0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

USA blokerer europæisk energiaftale

En miljøkonference i denne uge bragte ingen aftale om sikring og lukning af nedslidte atomkraftværker i Østeuropa. USA's rolle på europæisk miljøkonference i Ukraine blev mødt med skarp kritik.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Skuffet'. Ordet blev gentaget i en lang uendelighed, da de grønne organisationer skulle kommentere slutteksten på denne uges miljøkonference i Kijev.

De var skuffede over, at der ikke gøres noget for at sikre eller lukke de mest problematiske atomkraftværker i Østeuropa. Skuffelsen gjaldt også en slap ministerdeklaration, der var renset for det, der før konferencens start blev kaldt helt centralt. Størst skuffelse var rettet mod USA.

Ingen forpligtelse på vedvarende energi
Som frygtet og forudset ville amerikanerne - på trods af at konferencen kun handlede om det europæiske kontinent - ikke være med til, at de europæiske lande skulle forpligte sig til at lade en fastsat andel af energien komme fra miljøvenlige vedvarende energikilder. Men også andre amerikanske fingeraftryk vakte harme.

»Det er lykkedes amerikanerne at få medtaget en paragraf, der gør det op til de enkelte lande og regioner at lave egne standarder. Det er latterligt, for det underminerer alle muligheder for at lave de regionale og globale målsætninger på miljøområdet, der er så nødvendige for handling i de mest udsatte områder«, sagde John Hontelez, generalsekretær for EEB, der er paraplyorgan for 130 europæiske miljøorganisationer.

USA og Canada har af historiske årsager sæde i det paneuropæiske FN-organ (UNECE), og da alle skal kunne tilslutte sig den endelige tekst, har de formelt vetoret over europæiske miljømålsætninger.

Beskidt region
I det hele taget røg en række af de helt centrale elementer ud af den sluttekst, der skal være rettesnor for miljøindsatsen i Europa, og specielt i det østligste af kontinentet.

Konferencens placering i Ukraines hovedstad Kijev var valgt med stor sans for symbolik. Flere af de meste forurenede områder i verden ligger i de tidligere sovjetrepublikker. I de mest beskidte regioner er middellevealderen over det seneste årti faldet til under 50 år, viser en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur.

Og bare 120 kilometer fra det nye konferencecenter i Kijev ligger resterne af verdens største enkeltstående miljøkatastrofe, Tjernobyl.

»Bæredygtig a-kraft«
Men uanset hvor smækfed symbolikken var, gjorde den intet indtryk. For første gang nævnes afvikling eller sikring af atomkraftværker ikke med et ord efter en europæisk miljøkonference. Rusland forsøgte endda at få indført en tekst om, at atomkraft er at betragte som bæredygtig energi.

»Hvem var det, der var ansvarlig, da Tjernobylkatastrofen skete. Hvorfor er det, at der selv i dag er helt øde byer og regioner. Og hvorfor er det, at man stadig ikke kan dyrke jorden, plukke bær eller bare flytte møblerne væk fra husene deroppe. Jeg aner ikke, hvordan de i Moskva kan sige, at dét er bæredygtig energi. Det er helt ubegribeligt. Affaldet har de efter 50 år heller ikke kunnet finde en løsning på«, sagde den danske miljøminister, Hans Christian Schmidt (V).

Til det allersidste var en opfordring til hurtigt at få ratificeret klimaaftalen fra Kyoto, der skal nedbringe udslippet af drivhusgasser, med i slutteksten. Den røg ud, da konferencen kørte på overtid. Igen til Ruslands og USA's tilfredshed, ifølge Politikens oplysninger.

Tilbageskridt
»Det er alvorligt, at vi oplever tilbageskridt i forhold til tidligere møder. At vi ikke engang kan holde fast i det, vi tidligere har opnået - det er meget skuffende«, sagde de radikales miljøordfører, Elsebeth Gerner Nielsen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere