0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

På rejse ind i Congos mareridt

I de congolesiske rebellers besatte område mindes man konstant om 14 års konflikt importeret fra Rwanda.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
KAREL PRINSLOO/AP
Foto: KAREL PRINSLOO/AP
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Midt på landevejen nord for Goma ligger de hastigt rådnende lig af to soldater og stirrer op i regnskyerne over den østlige kant af Den Demokratiske Republik Congo.

Deres soldaterkammerater havde tilsyneladende ikke tid til at sørge for en anstændig begravelse under den vilde flugt fra rebeller, hvis offensiv den seneste uge også har jaget 250.000 civile på flugt.

Derfor har ligene i nogle dage fået lov at føje sig til landevejens række af mindesmærker over 14 års katastrofer, der tilsammen har gjort Goma til Afrikas nærmeste konkurrent til selve helvede.

Gemmer sig i bjergene
Få kilometer uden for byen har vi passeret de frodige bananlunde, der gror på massegravene fra en koleraepidemi i 1994.

Ofrene var blandt andet folkemordere fra Rwanda. De søgte dengang tilflugt i de enorme flygtningelejre, hvis rester snart dukker op langs landevejen.

Men to år senere, i 1996, jagede Rwandas hær folkemorderne ud af lejrene som indledning til en blodig borgerkrig. Siden har mange af dem gemt sig i de bjerge, der nu rejser sig i horisonten.

I rebellernes land
Sådan er vi på få kilometer kørt lige lukt ind i kernen af den gamle konflikt, der den seneste uge atter har sat Goma på verdenskortet. Efter at have passeret en enkelt rød- og hvidstribet bom befinder vi ude hos de rebeller, der i tolv år har jagtet de overlevende folkemordere.

Rebellerne er tutsier, ledet af general Laurent Nkunda, der føler sig lige så truede, som mindretallet af tutsier i Rwanda var under folkedrabet.

Ifølge Nkunda samarbejder folkemorderne med Congos hær. Derfor har han aldrig accepteret den fredsaftale, der afsluttede det meste af verdens blodigste konflikt i 2002. Og derfor deler vi nu landevejen med hans grønklædte rebeller, der med få kilometers mellemrum patruljerer deres nyvundne terræn.

De eneste andre trafikanter er små grupper af den seneste uges flygtninge, der har bestemt sig for at gå hjem. Ikke fordi de nødvendigvis elsker de rebeller, hvis angreb jagede dem på flugt, men fordi hjælpeorganisationer foreløbig har måttet opgive at give dem alle mad i Goma.

Guddommelig fred
Mens vi mødes på landevejen, fortæller radioen om desperate flygtninges forsøg på at storme madudleveringerne.

»Dernede sultede vi – hjemme er der problemer. Vi ved, vi kommer til at lide, men har ikke noget valg«, forklarer Pacifique Jean de Dieu, hvis navn med sine løfter om guddommelig fred er en skidt varedeklaration på hans liv.

Siden 1996 har han og familien jævnlig været på flugt, og vores korte samtale bliver konstant overdøvet af tre børn, der græder af sult og udmattelse efter tre dage på nogle få bananer.

Hænger i brystvorten
Kun de to tvillinger er pacificeret. De hænger i hver sin af moderens brystvorter.

Den lille gruppe af hjemvendende sendte forleden et par stykker hjem for at udforske landsbyen. De har fortalt, at alt fra tallerkener til såsæd er blevet plyndret i deres fravær.

»Selv om vi nu kommer hjem, vil vi ikke være i stand til at dyrke jorden«, siger en af dem.

Lidt længere oppe ad vejen støder vi ind i ejerne af ti motorcykeltaxaer, der antyder, at plyndringerne ikke er overstået. De har fået forbud mod at køre ud af rebellernes område efter at have transporteret flygtninge hjem.

Gift i paradis
Alle civile langs landevejen bliver tomme i øjnene, når vi spørger, om nogen af konfliktens parter kæmper for deres sag. Realiteten er da også fortvivlende: De har i hovedsagen blot måttet lægge jord til et opgør med rødder i Rwanda.

Da vi kører videre, bliver jeg derfor nødt til at spørge tolken, hvorfor han overhovedet bliver boende i en by, der indimellem at huse en million koleraplagede flygtninge i to år og være affyringsrampe for tre af deres medbragte borgerkrige også blev oversvømmet af lava fra den vulkan, der rejser sig i regntågerne til venstre for vejen.

Hans svar er kort: »Menneskene her er gode. Men der er for meget gift«.

Lige i skudlinjen
I landsbyen Rugari drejer vi til højre for at besøge en af forposterne til verdenssamfundets forsøg på at afgifte Congo.

I administrationsbygningerne til den katolske katedral bor en indisk bataljon af FN’s fredsstyrke. Den har forrygende udsigt over dalen langs landevejen, hvor denne uges kampe rasede.

Bataljonen lå også lige i skudlinjen. Hæren skød fra landevejen – det var før, den flygtede fra sine døde soldater – mod en af rebellernes baser på bjerget bag katedralen.

FN i skyttegravene
»Skyderiet gik lige hen over os«, siger major Rajat Sood. Så mens Congos skrøbelige fred igen brød sammen, havde verdenssamfundets udsendte på bjerget travlt med at grave skyttegrave for at redde deres liv.

FN-styrkens mandat er at bruge magt til at beskytte civile. Og major Sood overvejede da også at sende en større gruppe soldater af sted, da de første skud lød. Men i mellemtiden havde konfrontationen vokset sig så stor, at han måtte opgive.

Årsagen til, at fredsstyrken ikke på forhånd havde blokeret landevejen efter flere ugers krigstrusler, fortaber sig i fortolkningen af dens mandat.

Grænsen mellem beskyttelse af civile og egentlig krig mod rebellerne er uklar.

Vil sende en patrulje
Men hverken majoren eller vi kan lade være at grine, da han må spørge os tilrejsende, hvordan der egentlig står til nede på krigens landevej.

»Ingen stoppede jer?«, siger han og afslører, at han tre dage efter kampenes afslutning er ved at sende en patrulje op for at hente 20 kolleger, der strandede på den anden side af fronten.

På vej hjem bliver vi standset ved hærens checkpoint ved indkørslen til Goma.

»Vi har hørt, at fjenden er på vej. Er det rigtigt«, spørger den unge soldat skræmt.