0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Efter krigen mod Bagdad kommer demokratiet

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I Amerika taler man næsten ikke om, hvorvidt krigen mod Irak kommer, men hvornår og hvordan den kommer.

Forskerne fokuserer på, om USA og deres eventuelle allierede blot vil indsætte en Saddam II i Bagdad, eller om man vil blive i Irak og etablere et demokrati.

Og om en demokratisk tidevandsbølge efterfølgende vil oversvømme den arabiske og muslimske verden.

Ivrig diskussion om krigens betydning
Både blandt liberale og konservative diskuterer man ivrigt, om et magtskifte i Bagdad kan fungere som en katalysator for demokrati i de omkringliggende lande.

Liberale Jeffrey Goldfarb fra New School University i New York organiserede demokratiske seminarer sammen med den polske Solidaritets-veteran Adam Michnik i 1980'erne. Hvert år besøger Goldfarb fortsat Polen og Sydafrika for at undervise i demokrati og forskellighed.

Tale skrevet om mindst 20 gange
Joshua Muravchik fra American Enterprise Institute i Washington beskriver sig selv som neokonservativ udenrigspolitisk høg, men liberal når det gælder indenrigspolitikken. Han støttede Ronald Reagans udenrigspolitiske kurs, men arbejdede for Bill Clinton.

Begge vil i dag lytte nøje til den amerikanske præsident, George W. Bushs tale - som angiveligt skal være skrevet om mindst 20 gange - i FN og håbe, at præsidentens krav om magtskifte i Irak vil blive efterfulgt af et løfte om demokrati.

I tilfælde af invasion
»Hvis USA invaderer Irak, vil vi efterfølgende forsøge at indføre demokrati. Jeg håber ikke, at vi vil handle på egen hånd. En demokratisk fremtid i Irak skal også udspringe fra oppositionen«, siger Goldfarb, og Muravchik tilføjer, at han tror og håber på, at USA rykker ind i Irak.

»Vi må blive der i mindst et par år, men jeg tror ikke, at vi behøver noget stort antal besættelsestropper. Den irakiske opposition er langt mere veluddannet og avanceret end Afghanistans«. De tror også, at et systemskifte i Bagdad kan resultere i, at undertrykkelsen i den muslimske verden kan blive afløst af spæde, nye demokratier.

Demokrati er muligt
»Jeg tror og håber, at vi rykker ind i Irak. Vi må blive der i mindst et par år, men jeg tror ikke, at vi behøver noget stort antal besættelsestropper. Den irakiske opposition er langt mere veluddannet og avanceret end Afghanistans«.

Muravchik siger, at når demokratier kan vinde frem i Afrika - »de går ikke et skridt frem og to tilbage, men to frem og et tilbage« - så kan de også i den muslimske verden, hvor folk er mere velstående og bedre uddannet.

»Der er to nøgler til demokrati i den muslimske verden: Indonesien og Iran. Især iranerne er godt på vej. Vi har kun set begyndelsen i Teheran«, siger Goldfarb

Næste stop bliver demokrati
Muravchik er enig:

»I Iran er der gode chancer for forandringer, og det er ikke på grund af USA, men skyldes pres fra befolkningen. Mullaherne er forfærdelige og ikke demokrater, men de har afholdt valg. Et skub mere fra græsrødderne, og næste stop bliver demokrati. Hvis der sker ændringer i Iran og Irak, så bliver de øvrige herskere i den muslimske verden nødt til at indføre reformer«, siger Joshua Muravchik.

Luften af balonen
»Forandringer i Iran vil tage vinden ud af islamisterne. Akkurat som da Mikhail Gorbatjov besluttede at tage afsked med kommunismen«.

Omvæltningerne kan også nå USA's nære allierede gennem et halvt århundrede, kongedømmet i Saudi-Arabien. Goldfarb siger, at »der er geopolitiske årsager til, at USA har accepteret regimerne i Egypten, Jordan, Saudi-Arabien med flere. De har været relativt venligtsindede, og så er der en ikke helt uberettiget frygt for, at hvis man åbner for forandringer, så får man noget helt andet end demokrati«.

Der skal ændringer til
Ifølge Muravchik er Saudi-Arabien et forfærdeligt land, når det gælder behandlingen af kvinder og straffemetoder. Derfor må der ske ændringer.

»Jeg har respekt for alles tro, men saudiernes opførsel har ikke mere med religiøs praksis at gøre, end da vi brændte hekse i Salem (20 blev henrettet i nybyggerkolonien i 1692, red.). Det er barbari. Der var to årsager til at acceptere kongefamilien: For det første var den en allieret i kampen mod kommunismen, som nu er død og begravet. For det andet er der olien. Med omvæltningerne i Rusland og et muligt systemskifte i Irak kan vi få olie fra de to lande i stedet. Vi må presse på for liberalisering i Saudi-Arabien«, mener Muravchik.

Man kan godt have en verdslig stat, selv om forfatningen siger noget andet. Jeg ser ingen grund til, at islam og demokrati ikke kan sameksistere«. Selv om brede kredse i USA fortsat hylder princippet om adskillelse af stat og kirke, stat og synagoge samt stat og moske, så mener de to forskere, at islam og demokrati godt kan gå hånd i hånd.

Tæt forbundne
»Som i Danmark kan religion og stat godt være tæt forbundne. Man kan godt have en verdslig stat, selv om forfatningen siger noget andet. I de muslimske lande er det vigtigt, at teologiske svar ikke præsenteres som politiske svar. Der er flere måder, hvorpå islam kan inkorporeres, men der må være plads til anderledestænkende. Jeg ser ingen grund til, at islam og demokrati ikke kan sameksistere«, fastslår Goldfarb.

Muravchik supplerer:

»I det meste af Europa er der fortsat en sammenblanding af stat og kirke, og det hindrer ikke demokrati. Problemet med islam er, at religionen er en opskrift for alle livets forhold. Måske er der behov for en slags reformation som i kristendommen. Spørgsmålet er, om den religiøse modernisering skal komme først, eller politiske reformer bliver katalysatoren for nye religiøse tanker«, siger han.