0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

    Alt om Valg i Tyskland

Flere danskere vælger at blive i Libanon

Der er kritik af ambassadens indsats for danskerne i Syrien. Men de fleste, der vil hjem, er på vej ud af Syrien og Libanon. Egypten vurderes som et sikkert sted.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De fleste af de danske statsborgere i Libanon har valgt at blive, selv om Udenrigsministeriet opfordrer alle danskere til at forlade landet.

I Syrien har flere danskere ønsket at komme hjem, og de fleste af dem er allerede hjemme eller på vej.

»Vi har været i kontakt med de fleste danskere, og de, der vil hjem, kommer det nu. Det er ikke alle, som ønsker at rejse«, sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K) på et pressemøde i går.

400 danskere i Libanon
Ambassaden i Beirut har kendskab til omkring 400 danske statsborgere i Libanon. En del af dem er af libanesisk oprindelse.

»Kun tre familier har ønsket at rejse hjem, og de er på vej«, siger Lars Thuesen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

I Syrien har ambassaden kendskab til omkring 70 danske statsborgere. 17 af dem har forladt Syrien, eller er på vej, og 6 andre rejser hjem de kommende dage.

»Både i Damaskus og i Beirut har vi haft en mand i lufthavnen til at hjælpe«, siger Lars Thuesen.

I Damaskus var ambassadør Ole Egberg Mikkelsen og alle ambassadens ansatte samlet i ambassadørens embedsbolig, hvor de hele dagen i går arbejdede på at hjælpe danske statsborgere.

Alligevel var der utilfredshed blandt danskere i Syrien. Flere undrede sig over, at de ikke hørte noget fra ambassaden lørdag aften og nat, efter at den danske ambassade var brændt ned af rasende demonstranter og Udenrigsministeriet havde opfordret alle danskere til at forlade Syrien.

Papirer blev brændt
Blandt de utilfredse er fem studerende, som ringede til Udenrigsministeriet og blev lovet hjælp. De hørte intet fra ambassaden og måtte selv arrangere hjemrejsen.

Ambassaderåd Hans Schou siger, at hjælpen til danskere i Syrien besværliggøres af, at mange vigtige papirer gik tabt i branden.

»Det er svært at få overblik over situationen, men folk kontakter os selv. Vi booker flybilletter, og vi kan også lægge ud, hvis folk ikke selv har penge«, siger Hans Schou.

»Vi anbefaler folk at tage hjem, for vores indtryk er, at der er en mere fjendtlig stemning over for danskere end andre udlændinge. Vi har hørt om, at folk er blevet antastet og generet«.

David Lorentzen er selv rejsearrangør og har kontakt med mange danske rejsende i Syrien. Han undrer sig over, at ambassaden ikke kontaktede ham før i går.

»Der har været tale om meget dårlig kommunikation«, siger David Lorentzen.

Egypten er det største rejsemål for danske turister i Mellemøsten. Fra efterårsferien til påskeferien rejser 2.500 danskere hver uge til chartermål i Egypten.

»De fleste rejser til denne vinter er solgt, og der er meget få, som vælger at annullere deres rejse«, siger salgsdirektør Stig Elling fra Star Tours. »Til gengæld er det småt med salget af nye rejser til Egypten«.

Folk vender tilbage
Tunesien og Marokko er mindre rejsemål i regionen, og de er endnu ikke påvirket, oplyser Stig Elling.

Star Tours har ingen planer om at hente turister hjem fra Egypten og advarer heller ikke imod at købe solferie i Egypten.

»Vi følger meget nøje Udenrigsministeriets anbefalinger og får også informationer fra vores egne folk på stedet. Det er helt sikkert at være på de egyptiske feriesteder i øjeblikket«, siger Stig Elling. Han forventer, at de danske turister hurtigt vil begynde at købe rejser til Egypten igen, når den nuværende krise er overstået.

»Det har vi set tidligere ved for eksempel terrortrusler. Jeg tror, at danskerne har vænnet sig til en urolig verden. Men i denne situation kan det være sværere at forudse, fordi konflikten har en anden karakter, og der har været historier om, at vesterlændinge blev jaget på hotellerne«, siger Stig Elling.

Turisme er en væsentlig indtægtskilde for Egypten, så landets økonomi kan blive ramt hårdt, hvis den aktuelle krise får turisterne fra Danmark og resten af Europa til at holde sig væk.

I går var det endnu uklart, om også de to danske ambassadører og de ansatte på ambassaderne skal hjem.

»Jeg forbeholder mig alle diplomatiske skridt. Men vil lade det hænge i luften, indtil vi har hjulpet alle de danskere, der vil hjem«, siger Per Stig Møller.