0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Britiske krigsveteraner sagsøger forsvaret

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det britiske forsvarsministerium står over for den største erstatningssag nogensinde. Op mod 1.900 tidligere soldater af begge køn kræver erstatning for psykiske skader, som de angiveligt har pådraget sig i Bosnien, Nordirland, Golfkrigen eller Falklandskrigen.

Hvis retten giver dem medhold, kan det betyde, at forsvarsministeriet skal udbetale erstatninger på op mod seks milliarder kroner.

Erstatningssagen startede i retten i London i mandags. 15 sager er valgt ud som prøvesager for 254 veteraners krav. Dertil kommer yderligere 1.600 tidligere soldater, som har registreret deres krav, men venter på udfaldet af de første sager.

Veteranerne siger, at de lider af psykiske problemer på grund af traumatiske oplevelser i tjenesten, den såkaldte posttraumatiske stressforstyrrelse, PTSD. De klager over, at sygdommen hverken er opdaget eller behandlet, mens de stadig var i tjeneste. De klager også over, at de hverken er blevet advaret imod sygdommen, da de blev indrulleret i militæret, eller da de blev hjemsendt.

Nogle bliver verdensfjerne
De psykiske problemer giver sig forskellige udslag: nogle bliver voldelige, andre verdensfjerne. Nogle bruger alkohol eller narko for at dæmpe problemerne, andre bliver asociale og lever som hjemløse.

PTSD betyder, at folk mod deres vilje genoplever smertefulde minder fra voldsomme begivenheder. Det giver en følelse af isolation og af ikke at have kontrol med situationen. Det blev oprindeligt kaldt granatchok, fordi soldater, der kæmpede i Første Verdenskrig fik psykiske problemer efter de uhyggelige oplevelser, de havde i skyttegravene.

Erstatningssagen er ikke et forsøg på at kræve erstatning af forsvarsministeriet, fordi soldater bliver sendt ud i krigssituationer. Det sagde sagsøgernes ledende advokat, Stephen Irwin, da sagen startede i London:

Krig er at forvente
»Krig er noget, soldater bør forvente. Det er også det, de skriver under på, når de melder sig til hæren eller flåden. Det er også det, de overordnede bør forvente, og derfor bør de også forberede soldaterne på, hvordan det er at blive udsat for krigens rædsler«, sagde Stephen Irwin.

De traumatiske problemer kan også føre til selvmord. Det blev understreget i januar i år, hvor en 46-årig Falklandveteran og tidligere soldat ved de britiske specialstyrker SAS kastede sig ud fra et privatfly i 1.500 meters højde. Han havde tidligere forsøgt selvmord to gange.

Mange selvmord
Falklandsveteranernes organisation hævder, at over 200 soldater har begået selvmord. Dermed overstiger selvmordene snart antallet på 255, der blev dræbt under selve krigen for 20 år siden.

En af prøvesagerne handler om Stephen Bitcom, der gjorde tjeneste i to år i den britiske hær i Nordirland. Hans bedste ven blev dræbt, og han slap kun selv med nød og næppe med livet i behold efter en bombeeksplosion. Han blev hjemsendt i 1994, begyndte at drikke og tilbragte flere perioder i fængsel.

»Jeg blev sendt til Nordirland, hvor jeg oplevede forfærdelige ting, som påvirkede mig dybt. Men selv om jeg fik alvorlige psykiske problemer, mens jeg var i hæren, fik jeg hverken hjælp eller behandling. Det hele blev bare fejet ind under gulvtæppet«, fortæller Stephen Bitcom til dagbladet The Independent.

Ingen kommentarer
Det britiske forsvarsministerium vil ikke kommentere erstatningssagerne. En talsmand siger dog, at ministeriet »er klar over, at nogle medlemmer af de væbnede styrker i løbet af deres karriere kan blive udsat for traumatiske oplevelser og som et resultat kan komme til at lide under stress«.

Talsmanden tilføjede, at »det betyder ikke nødvendigvis, at ministeriet har handlet uagtsomt, og at vedkommende kan få erstatning«.

Sagen ventes at vare op mod et halvt år.

Annonce

Læs mere