0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Livet genopstår i ruinerne i Pakistan

Enkelte bulldozere brummer og støver i Balakot, som var blandt de hårdest ramte under jordskælvet. Hele byen skal rejses forfra, og de overlevende er mere optaget af telte, tæpper og toiletter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Over broen, på den østlige side af Balakot, ligger ruinerne tæt som et gråt tæppe over bakkerne. - Foto: Jan Grarup

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Byen er så småt ved at vågne fra de døde - to måneder efter, at jordskælvet jævnede næsten hvert eneste hus med jorden og tog tusindvis af indbyggere med.

Sådan en vækning går ikke stille af.

Langs Balakots hovedgade brøler et par af militærets bulldozere, og et trykluftbor hamrer øredøvende for at knuse de nedstyrtede betontage i mindre flager, som gravemaskinerne kan fjerne i store, beskidte støvskyer.

»Alting er blevet så dyrt«
På den anden side af gaden er grøntsagsboder genopstået i murbrokkerne.

Fletkurve med røde løg, brune bønner og gule appelsiner langs vejkanten. Slagteren er ved at partere en ko på den bare jord. Kødet bliver hugget ud med økse og solgt fra 'butikken', et skur af bræddestumper og en laset presenning.

Og i et hus med revnede mure, der læner sig faretruende til siden, har tøjhandleren hængt sjaler og klæderuller op på de skæve hylder. Men omsætningen går trevent, selv om det myldrer med mennesker på hovedgaden.

»Det har vi ikke råd til. Den smule penge, vi har tilbage, bliver brugt til at købe mad for. Alting er blevet så dyrt, meget dyrere end før jordskælvet«, siger Nakash Ali beklagende.

Trods den snavsede blå dynejakke står han og småfryser midt i morgenmylderet.

Ruinområde
Han viser vej væk fra hovedgaden og ned mod floden, hvor stilheden står i skarp kontrast til larmen deroppe.

Her er et kæmpemæssigt ruinområde, som indtil jordskælvet var et marked med snesevis af butikker op til tre etager høje. Nu er det bare murbrokker, klemt sammen under tonstunge betonplader, som engang var taget. Hele molevitten er skredet ned ad skrænten, så den nederste del er faldet ud i floden.

Her larmer ingen maskiner. Kun folk, som forsøger at hamre brugbare mursten fri, eller smadre betonklodser med mukkerter for at frigøre jernstængerne indeni.

De kan genbruges, når nye betonhuse engang skal rejses. Det er både slidsomt og langsommeligt, men det giver da i det mindste varmen.

Syv døde familiemedlemmer
Nakash Ali peger på et sted i den kæmpemæssige ruinhob:

»Her var min fars butik«.

Beviset er butikkens navneskilt af blik, som stikker op mellem brokkerne. Faren handlede med bomuldsstoffer. Det forklarer tøjlaserne på stedet. Den smule, der kunne reddes, er gravet fri.

Men først skulle farens lig op, så han kunne blive begravet ordentligt.

»Syv af mine familiemedlemmer døde, nu er vi kun mig, mor og to søstre tilbage«, forklarer Nakash Ali.

Sodsværtet ruin
Familien Ali har været velbeslået før jordskælvet. Familiens hus ligger ved siden af markedet, lige bag en moske.

Men stueetagen er faldet sammen, og resten er kun en sodsværtet ruin.

Moskeen har lidt samme skæbne, de fire etager er reduceret til tre meters kompakte murbrokker. Men det afskrækker ikke de troende i området.

Bedemåtter bliver rullet ud foran resterne af det gudelige hus, og knæfald følger knæfald til Allahs pris.

Vinteren truer
Også her truer vinteren: I et hjørne er opstillet et telt, der skal være bedeplads, når sneen falder.

De fem overlevende medlemmer af familien Ali bor også i et telt - ligesom resten af Balakots 30.000 indbyggere.

Dermed er de bedre stillet end mange af indbyggerne i de omliggende landsbyer i bjergene, som stadig mangler det mest fornødne.

I markedets ruiner vandrer en ældre, rynket mand rundt - tilsyneladende uden mål. Det er Abdul Rakhman fra landsbyen Makanmuri i bjergene bag Balakot.

Han er »omkring 60 år« og er i byen for finde et telt til sin familie deroppe, men han aner ikke, hvor han skal lede efter det.

Ikke flere telte
»De siger alle sammen, at der ikke er flere telte«, forklarer han og ser helt fortvivlet ud. Han fatter ikke, hvordan alle her nede i byen kan bo i telte, når han ikke kan få fat i et eneste.

Træt og opgiven