0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

    Alt om Valg i Tyskland

Oprørsleder dræbt i Yemen

Et mere end to måneder langt oprør, der har kostet mere end 600 livet, er slut, siger Yemens regering.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Yemens regering glædede sig i går over det, de kaldte afslutningen på et blodigt oprør i landets nordlige del. Oprørslederen, den rabiate præst Hussein Badreddin al-Houthi, blev i går morges dræbt af regeringssoldater sammen med »dusinvis« af hans folk.

Kritikere af regeringen siger dog til en lokal avis, at oprøret ikke af den grund er slut, og at al-Houthi vil blive hævnet.

Glæde i Washington
Al-Houthis død vil sikkert sprede glæde i Washington, idet han var en hård kritiker af USA. Det amerikanske udenrigsministerium sætter Yemen som det næststørste rekrutteringsland for terrornetværket al-Qaeda, kun overgået af Saudi-Arabien.

Ganske vist mener de fleste analytikere ikke, at al-Houthi havde forbindelse med al-Qaeda. Men al-Houthi var en vigtig modstander af Yemens alliance med USA.

'Tilbagevenden til hverdagen'
I en fælles erklæring fra Yemens forsvars- og indenrigsministerier er der tydelig tilfredshed med oprørslederens død.

»I dag er militæraktionerne for at nedkæmpe oprøret indledt af den såkaldte Hussein al-Houthi og hans tilhængere slut, med drabet på al-Houthi og flere af hans nærmeste folk (...) Præsident Ali Abdullah Saleh opfordrer alle borgere, der blev ramt af kampene, til at vende tilbage til deres hjem og deres dagligdag«, hed det i erklæringen fra ministerierne.

Forud var gået mere end to måneders hårde kampe, der ifølge myndighederne har kostet mindst 600 oprørere og regeringssoldater livet. En mindre borgerkrig, der har været stort set overset.

Kampe ved hulekompleks
Ministerierne oplyser, at regeringssoldater i tre dage havde omringet et hulekompleks omtrent 240 kilometer nord for hovedstaden Sanaa.

Fredag morgen rykkede soldater efter en særlig hård skudveksling ind i en af hulerne og fandt al-Houthi død.

Yemen havde indsat 2.000 soldater til at nedkæmpe oprøret i den bjergrige nordvestlige provins Saada, hvis landskab - og traditioner - minder meget om Afghanistan.

Her er det den lokale klan, der har magten, ikke regeringen. Præsident Salehs magt omfatter kun omtrent halvdelen af Yemen, resten kontrolleres reelt af lokale ledere, der indimellem ligger i kamp med regeringsstyrker.

60 mio. skydevåben
Og da Yemen er et af verdens mest bevæbnede lande - anslået 60 millioner skydevåben til 19 millioner indbyggere, eller godt tre til hver - går det normalt ikke stille af.

Men al-Houthi var regeringens fjende nummer et, i og med at han var en usædvanligt klar kritiker af regeringen, lige fra dens alliance med USA til anklager om korruption.

Hans tilhængere hævder, at det især var det sidste, der fik regeringen til at udlove en dusør på 350.000 kroner for ham. Menneskeretsorganisationer har gentagne gange anklaget præsident Saleh for at udnytte den såkaldte krig mod terror til at slå hårdt ned på landets opposition, især de religiøse kræfter.

Religiøse ledere får direkte opfordring
Al-Houthi, der tilhørte landets shiamuslimske mindretal - omtrent 30 procent af befolkningen - havde opbygget bevægelsen Den Troende Ungdom omkring sig.

I erklæringen fra de to ministerier opfordredes de religiøse ledere i Saada-provinsen nu til at opdrage borgerne til »korrekte islamiske værdier«, skriver det nationale nyhedsbureau Saba.

Anonyme tilhængere af al-Houthi siger dog til internetudgaven af oppositionsavisen Yemen Times, at »trods hans død vil oprøret fortsætte, og flere af hans loyale tilhængere vil ofre deres liv for at hævne ham«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement