Egypten stod bag profetkampagne

Den danske regering beskylder imamer for at have sat brand i Mellemøsten. Ny redegørelse fra den egyptiske regering viser, at det var Egypten, der spredte Jyllands-Postens Muhammedtegninger.

Internationalt



Den egyptiske regering har spillet en langt større rolle i sagen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger, end den danske regering hidtil har oplyst.

En redegørelse fra den egyptiske regering viser, at den gik i gang med at lægge pres på Danmark umiddelbart efter, at statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) i oktober sidste år afviste at mødes med 11 muslimske ambassadører.

Ambassadør advaret
Således kaldte det egyptiske udenrigsministerium kun fire dage efter Foghs afvisning den danske ambassadør i Kairo op til en samtale.

Ifølge redegørelsen, som Politiken er i besiddelse af, krævede en ledende embedsmand på vegne af den egyptiske regering, at den danske regering tog afstand fra tegningerne »for eksempel gennem en officiel erklæring, der fordømmer hån af islam eller af profeten«.

Samtidig blev den danske ambassadør advaret om »en mulig eskalering af problemet«, hedder det i redegørelsen.

Egypten henvendte sig til FN
Da den danske regering undlod at tage afstand fra tegningerne, tog den egyptiske regering allerede i oktober og november kontakt til en lang række muslimske lande samt store internationale institutioner som Den Arabiske Liga og Den islamiske Konferenceorganisation for at lægge pres på Danmark.

Den egyptiske regering henvendte sig også til blandt andre FN's generalsekretær Kofi Annan og EU's udenrigspolitiske koordinator Javier Solana.

Sørgede for at tegninger blev kendt
Hidtil har den danske regering lagt en stor del af ansvaret for den senere eksplosion i sagen over på de danske muslimer, der i december besøgte en række muslimske lande.

Men ifølge den egyptiske redegørelse var det udenrigsministeriet i Kairo - og ikke de danske muslimer - der sørgede for, at Jyllands-Postens tegninger blev kendt i Mellemøsten.

»Udenrigsministeriet havde i forvejen informeret en række egyptiske aviser og blade om antiislamkampagnen i både Danmark og nogle vesteuropæiske lande«, står der i redegørelsen om delegationens besøg.

Det var ifølge redegørelsen også det egyptiske udenrigsministerium, der sørgede for, at den mappe med tegninger, som imamdelegationen til Egypten havde med, blev kopieret og sendt til andre muslimske lande.

Helveg: Belaster regeringen
Tidligere udenrigsminister Niels Helveg-Petersen (R) mener, at sagsforløbet belaster den danske regering.

»Det er nyt for mig, at den egyptiske regering reagerede så kraftigt og så hurtigt. Det burde have fået advarselslamperne til at blinke hos den danske regering og fået den til at indlede damage control«, siger han.

Regering kender ikke til redegørelse
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) ønsker ikke at udtale sig. Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen kender ikke til den egyptiske redegørelse og henviser til Per Stig Møller.

De konservatives politiske ordfører Pia Christmas-Møller kender heller ikke redegørelsen, men kalder oplysningerne for »interessante«. Hun fastholder, at de muslimske delegationer fra Danmark har spillet en vigtig rolle, og at der ikke er grundlag for kritik af regeringens håndtering af sagen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce