0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Supermagten får endnu et knæk

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
AP
Foto: AP
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På et tidspunkt, da amerikanerne endnu kæmper med efterveerne fra terrorangrebet 11. september 2001, bliver USA ramt af endnu en tragedie. Med Columbia-rumfærgens eksplosion i luften over Texas under landingen er det ikke alene amerikanernes sårbarhed, som har fået et nyt knæk, men også deres opfattelse af egen ufejlbarlighed.

En stille lørdag morgen vågnede de op til budskabet om, at en rumfærge var forsvundet. Få minutter senere kunne de på tv se Columbia eksplodere på en klar og smuk Texas-himmel. Den tekniske ekspertise, som de hele tiden har ment var med til at gøre dem til verdens eneste supermagt, viser sig nu også ikke at være ufejlbarlig.

Dårlige nyheder og trusler nærmest vælter ned over amerikanerne: Først kom det mest ødelæggende angreb i historien. Derefter blev USA ramt af en af historiens værste erhvervsskandaler med energiselskabet Enrons fallit, og så begyndte økonomien for alvor at skrante.

Spændingerne på den koreanske halvø og Nordkoreas trussel som en spirende atomvåbenmagt har fået folk lige fra New York til San Francisco til at indse, at de ikke længere er sikre, blot fordi store oceaner adskiller dem fra resten af verden.

Militære spørgsmål
Og så udsigterne til en krig mod Irak. Columbia-tragedien får næppe nogen indflydelse på, hvorvidt der er opbakning til krig eller ej. En meningsmåling i avisen Washington Post søndag konstaterede oven i købet, at op imod halvdelen af befolkningen nu godt kan acceptere en krig mod Saddam Hussein, også selv om FN's Sikkerhedsråd ikke giver grønt lys. Det må dog noteres, at besvarelserne fandt sted, inden Columbia forsvandt i en sky af røg og damp.

Columbia-katastrofen kan dog også få amerikanerne til at stille spørgsmål ved, om deres tekniske overlegenhed på det militære område nu også virkelig er så overvældende og sikker, som høgene i forsvarsministeriet Pentagon giver indtryk af.

Når en rumfærge, som der er skudt millioner og atter millioner af dollar og kloge hjerner i, kan svigte, hvorfor skulle USA's hypermoderne militære isenkram så ikke kunne svigte i kritiske situationer i den irakiske ørken?

Rusland til hjælp
USA's rumfartsstyrelse må også bede Rusland om hjælp. Den tidligere fjende og det gamle »ondskabens imperium« i den nu hedengangne Sovjetunions dage betragtes imidlertid nu om dage om ikke som en allieret så dog som en troværdig nation, man kan bede om en tjeneste uden at føle sig ydmyget.

Og præsident George W. Bush kalder sin russiske kollega Vladimir Putin for »min ven« og inviterer ham sågar hjem til sin elskede ranch i Crawford i Texas, hvilket ikke er enhver regerings- eller statsleder forundt.

Pionerånden
Amerikanerne sørger igen, men allerede inden sørgetiden er forbi, kræver offentligheden svar på, hvorfor ulykken skete, og hvordan den kunne finde sted. Politikere og menigmand vil også kræve, at ansvaret bliver placeret et sted.

Pionerånden trives imidlertid i bedste velgående i en nation, hvor nye indvandrere med mod på livet og nye udfordringer uafbrudt krydser grænsen. Heller ikke denne katastrofe vil få amerikanerne til at stoppe deres ambitiøse rumprogram. I hele nationens historie har der været nye grænser, som skulle overskrides, og nye områder, der skulle udforskes.

I sin tv-tale til nationen få timer efter katastrofen understregede Bush sin sorg, men fastslog også, at nationen må videre. Selv om der er røster fremme, som hævder, at de menneskelige omkostninger er for store i forhold til de videnskabelige gevinster, så længes mennesket efter at forstå og inspireres af nye opdagelser, sagde præsident George W. Bush:

»Vor rejse ud i rummet vil fortsætte«.