0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Dramaet om Fogh - fra start til slut

Først efter en hidsig telefonsamtale og heftige møder blev Fogh Nato’s nye generalsekretær. Læs her, hvordan det gik til.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
MICHAEL SOHN/AP
Foto: MICHAEL SOHN/AP

Silvio Berlusconi taler i telefon med Tyrkiets premierminister - den samtale blev afgørende.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tre helt store spillere i verdens største militære alliance eskorterede Anders Fogh Rasmussen (V) ind til arbejdsmiddagen til Natos topmøde i aftes.

Omkring klokken 21.00 trådte den danske statsminister op ad den røde løber sammen med USA’s præsident Barack Obama, den tyske kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy.

Det virkede næsten for bemærkelsesværdigt til at være en tilfældighed og lignede en udpegelse af Fogh som Natos næste generalsekretær.

Den omfattende ’back up’ i kampens hede var da også tiltrængt, for så sent som tidligere samme dag havde Tyrkiets præsident Abdullah Gül rullet kanonen frem og skudt med skarpt mod Foghs forventning om at finde en afgørelse på topmødet.

»Det er ikke nogen hurtig proces, der er tid til at træffe en beslutning, for generalsekretæren går ikke af i morgen«, sagde Gül tidligere på dagen før stats- og regeringscheferne overhovedet stimlede sammen.

Derfor glædede Fogh sig vel også over, at de tre regeringsledere ikke var det eneste, der gjorde ham selskab ind til det store runde bord. Med sig havde han også en meget positiv og ikke mindst officiel meddelelse fra Tysklands kansler Angela Merkel.

Tysk medvind vakte opsigt
Fredag eftermiddag gravede den tyske kansler en skyttegrav lige over for den tyrkiske og for alvor sparkede gang i forventningerne om en snarlig udpegelse af Fogh, da hun kaldte ham »en ideel kandidat« og sagde, at hun »vil gøre alt hvad hun kan for at overbevise de andre om det samme«.

»Når Fogh bliver generalsekretær bliver han en stærk leder«, sagde hun.

Der blev bidt mærke i Merkels ord .

»Den nyhed lå øverst på vores hjemmeside i to til tre timer«, fortalte journalisten for det tyske ugemagasin Der Spiegel, Matthias Gebauer, samme aften.

Mens stats- og regeringscheferne under middagen forsøgte at Fogh til at glide ned med lidt mad, turde de ventende journalister i pressecenteret ikke for alvor spå om Foghs chancer for at blive samme aften. Men historien om danskerens udnævnelse lå klar.

»Et minut efter det er sket, vil den være på vores hjemmeside«, forsikrede Matthias Gebauer.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå .

Allerede før medlemslandenes ledere nåede gennem arbejdsmiddagen fik nyhedsbureauerne nys om fortsat tyrkisk modstand mod Fogh.

Og klokken 23.00 stod det klart, da Nato’s talsmand James Appathurai bekræftede, at det ikke var lykkedes de 28 allierede at udpege en ny kommende Nato-chef.

»Det blev diskuteret, men der er ingen beslutning«, sagde han til en forbløffet forsamling af journalister.

Forhandlingerne måtte fortsætte lørdag, hvor den italienske regeringsleder Silvio Berlusconis udstillede uenigheden ved at tale i sin mobiltelefon.

Berlusconi talte intenst i telefon
Lørdag formiddag droppede italieneren etiketten, da han efter planen skulle spadsere over en bro mellem Frankrig og Tyskland sammen med alle de andre stats- og regeringschefer for på symbolsk vis at symbolisere forening.

Berlusconi talte »intenst« i telefonen, skrev Reuters. En kilde fra Berlusconis kontor sagde til nyhedsbureauet, at italieneren forsøgte at overtale Tyrkiets regeringsleder Racep Tayyip Erdogan om at acceptere Fogh.

I stedet for at bevæge sig op ad den røde løber for at blive budt velkommen af Merkel, fortsatte han diskussionen over telefonen.

Imens fortsatte en overrasket Merkel med at modtage andre ledere. Indtil hun »efter lang tid« opgav Berlusconi.

Mens resten af alliancens spidser stillede op til den nøje overvejede koreografi, stod Berlusconi på den tyske side af floden. Dermed gik han også glip af et minuts stilhed for dræbte Nato-soldater.

Senere stillede han dog op blandt de andre til gruppebillede nummer to, og syntes at forklare sin udeblivelse for Sarkozy og Merkel, skrev Reuters.

Skæbnesvanger amerikansk meddelelse
På broen lørdag formiddag havde stats- og regeringslederne mulighed for at stikke hovederne sammen og kort diskutere Fogh – hvis de selv eller deres embedsmænd da ikke allerede havde knoklet natten ud.

Kort efter mødet på broen meddelte Reuters, at en højtstående amerikanske embedsmand fra USA – Natos mest magtfulde medlem – ikke havde »enormt« hastværk med at få en løsning på plads på Nato-topmødet.

Embedsmanden understregede også, at USA ikke har meddelt sin officielle støtte til nogen kandidat.

På et tidspunkt hvor en eventuel udnævnelse måtte nærme sig, virkede den amerikanske tilbageholdenhed som en foruroligende meddelelse for Foghs kandidatur.

En højtstående tyrkisk embedsmand fulgte trop.

»Hvorfor skulle Tyrkiet sige ja til en kandidat i dag. Vi holder fast i det, som premierministeren (Reecep Tayyip Erdogan, red.) sagde i går«, sagde den højtstående embedsmand ifølge Reuters.

Tyrkisk avis: Fogh holdt trilateralt møde
Oven på den tyrkiske og amerikanske melding virkede det som et sidste desperat forsøg, da Fogh senere på dagen mødtes med to meget interessante ledere. Det var den tyrkiske avis Zaman, der skrev om mødet på avisens hjemmeside.

Fogh var angiveligt gået ind i et rum, hvor de vel nok mest magtfulde personer i spørgsmålet om Foghs kandidatur opholdte sig: USA’s præsident Barack Obama og Tyrkiets ligemand Abduallah Gül.

De to førte ifølge avisen en diskussion, som Fogh deltog i. Mere melder historien ikke.

Over middag landede telegrammet fra det tyske nyhedsbureau DPA, som for en stund knuste Foghs Nato-drøm.

Foghs drøm slået ihjel i to timer
DPA refererede til Nato-diplomater, som udelukkede en udnævnelse under dette topmøde. Fogh måtte altså rejse tomhændet hjem.

I et par timer faldt de første penselstrøg til det billede, som udstillede Fogh som taber, efter han flere gange op til topmødet havde slået fast, at han forventede en afgørelse netop dér.

Men så – lige omkring klokken 15.00 – fik flere medier de meldinger, som gav nyt håb for Fogh. De store spillere kastede hele deres vægt ind i et sidste forsøg på at sikre en udnævnelse af Fogh .

Det planlagte pressemøde med Fogh klokken 13.30 blev udskudt til ubestemt tid.

Endeligt klokken 15.00 trådte den nuværende generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer ind til pressemøde.

Ved hans side stod Anders Fogh Rasmussen. Natos næste generalsekretær.

Tyrkiet havde accepteret danskeren mod at få en række poster i Nato .

Det lykkedes Nato at leve op til koreografien ved Rhinen omend landskabet bærer præg af de mange skyttegrave.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden