0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Menig bliver syndebuk i USA

Forsvareren for den torturanklagede amerikanske soldat Lynndie England siger, at hun får skylden for overgreb i Irak, så Det Hvide Hus og forsvarsministeriet Pentagon slipper fri.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Menig Lynndie England blev berygtet over hele verden, da fotos fra Abu Ghraib-fængslet i Bagdad afslørede, at hun og andre amerikanske soldater havde torteret irakiske fanger. Men Englands forsvarer mener, at hun er gjort til syndebuk, og at de ansvarlige skal findes i Det Hvide Hus og forsvarsministeriet Pentagon.

Under et forberedende retsmøde i går ved en militærdomstol i Fort Bragg i delstaten North Carolina startede vidneafhøringer, som skal fastslå, om bevismaterialet mod England er tilstrækkeligt til at stille hende for en krigsdomstol.

13 anklagepunkter
Anklagemyndigheden vil føre 25 vidner heriblandt England selv under retsmødet i Fort Bragg, som ventes at vare ugen ud. England anklages for i 13 tilfælde at have forøvet overgreb eller tortur mod irakiske fanger.

Desuden anklages hun for i seks tilfælde at have været i besiddelse af billeder med seksuelle motiver. Ingen irakere er med på sexbillederne.

På de mest chokerende billeder holder England en irakisk fange i hundesnor, og på andre peger hun grinende på nøgne fangers kønsdele. Maksimumstraffen for hver af de 19 anklagepunkter er fem år, men England risikerer højst 38 års fængsel.

21-årige England er gravid i syvende måned med en af de andre torturanklagede, sergent Charles Graner.

Forsvarer afviser
To gange er det forberedende retsmøde blevet udsat. 12. juli bad forsvaret om en ny militæradvokat til at hjælpe Englands civile advokat. Endnu en høring blev udskudt, da en civil forsvarsadvokat trådte tilbage af personlige årsager.

England har nu flere advokater til at tale sin sag gratis. En af dem er Rick Hernandez fra Denver i Colorado. Han sagde i går til tv-stationen CNN, at regeringen forsøger at gøre England til syndebuk for torturskandalen i Abu Ghraib. Hernandez er overbevist om, at soldaterne i Irak kun begik overgreb mod og torterede fangerne i Irak, fordi det var godkendt helt fra oven.

»Menig England er ikke den eneste sorte plet på militæret på grund af Abu Ghraib-skandalen«, sagde Hernandez og tilføjede, at han vil indkalde vidner på så højt niveau som muligt.

»Kun regeringen og militæret sætter grænsen«.

Rumsfeld som vidne
Hidtil har forsvarerne ikke haft held med sig og siger, at de ikke har fået lov til at afhøre vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld i vidneskranken. Selv siger England, at hendes forsvarere har fuldstændig ret, og at hun kun udførte ordrer. I maj fortalte England en lokal tv-station i Denver, at andre fik hende til at posere på billederne:

»Jeg fik besked på at stå der, holde tommelfingeren op og se ind i kameraet«.

Bagefter fik hun og hendes medanklagede at vide, at de gjorde et godt job, og at det virkede over for fangerne.

General enig
General Janis Karpinski var ansvarlig for militærpolitiet, som havde opsynet med fængslerne i Irak, da torturen fandt sted. Til BBC-radio sagde Karpinski i går, at afhøringsmetoderne blev holdt skjult for hende, og at hun ikke vil blive overrasket, hvis både Pentagon og Det Hvide Hus er indblandet.

Hvis Karpinski har ret, kan det betyde, at torturen var godkendt og langt mere systematisk end hidtil antaget. Janis Karpinski selv er suspenderet, men der er ikke rejst tiltale mod hende.