0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Miljøkatastrofe truer efter orkanen Katrina

Det stillestående vand i New Orleans er en suppe af kemikalier og menneskeligt affald, som truer med at forgifte de omkringliggende områder, når det pumpes væk. Eksperter advarer om miljøkatastrofe i de skrøbelige vådområder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
AP
Foto: AP

Vandet har gennemtæret denne olietank i Port Sulphur syd for New Orleans. Olien er nu begyndt at sive ud i floden. - Foto: APA!

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den giftige blanding af kemikalier og menneskeligt affald i det vand, der dækker New Orleans, skal pumpes ud i Mississippi-floden eller Pontchartrain-søen.

Dermed er der ifølge eksperter øget risiko for en miljøkatastrofe efter orkanen Katrina.

Skrøbelige vådområder
Det påtrængende behov for at pumpe vandet ud af den oversvømmede by kan udløse fiskedød og forgifte de skrøbelige vådområder omkring New Orleans og Den Mexicanske Golf ud for Mississippi-flodens munding.

De lokale og føderale myndigheder er begyndt at foretage vandanalyser. Miljøeksperter mener, at det stinkende, stillestående vand, som dækker New Orleans' gader, formentlig indeholder rester af alle mulige stoffer.

»Hvis man laver en liste over de kemikalier, man har i sit eget hjem, bliver den alenlang«, siger Ivor van Heerden, leder af et center under Louisiana State University, som forsker i orkaner og deres konsekvenser for befolkningens sundhedstilstand.

»Og det er bare et privat hjem. Tænk på hvor mange kemikalier, der er i et industrianlæg«, siger han. »Eller et rensningsanlæg«.

Plumret flodvand
Benzin, diesel, kølervæske, klor, afføring, syre, alkohol og en lang række andre stoffer skal skylles ud af fabrikker, raffinaderier, hospitaler og andre bygninger.

I Metairie øst for New Orleans er flodvandet plumret og brunligt, og det stinker af brændt svovl. Vandet er dækket af en tynd oliefilm.

Folk, der har vadet i vandet, siger, at de kun kunne se 2-5 centimeter ned i det, og at der var mange affaldsstoffer på og under overfladen.

Jo længere vandet bliver liggende i gaderne, desto større risiko for, at tanke med benzin og kemikalier - eller almindelige husholdningers flasker med alt fra klor til shampoo - lækker, siger eksperterne. Ifølge myndighederne kan det tage op til 80 dage at få vandet ud af New Orleans og omegn.

Endnu en katastrofe
Ivor van Heerden og Rodney Mallett, kommunikationschef ved Institut for miljøundersøgelser under Louisiana State University, siger, at der tilsyneladende ikke er noget alternativ til at pumpe vandet ud i Lake Pontchartrain eller Mississippi-floden, som munder ud i Den Mexicanske Golf - en vigtig gydeplads for mange fisk.

»Jeg kan ikke se, hvordan vi skulle kunne rense alt det vand«, siger Mallett. Resultatet kan blive endnu en katastrofe i det sydlige Louisiana, siger Harold Zeliger, ekspert i giftstoffer og vandkvalitet fra Florida.

»Det vil faktisk dræbe alt liv i de pågældende vådområder«, siger han.

Milliarder af liter
Det er uvist, hvor meget vand, der er i New Orleans.

Ifølge Van Heerden er der tale om milliarder af liter. Forskere fra Louisiana State University vil forsøge at få et overblik over det ved hjælp af satellitfotos og computermodeller.

Biologisk rensning af vandet ville tage tid og forudsætte, at man bygger enorme tanke, hvor vandet kan opbevares. Det anses for at være en umulighed, især i lyset af det folkelige krav om at få vandet hurtigt ud af byen.

Mallet siger, at hans institut har ansvaret for områdets vandmiljø i en situation, hvor det hverken kan gøre fra eller til.

»Det huer os ikke. Men for samfundets og borgernes skyld er det formentlig bedst at pumpe det ud«, siger han.

Muggen breder sig
Når vandet først er væk, venter der nye problemer, fordi byen vil være fuld af mug, som i visse tilfælde er giftig, siger eksperterne. Efter lignende store oversvømmelser har man været nødt til at skrælle de yderste lag af bygningerne eller rive dem helt ned til grunden.

»Hvis et hus står halvt under vand, bliver alt, hvad der er oven vande, dækket af mug. Når vandet forsvinder, breder muggen sig til resten«, siger Zeliger. »Det bliver nødvendigt at rive de fleste huse ned«.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen