Muslimsk familie på søndagsudflugt i Mumbai. Det regerende Kongresparti har foreslået at indføre kvoteordninger for det muslimske mindretal på arbejdsmarkedet og universiteterne.   Foto: Manish Swarup/AP

Muslimsk familie på søndagsudflugt i Mumbai. Det regerende Kongresparti har foreslået at indføre kvoteordninger for det muslimske mindretal på arbejdsmarkedet og universiteterne. Foto: Manish Swarup/AP

Internationalt

Det muslimske Indien vil ud af fortiden

Fremtrædende enkeltpersoner overstråler fattigdommen hos det muslimske mindretal, der blev efterladt ved landets deling i 1947.

Internationalt

På det slidte gulv i et dansestudie i Mumbai (tidligere Bombay, red.), står en ung kvinde i pailletdragt og ryger en cigaret midt i en klynge mandlige og kvindelige dansere.

Det er vanskeligt ikke at lægge mærke til 19-årige Mumait Khan. Hun er tatoveret hen over skuldrene og den nederste del af ryggen, og hendes bugtende dans har gjort hende til en af de mest efterspurgte 'nummerpiger' i den indiske filmindustri, Bollywood.

Et 'nummer' er lokal filmjargon for de vovede musikalske indslag, der bruges i de mange populære hindisprogede film, der produceres her i Mumbai.

Mumait Khan har vundet en hovedgevinst i livets lotteri. Som indisk muslim repræsenterer hun tilsyneladende en selvmodsigelse, der fylder mere og mere i den offentlige debat.

De officielle statistikker fortæller, at Indiens muslimer er dårligere uddannet og hårdere ramt af arbejdsløshed end hinduerne, der udgør et flertal af befolkningen. Men paradoksalt nok stiger antallet af højt profilerede sports- og filmstjerner, politikere og erhvervsledere blandt de 150 millioner indere, der bekender sig til islam.

Succeshistorier
Indiens tennisstjerne, Sania Mirza, landets præsident, Abdul Kalam, og dets rigeste mand, Azim Premji, er alle muslimer. Ganske typisk for de succeshistorier, der tegner denne moderne muslimske genrejsning i Indien, forklarer Mumait sin succes med, at hun har stolet på sig selv og arbejdet hårdt for sagen.

Hun siger, at hun stadig beder og kommer af en troende familie, og at det var fattigdommen, der fik hendes forældre til at overvinde deres konservative indstilling og give hende lov at forfølge en filmkarriere. Det var først, da hendes far blev arbejdsløs og ikke kunne finde fast arbejde igen, at Mumait fik lov til at begynde at danse. Hun tjener i dag mange tusinde kroner per film, og hun har lige købt en ejerlejlighed til 750.000 kroner.

Da vi går gennem beskidte gader og træder over de åbne kloakker i det slumkvarter, hvor hun er vokset op, siger teenagepigen: »Det er det her, jeg kommer fra. Jeg var nødt til at komme væk«.

Men der fokuseres stadig mere på, at succeshistorier som hendes kommer til at overskygge den relative tilbagegang, som landets muslimske befolkning oplever.

Det er også et politisk spørgsmål. Sonia Gandhi, leder af det regerende Kongresparti, har slået fast, at Indiens muslimer er nøglen til at vinde valgsejre og kalder dem for sit partis naturlige allierede.

Sonia Gandhis parti har lanceret en kampagne for at styrke muslimerne, blandt andet ved at indføre kvoteordninger på arbejdsmarkedet og universiteterne.

Hindunationalistiske politikere mener til gengæld, at Kongrespartiet lefler for et formørket mindretal af befolkningen.

Der bor flere muslimer i Indien end i noget andet land, bortset fra Indonesien, og de udgør et stort religiøst mindretal i et erklæret sekulært land med over en milliard indbyggere. Indiske muslimer føler sig ofte presset til ikke at gøre sig uvenner med landets hinduistiske flertal, og derved skiller de sig ud fra deres trosfæller i resten af den muslimske verden.

Afdæmpede protester
Det betyder, at protester mod globale begivenheder, der involverer muslimer, hvad enten det drejer sig om de danske Muhammedtegninger eller den amerikanske præsidents krig mod terrorisme, er forholdsvis afdæmpede i Indien.

Men der er vigtige undtagelser. For nylig krævede en muslimsk politiker i delstaten Uttar Pradesh en af de danske tegnere halshugget og tilbød 70 millioner kroner til den, der udførte mordet.

Et andet slående træk ved den indiske udgave af islam er, at den er stort set ureformeret og virker gammeldags i sammenligning med andre islamiske lande. Præster udsteder jævnligt fatwaer, eksempelvis om den tilladte længde på kvindelige tennisspilleres nederdele.

I Indien kan en muslimsk mand lade sig skille fra sin kone ved at sige talaq ('jeg erklærer os for skilt') tre gange i træk. Det er en skik, der stort set er afskaffet inden for islam. For nylig gav et ældreråd i en landsby i det østlige Indien en mand ordre til at forlade sin kone, fordi han havde sagt talaq tre gange i søvne.

Global magtfaktor
Det mest synlige eksempel på dette ønske om at være 'autentisk' er de karakteristiske fuldskæg og hovedbeklædninger hos de studerende på Darul Uloom (Videnshuset), en madrasa, eller koranskole, i Deoband godt 140 kilometer nordøst for Delhi.

Denne læreanstalt er en global magtfaktor inden for muslimsk undervisning, og 15.000 skoler over hele verden har indført dens dogmatiske version af islam. Darul Uloom spreder ganske vist et budskab om fred, men den fundamentalistiske Talebanbevægelse er faktisk inspireret af dens lære.

Den stigende arbejdsløshed blandt muslimer i Indien har givet skolen flere elever.

»Min far er bonde, men der er intet arbejde at få. Han mente, at det bedste for mig var at blive imam. Folk har jo altid brug for åndelig vejledning«, siger 20-årige Mohammed Arif, der har studeret i Deoband i syv år.

Et udvalg, som landets premierminister nedsatte for at kortlægge arbejdsløsheden blandt mindretalsgrupper, kunne konstatere, at muslimerne i mange områder kun udgør en brøkdel af arbejdsstyrken, selv om de tegner sig for 14,7 procent af den samlede befolkning.

I februar rasede en ophedet debat i parlamentet, fordi den indiske hær havde afvist at oplyse, hvor mange muslimske soldater, landet havde. Hæren måtte spytte ud: Ud af landets 1,1 millioner soldater er kun 29.000 muslimer.

Der er mange, der har spurgt, hvorfor muslimerne, der før subkontinentets deling udgjorde en tredjedel af de væbnede styrker, mon holder sig væk fra indisk militærtjeneste.

Loyalitet
Der en udbredt mistanke om, at muslimerne sympatiserer med Pakistan. Men under de tre krige, som Indien har udkæmpet med Pakistan, var der ingen tegn på manglende muslimsk loyalitet, og striden om Kashmir har heller ikke bredt sig til videre kredse.

Hvad der er mere bekymrende, er, at muslimerne nu halter bagefter selv dalitterne, de urørlige, der betragtes som den laveste sociale klasse.

»Hvad angår uddannelse befinder indiske muslimske mænd i storbyerne sig på et lavere niveau end den tilsvarende gruppe blandt dalitterne«, siger Abusaleh Shariff, der er medlem af det udvalg, som premierministeren har givet til opgave at gennemføre en socioøkonomisk undersøgelse blandt de indiske muslimer.

Forklaringen på, at muslimerne klarer sig dårligt, ligger i en blanding af historie og politik. Da subkontinentet blev delt i 1947, emigrerede det meste af den muslimske over- og middelklasse til Pakistan. De, der blev tilbage, havde ingen ledere og var for de flestes vedkommende fattige, ligesom mange var tynget af dårlig samvittighed, fordi de følte, at det var deres skyld, at landet blev delt.

Både blandt hinduer og muslimer er det ofte deres baggrund, der afgør, hvilket erhverv de får. Det betyder, at fattige håndværkere ofte forventer, at deres sønner overtager deres dårligt betalte job. »Det er grunden til, at 50 procent af bilmekanikerne er muslimer«, siger Abusaleh Shariff. Fædrene overdrager simpelthen butikken til deres sønner«.

Eksperter påpeger, at indiske muslimer, ligesom amerikanere med afrikanske rødder, er blevet ofre for historien og ofre for diskrimination.

Nogle mener, at det ville hjælpe på situationen, hvis man efterlignede USA's politik over for den sorte befolkning.

Særbehandling
Men Zoya Hassan, professor i politologi ved Jawaharlal Nehru-universitetet i New Delhi siger:

»I modsætning til afroamerikanerne er de indiske muslimer ikke organiseret. De har ikke gennemført slagkraftige kampagner for at sikre deres rettigheder. Racisme er selvfølgelig lettere at få øje på end antimuslimske fordomme, men afroamerikanerne har fået hjælp gennem positiv særbehandling, og den politik kunne også gøre gavn her«.

Oversættelse: Tonny Pedersen

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden