvogne og andet militærudstyr i lasten, og amerikanske krigsskibe har omringet 'Faina' for at forhindre piraterne i at fjerne skibets last.

Rusland valgte at sende et skib afsted, da de fandt ud af, at tre af skibets 21 besætningsmedlemmer var russere. Få dage efter at skibet blev kapret, døde den ene russer af et hjerteanfald. De øvrige besætningsmedlemmer består af ukrainere og en enkelt lette.

Piraterne krævede først 35 millioner dollar for at frigive skibet. Løsesummen er siden blevet sat ned til otte millioner dollar.

Senest har piraterne truet med at sprænge 'Faina' i luften, hvis ikke de fik løsesummen udbetalt inden for tre dage. Dette krav er dog blevet udsat på ubestemt tid.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce