0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Velkommen til Helvede i Meulaboh

»Velkommen til Helvede« står der med graffitibogstaver på en grå mur i Meulaboh. Den by i Indonesien, der er hårdest ramt af jordskælvet og den efterfølgende flodbølge, der tog det meste med sig - inklusive 18.000 menneskeliv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen,,,Politiken
Foto: Finn Frandsen,,,Politiken

Enken Rohati mistede fire af sine fem børn, da flodbølgen skyllede ind over Meulaboh på Sumatra. - Foto: Finn Frandsen

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvornår er et menneske ikke mere? Hvor meget kan det bære?

Rohati har nået sin grænse, nu græder hun det meste af tiden. Om aftenen, når hun forsøger at sove oppe på skolen, og nu da hun står med fødderne i det sand, der dækker resterne af hendes hjem.

Det lå der, hvor bugten ud for Meulaboh stikker en tunge ind i landet, i dag er her roligt, men for ni dage siden åbnede vandet sig som en brølende mund og fortærede en hel bydel.

Et barn tilbage
Rohati har fundet noget tøj i ruinerne; det er ikke hendes eget, men det er det eneste, hun og datteren kan få fat i, og de oprindelige ejere skal alligevel ikke bruge det mere. Så hun vasker tøjet og lægger det til tørre på betonfundamentet, der bar en nabos hus. Og græder.

»Jeg kan ikke holde op, hvad skal jeg gøre?«.

Hun har ét barn tilbage, ét liv skal fortsætte, så derfor står hun her og roder efter noget, der kan blive hendes ejendele. Allerede før vandet kom, havde Rohati mistet sin mand, men selv om livet ikke er nemt for enker i den fattige Aceh-provins, klarede hun sig med sin grøntsagsbod på markedet. Og satte hver dag mad på bordet til sine fem børn, som var ved at blive voksne - nu har havet stjålet frugten af hendes hårde arbejde.

Fire af de fem børn mellem 8 og 18 år forsvandt, da jordskælvet lige ud for Sumatras kyst skabte en bølge, der tog det meste med sig.

Nu kan man høre fuglene
Der er underligt stille omkring Rohati, hun boede engang i en summende hektisk bydel for enden af Meulabohs forretningsgader med hoteller og butikker. Nu kan man høre fuglekvidder og havet, der puster ude bag de overlevende palmer.

Hun står alene i sandet, et betondæksel til en brønd, et par fundamenter, et bildæk og lidt drivtømmer bryder sandets grå overflade, men ellers er naturen vendt tilbage.

På den anden side af kystvejen begynder et kilometerbredt bælte, hvor næsten alt er lagt ned. En kvinde med blå parasol roder gennem brokkerne i middagssolen, men ellers er der stille. Kraftige murstensvægge er splintret, en betonmur står tilbage et sted, men ellers ligner området en losseplads uden meget liv.

Her levede og døde tusinder af mennesker. Der er ingen præcise tal på antallet af indbyggere i Meulaboh før katastrofen, mange siger 40.000, men der er også tal op mod 90.000. Dødstallet er også usikkert, myndigheder og nødhjælpsorganisationer vil helst ikke gætte, men regner med 15.000 eller 18.000 dræbte, måske flere.

Svær transport
Og flere vil følge i de kommende dage, for Meulaboh er ikke kun uheldig ved at ligge tæt på jordskælvets epicenter ude i havet, byen er også svær at nå med den nødhjælp, der er så voldsomt brug for.

Havnene kan ikke bruges, og vejen op til Banda Aceh på Sumatras nordspids er beskadiget. En lastbil skal bruge op mod to døgn på den tur - og Banda Acehs mange indbyggere har selv brug for den hjælp, der når frem. Meget af det vand, mad og forsyninger, Meulaboh savner, står i Medan på øens østside, men man kan ikke køre over bjergene, og så er der kun luftvejen tilbage.

Men den landingsbane, der ligger en halv time fra Meulaboh, blev ødelagt af vandet, højest en fjerdedel af den er intakt og tillader kun små fly at lande. Derfor mangler katastrofeofrene på vestsiden af Sumatra det meste.

Sår i gult og brunt
Turen ind med fly viser, hvor hårdt området er ramt. Først folder de grønne bjerge sig hen over øens midte, så bliver de til skråninger ned mod havet. Der er frodigt og tropegrønt. Så på kanten af det blågrønne vand er der noget brunt og gult som et sår i det levende landskab. Ind i mellem skinner hvide bølgebliktag som knoglestumper i de døde farver, der er ingen bevægelse at se.

Fra landingsbanen kører lastbilen gennem et område, der har været så fattigt, at der ikke engang er murbrokker tilbage. Husene har været bygget af brædder, og kun taget vidner om, hvor der engang har boet mennesker.

Asfaltflager så store som badmintonbaner er brækket af vejen og smidt til side, mens lårtykke telefonpæle i beton ligger knækket i mudderet. En gang imellem er der et hus, eller en landsby, hvor livet er ved at vende tilbage. Nogle drenge står på et fundament og brækker i et stykke armeringsjern, kvinder laver mad i det fri, mens mænd brænder knækkede planker af.

Vandbøflerne følger det hele, og bålene spreder et røgslør af uvirkelighed over stedet. Flere af broerne er delvist ødelagte, et sted er et hul lukket med store bjælker, bilerne balancerer på.

300 patienter om dagen
Og så slår vejen et knæk ind i landet, derind, hvor bølgerne ikke har været. Her begynder selve Meulaboh, og denne del af byen er i live.

Trådnet-paraboler rækker ud mod verden fra mange huse, små haver med spraglede blomster og boder, der sælger bananer. Selv et madhus kan man spise i, hvis man har penge.

Midt i området ligger hospitalet. Her forsøger et lægehold fra japansk Røde Kors og Singapores militær at behandle 300 patienter om dagen. Der er ikke så mange, som man skulle tro, en uge efter flodbølgen. De fleste af dem, der blev såret ved katastrofen er allerede døde, infektioner er svære at holde stangen i det fugtige klima, og mangel på rent vand gør det ikke nemmere.

Tirsdag døde tre patienter af stivkrampe; hospitalet mangler personale - mange af de lokale læger og sygeplejersker døde sidste uge - medicin, vaccine og kirurgiske instrumenter.

Læben skal sys
Høje skrig fra skadestuen fortæller, at der ikke er råd til at lokalbedøve patienter, der skal sys i ansigtet. Heller ikke når det drejer sig om en dreng på otte-ti år. Han ligger på ryggen, mens tre voksne holder ham, faderen, der har greb om hans ben, ser væk, mens lægen syr drengens læbe sammen. De nøgne brune tæer krummer sig, hælene sparker i madrassen, og han skriger, så folk ude i køen strækker hals for at se, hvad der foregår.

Lidt efter går han derfra med et stort plaster under den skrabede næse og et forurettet blik mod verden.

En kvinde i tyverne er blevet rullet den anden vej, hun kommer i bedste fald først på benene om lang tid. Der hvor hendes højre knæ skulle være, er der et dybt sår på størrelse med en håndbold, sorte skorper og gråhvidt kød viser, at skaden ikke er ny.

Læger og fluer summer over såret, inden hun bliver rullet ind på en stue. Lægen fra Singapore er ikke optimist: »Som udgangspunkt tror man, at behandlingen kan lykkes, men det bliver svært... «.

Flere patienter står i kø uden for, og en japansk sygeplejerske, der stod på flyvepladsen for en time siden har smidt sine tasker og løber efter en kollega, der er på vej til en patient med stivkrampe.

Udenfor er trafikken i gang i den levende del af byen. Den stilner af, når man nærmer sig vandet. Lugten af lig siver ud gennem murbrokkerne.

Der er ikke så mange lig i Meulabohs gader, mange af dem, der blev dræbt af jordskælvet og flodbølgen, er taget med ud af havet. Men de frivillige ambulancefolk i det lokale Røde Kors' firehjulstrækker har alligevel fundet og begravet 70 i løbet af denne dag.

Føler sig heldig
Lugten hænger ved, mens de kører langsomt forbi det, der var et boligkvarter engang. Her kan man finde alting og ingenting. En barneseng med gule hjørnestolper, en håndvask, en cykel, en natpotte og en fiskekutter.

»Welcome to hell«, står der med blå graffiti på en grå mur.
Det højeste punkt i det store område er en mager mand i beskidte beige shorts og blå t-shirt. Han står på et betondæk, der engang var førstesalen på hans hus.

Basuki Rahmat er ansat i Undervisningsministeriets personaleafdeling, en mand med en pæn karriere, et godt hus og en stor familie. Nu er hans hjem er væk, han sover på en skole, og 11 af hans slægtninge døde i sidste uge. Alligevel synes han, at han er heldigere end de fleste heromkring.

»Min kone og mine tre børn blev reddet, vi løb, da vandet kom«.

Og nu er han tilbage for at se på huset, hver dag fra morgen til aften står han og den store søn her og forsøger at vriste lidt værdier ud af ruinen. De bliver i Meulaboh, fastslår Basuki med træt, men fast stemme:

»Vi kan rejse byen igen, men det vil kræve lidt hjælp udefra. Vi bliver her og bygger et nyt hus, for vi kan stole på Gud, og jeg har stadig min familie«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter