Arkivfoto: AP

Arkivfoto: AP

Internationalt

Åd sig usund på McDonalds

I en måned indtog den amerikanske filminstruktør Morgan Spurlock alle sine måltider på McDonald's. Hans kolesteroltal skød i vejret, hans lever blev belastet, og efter tre uger rådede hans læge ham til at droppe forsøget. Men Spurlock fortsatte, mens han flittigt filmede forløbet. Og nu er dokumentarfilmen 'Super Size Me' på vej til Danmark.

Internationalt

Det var på den store amerikanske ædedag. Thanksgiving 2002. En aften sidst i november, hvor de amerikanske familier mødes om noget, de virkelig mestrer: At spise. Også instruktøren Morgan Spurlock havde fortæret sin del af den traditionelle kalkun. Nu sad han og slog mave i sofaen, propfuld af fjerkræ, mens han glanede på fjernsynet, hvor der kørte et indslag om to overvægtige piger, der havde anlagt sag mod fastfoodkæden McDonald's, som de holdt ansvarlig for deres fedme.

»Da jeg først hørte om retssagen, tænkte jeg, at pigerne var skøre«, siger Morgan Spurlock, da Politiken møder ham forud for dolkumentarfilmen 'Super Size Me's premiere i København.

»At sagsøge et firma, som sælger dig mad, som du selv har valgt at spise«, griner han.

Men hen ad vejen blev han mere opmærksom på McDonald's metoder, siger han. Hvordan de målrettet udsøger sig børn som kunder og tilsætter 'utroligt mange stoffer' i noget så simpelt som en kylling.

»Mens jeg sad i sofaen, kom McDonald's talsperson på skærmen og sagde: Vores mad er sund. Den er god for dig. Og så tænkte jeg: Well, hvis det er godt for mig, må jeg jo kunne leve af mad fra McDonald's 30 dage i træk. Morgen middag og aften. Uden bivirkninger«.

Og dermed var manuskriptet til dokumentarfilmen 'Super Size Me' sådan set skrevet. To måneder senere var Morgan Spurlock i gang med optagelserne. Han har tidligere arbejdet som skribent, instruktør og producent på alt fra reklamer over musikvideoer og til tv-show. Dette er hans første film i fuld længde. Og ikke så lidt af en succes. I de forgangne uger har filmen fået en forrygende modtagelse i USA, og nu gør Morgan Spurlock klar til også at lade resten af verden bevidne hans månedlange kulinariske rejse op og ned ad McDonald's menukort.

»Den amerikanske livsstil er jo ikke bare amerikansk længere. Den breder sig over hele verden. Vi har eksporteret den ...«, begynder han, før latteren lukker sig om ordene.

»... til fine folk som jer, så I kan få del i denne vidunderlige gave«.

Bræk ud af vinduet
Først fik den 33-årige Morgan Spurlock foretaget et helbredstjek. Han var i ualmindeligt god fysisk form, viste det sig. Fin kondition, lavt kolesteroltal og alle vitale organers arbejdsindsats var upåklagelig.

Reglerne var enkle:

1. Han måtte kun spise, hvad han kunne købe hos McDonald's.

2. Skulle indtage tre måltider hver dag.

3. Måtte kun bestille ekstra størrelse, super size, hvis ekspedienten tilbød ham det, men skulle så også gøre det.

4. Og skulle i øvrigt spise alle retter på menuen mindst én gang.

Tre uger senere var han otte kilo tungere, hans fedtprocent var steget fra 11 til 18 og hans kolesteroltal lå 30 procent højere. Imens var hans blodsukker faldet og såvel lever som nyrer havde det skidt.

»Mit råd til dig er, at du holder op nu«, sagde den ene af de tre læger, der nidkært fulgte Morgans fysiske tilstand under det månedlange McÆdegilde.

»Hvis du var alkoholiker, ville jeg sige, at du kunne dø af det«.

Filmen er en 98 minutter lang, temmelig slagfærdig, ikke altid lige nøgtern, men ofte morsom og til tider ligefrem makaber march rundt om begrebet fast food. Der er scener, hvor Morgan Spurlock taler med andre kunder. 'Heavy users', som de ansatte i McDonald's kalder stamgæsterne. Hvor han hænger ud af sin bil og brækker sig efter en overdosis burgermad. Får middagen bragt hjem og rejser tværs over det amerikanske kontinent uden nogensinde at måtte køre langt for at få kalorier indenbords. For at tilnærme sin livsstil til det amerikanske flertal begrænser han sine udfoldelser til højst 5.000 skridt om dagen. Og selv om der ligger 83 McDonald's restauranter alene på Manhattan, må han derfor ofte tage en taxi.

Alt imens han strør om sig med foruroligende tal.

Som for eksempel at 37 procent af amerikanske børn og unge er for tykke. At to ud af tre voksne amerikanere er overvægtige eller lider af fedme. At pomfritter er den mest spiste grøntsag i USA. At et ud af tre amerikanske børn født i år 2000 vil udvikle sukkersyge i løbet af deres liv. At overvægt, hvis ikke der sættes ind, vil overhale rygning som den førende livsstilsbetingede årsag til dødsfald i Amerika.

Jeg, en laboratorierotte
Men er filmen troværdig?, spørger jeg ham. Er det en videnskabelig film, eller er det propaganda?

»Jeg ville lave en film, der undersøger fedme-epidemien på en måde, som gør det tilgængeligt for folk. For mig er filmen lige så meget en komedie som en dokumentar«, siger han.

»For når du begynder at grine, forsvinder dine forsvarsværker. Du lader paraderne falde og bliver modtagelig for ideer og tanker, vi har lagt i filmen. Jeg tror, at det er en del af grunden til, at folk er påvirket af filmen, når de forlader biografen. De har moret sig«, siger han og fortsætter med en nynnen.

»Der er en sang i Mary Poppins, der hedder: 'Kom lidt sukker i skeen, hvis din medicin er sur'«.

»Vi har ikke kontrolgruppe og alt muligt. Jeg optrådte bare som laboratorierotte. Selvfølgelig kunne det have været mere videnskabeligt, men man kan ikke diskutere med tallene. Jeg fik foretaget undersøgelser af tre læger undervejs og fik undersøgt mine blodprøver på tre forskellige laboratorier«.

Efter filmens amerikanske premiere har McDonald's beskyldt Morgan Spurlock for at fordreje kendsgerningerne. Han fik for lidt motion, har de anført. Og spiste simpelt hen for meget.

I 'Super Size Me' ser det virkelig ud til, at Morgan Spurlock bevidst tvinger mere mad i sig, end han egentlig har sult til. Men det afviser han kategorisk.

»Jeg spiste ikke altid op. Og nogle af de her superstore burgere er altså så enorme, at det er umuligt«.

Morgan Spurlock havde det elendigt, mens han var på burgerdiæten, siger han. Først blev han bare træt og deprimeret. Senere begyndte det at knibe med potensen. Han fik hovedpine, som først forsvandt, når han igen kastede sig over burgere og pommes frites.

»Når jeg spiste, fik jeg det skønt, blev mit gamle jeg igen, men en time til halvanden senere var jeg helt flad«, forklarer han.

»Sukker løfter dig jo op. Det samme gør fedt og koffein. Men når kroppen begynder at lagre fedtet, lukker du ned. Efter 9-10 dage begyndte jeg at trænge til maden. Jeg spiste, men en time eller to senere var jeg sulten igen«.

Det er Ronald!
Morgan Spurlock fik kun halvdelen af de vitaminer og mineraler, han havde brug for, erklærede en ernæringsekspert, der analyserede, hvad han fik indenbords i løbet af dagen.

»Det er vel derfor, at jeg blev sulten igen. Din krop fortæller dig, at du ikke giver den, hvad den trænger til«.

Undervejs i filmen interviewer Morgan Spurlock en lang række mennesker. Fra ernæringseksperter og til børnehavebørn. Sidstnævnte har, da de får vist billeder af forskellige kendte personligheder, svært ved at genkende Jesus. Undtagen én, der gætter på, at det er George W. Bush. Derimod kan alle børnene straks sætte navn på McDonald's' klovnefigur Ronald McDonald.

»Det mest overraskende for mig i hele filmen var opdagelsen af, hvad vi tilbyder børnene i skolerne. I USA undrer vi os over, at vores børn bliver så tykke. Imens skærer vi gymnastiktimerne ud af deres skemaer og fjerner ernæringslære. Og når de går til frokost, er det som at blive sluppet løs i en 7-Eleven. Kantinerne er fyldt med slik og sodavand og is og pomfritter. Og det er frokost!«.

Når Morgan Spurlock selv får børn, vil han gøre et stort nummer ud af at samle familien om middagsbordet, siger han.

»Det er forsvundet i Amerika. Forældre kommer hjem med noget takeaway, og så sidder man rundt om fjernsynet og spiser«, siger han.

»Min egen uddannelse i at spise foregik rundt om middagsbordet. Min mor fortalte, hvad der var godt for mig, hvad jeg skulle spise ofte, og hvad jeg skulle passe på med. Men det finder ikke længere sted. I Amerika er køkkenerne efterhånden det mindst brugte rum«.

Svedeturene
Da Morgan Spurlock omsider var færdig med sit månedlange McDonald's ædegilde, havde han taget 11 kilo på.

»Da jeg begyndte at spise almindeligt igen, havde jeg det ligesom en stofmisbruger på afvænning«, siger han.

»Efter et døgn fik jeg hovedpine. Det fortsatte et halvt døgn. Hele min krop begyndte at gøre ondt. I perioder svedte jeg. Fik rysteture, hvor mine hænder rystede, når jeg greb om ting. Typiske symptomer på, at du er på afvænning«.

Hvad var du afhængig af?

»Når du spiser meget fedt, sukker og koffein, vænner din krop sig til det og forlanger mere af det«.

»I filmen kan man se, hvad der skete for mig. Og næste gang folk passerer en fastfood restaurant, går de måske ikke ind. Eller går i hvert fald udenom de superstore colaer, burgere og is. Hvis folk bliver bevidste om de valg, de træffer, har vi gjort det virkelig godt«, siger Morgan Spurlock, der måtte slås i adskillige uger, før det lykkedes at smide de 11 kilo, han havde taget på under optagelserne, og som stadig mærker effekten af sin burgermaraton.

»Lige siden har jeg haft meget let ved at tage på i vægt. For fedtcellerne i kroppen forsvinder ikke. De bliver hængende, de er bare blevet mindre. Så nu læser jeg brugsanvisninger som en vanvittig for at se, hvor meget fedt og sukker, jeg indtager«.

Han gør en pause.

»Jeg fik en cheeseburger i går«, griner han så.

»På Hotel Royal. De har en burger, de kalder 'Royal Burger' på menuen. Og den var dejlig. Jeg elsker en god cheeseburger med frisk hakket kød, som ikke er lavet tusindvis af kilometer væk og flere dage før. En burger, hvor du kan se, at fyren i køkkenet har taget kødet i hånden«, siger han og vender flere gange en usynlig burger mellem håndfladerne.

»At han har lagt den på grillen, lagt frisk ost på, og lavet burgeren med godt frisk brød«.

I januar vandt 'Super Size Me' prisen for bedste instruktion på Sundance-festivalen. Seks uger efter erklærede McDonald's, at de ekstra store menuer, de såkaldte Super Size, vil blive afviklet i løbet af i år. McDonald's har ligeledes introduceret en ny sundere menu, Go Active. Men i følge fastfoodkæden har ingen af initiativerne at gøre med filmen.

»Vi har virkelig fået en flyvende start i USA. Da det var på sit højeste, spillede filmen i næsten 240 biografer«, siger Morgan Spurlock.

Det er lige så mange som den kontroversielle amerikanske instruktør Michael Moores dokumentarfilm 'Bowling for Columbine'. Og nu venter så resten af verden.

»Jeg troede egentlig, at folk ville opfatte fedme-epidemien som et amerikansk fænomen. Men interessen er tydeligvis international. Og i Europa plejer I at følge Amerika bare fem-ti år senere, så I har en chance for at vende udviklingen, før det kommer så vidt som hos os«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce