0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Sri Lankas valg mellem fred og borgerkrig

Valget i Sri Lanka i dag kan blive afgørende for, om fredsprocessen kommer i gang igen. De to blokke ser ud til at blive næsten lige store, så et yderfløjsparti kan afgøre sagen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Rajan Sathiyamoorthy, kandidat for et tamilsk parti, blev skudt i tirsdags og begravet i går. Der har været flere voldelige episoder under valgkampen. Foto: Elizabeth Dalziel/AP

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sri Lanka er enten på vej mod varig fred mellem regeringen i syd og de tamilske tigre i nord og øst - eller mod endnu en borgerkrig. Valget i dag giver måske svaret.

Valget har sat en stopper for udviklingen i den fredsproces, der gennem de seneste to år har givet nyt håb for Sri Lankas 19 millioner indbyggere. Flertallet er singalesere, men der er et stort tamilsk mindretal.

Borgerkrig ulmer
Præsident Chandrika Kumaratunga, der sidder på den reelle magt i landet, har indgået alliance med det fundamentalistiske kommunistiske parti JPV. Vinder denne alliance valget, er der alvorlig risiko for, at borgerkrigen mellem regeringen og de tamilske tigre bryder ud igen.

For JPV har erklæret, at de ikke ønsker at give det tamilske mindretal de indrømmelser, der er nedfældet i våbenhvilen. Vinder premierminister Ranil Wickremasinghe og partierne omkring ham, vil fredsprocessen fortsætte.

Meningsmålinger viser næsten dødt løb mellem de to blokke. Tungen på vægtskålen kan dermed blive enten et singalesisk, buddhistisk parti, der kun har opstillet munke til valget - eller et tamilsk parti, der anses for at være kontrolleret af de tamilske tigre.

Som en yderligere krølle på den uafklarede situation er lederen af den østlige provins, som også kontrolleres af de tamilske tigre, kommandør Karuna, gået i opposition til tigrenes ledelse. Foreløbig ser det ud til, at han har befolkningen i området bag sig, men risikoen for interne kampe mellem tigrenes forskellige fraktioner er til stede.

Verdenssamfundet, som siden våbenhvilen er gået ind med massiv hjælp for at bakke op om fredsprocessen, holder vejret.

Bistand venter
Mange har investeret store midler i genopbygningsarbejdet, men situationen kan hurtigt ændre sig, hvis våbenhvilen ikke bliver overholdt. Det gælder også Danmark, som i november 2003 åbnede kontor i Colombo. Herfra skal de 150 mio. kr., som er afsat for de kommende tre år til at understøtte den fredelige udvikling på øen, administreres.

Norge, som ikke blot er arkitekten bag våbenhvilen, men også en af de største donorer, kan ikke love, at de vil fortsætte arbejdet, hvis en ny regering ikke følger den aftale, premierminister Ranil Wickremasinghe har indgået.

Da præsidenten i november 2003 satte sig på de tre vigtige ministerier, indenrigs, forsvars- og informationsministeriet, reagerede donorerne forsigtigt, mens de mere forretningsmæssige investeringer i landet faldt. Fra en forventet vækst i bruttonationalproduktet på 7-8 pct. for 2004, forventer Verdensbanken nu kun mellem 4 og 5 procents vækst.

Kumaratunga opløste parlamentet og fik udskrevet valg i utide, fordi hun mente, at Wickremasinghes regering havde givet for store indrømmelser i forhandlingerne med tamilerne.

Våbenhvile på tillid
Som krigen har sine spilleregler, har freden sine. Fred kommer ikke fra den ene dag til den anden. Den bygges op lag på lag. Fundamentet er våbenhvilen og den tillid, der er indbygget i den. Så kommer udveksling af oplysninger, og for Sri Lankas vedkommende står minerydning som noget af det vigtigste. Rydning for landminer giver befolkningen mulighed for at dyrke jorden og dermed skabe sig et levebrød.

Mætte bønder med egen jord ønsker sjældent at gå i krig og dermed miste deres eksistensgrundlag.

Bønderne, der under krigen ofte har levet i lejre, såkaldte Welfare Centres, vender tilbage til deres gamle jord eller får tildelt ny.

Regeringen har lovet penge til at bygge nyt hus til de familier, der flytter ud i de områder, der tidligere var usikre.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu