0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Fra frelser til dødsengel

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: AP

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den 28-årige Wafa Idris, der sprængte sig selv i luften i Jerusalem i søndags, arbejdede som frivillig for Røde Halvmåne. Hendes baggrund rokker ved det stereotype billede af den traditionelle selvmordsbomber.

Wafa Idris var en eksemplarisk ung kvinde, fortæller hendes slægtninge og venner. Hun var en god ven, en kærlig datter og socialt engageret. Hun var typen, der altid var klar med en hjælpende hånd, når andre var i problemer.

Hun arbejdede på frivillig basis for Røde Halvmåne i Ramallah med at yde førstehjælp til konfliktens ofre. Hver fredag vovede hun sig ind blandt de kæmpende for at hente de unge palæstinensere, der var blevet såret, eller i værste faldt dræbt, under sammenstødene ved byens brændpunkter. Ifølge Røde Halvmåne var hun to gange blevet ramt af de israelske soldaters plastikkugler inden for det seneste år.

Men i søndags besluttede Wafa Idris sig for at gribe til en anden form for aktivisme. Om morgenen skyndte hun sig af sted hjemmefra med en bemærkning til familien om, at hun ville komme for sent på arbejde, men at de ville ses efter fyraften.

I stedet hentede hun en bombe på ti kilo og anbragte den i en rygsæk, som hun spændte på ryggen, og tog til Jerusalem. Der løb hun lige før middag ud fra en sidegade og udløste bomben på Jaffa Street i et jødisk kvarter i Vestjerusalem, der er fuld af forretninger og restauranter. Hun sprængte sig selv i luften, dræbte en forbipasserende og sårede 100 andre.

Den 28-årige Wafa Idris havde ikke fortalt sine venner eller slægtninge hjemme i Amari-flygtningelejren om sine planer. Hun havde ikke engang betroet sig til sine tre brødre, der alle er aktive i Fatah, organisationen, der er loyal over for Yassir Arafat.

Fejret
I stedet var det Al Aqsa Martyrernes Brigade, der påtog sig skylden for det formodentlig første selvmordsangreb i Israel, der er begået af en kvinde.

I onsdags blev Wafa Idris fejret som en heltinde i de snævre, beskidte gyder i Amari-lejren. Men hos israelsk politi og landets interne sikkerhedstjeneste Shin Bet havde man fået et nyt problem at forholde sig til: Nu var det en kendsgerning, at unge palæstinensiske kvinder ligesom deres mandlige aktivistkolleger var villige til at gå i martyrdøden for deres sag.

Historien om Wafa Idris kunne lige så godt have været fortalt om hundreder eller tusinder af andre yngre palæstinensiske kvinder. De er ligesom de unge mænd drevet ud i ekstremisme af deres oplevelser, men de vil ikke længere nøjes med at spille kvindernes traditionelle rolle. Det er historien om den eneste datter og det yngste barn i en politisk aktiv familie, som for længst er blevet fordrevet fra deres hjem i Ramale i nærheden af Tel Aviv og rykket ind i en lille bolig i Vestbreddens øhav af flygtningelejre.

Hendes familie beskriver hende som en 'drengepige', der mistede sin far, da hun var lille. Under den første intifada fra 1987-1993, da hun stadig var teenager, sluttede hun sig til en kvindegruppe, som støttede opstanden, selv om hun i virkeligheden havde mere lyst til at være fremme i forreste række sammen med de drenge, der kastede sten mod israelerne.

En begavelse
Hendes venner omtaler hende som en intelligent kvinde, der satte pris på at læse. Hun havde studentereksamen, men kom aldrig på universitetet. Hun giftede sig i stedet med en fætter på mødrene side, men ægteskabet fungerede ikke, og de blev skilt, da manden fandt ud af, at hun ikke kunne få børn.

Men det afgørende øjeblik i hendes liv indtraf for 15 måneder siden, da hun arbejdede som frivillig på frontlinjen under den anden intifada. Wafas mor, Wafsiyeh, og andre familiemedlemmer samledes i onsdags hos en nabo for at sørge og modtage kondolencer. Wissam Idris var Wafas svigerinde og en af hendes bedste veninder.

»Vi var virkelig gode venner«, sagde Wissam.

»Men hun sagde ikke noget til mig om, hvad hun ville gøre. Hun havde set så mange frygtelige ting, mens hun arbejdede som frivillig for Røde Halvmåne. Hun fortalte om de lig af mænd, kvinder og børn, som hun havde set. Det var frygtelige oplevelser, som fik hende til at græde«.

»Hun kunne godt lide at være alene. Hun sad tit for sig selv inde på sit værelse. Hun var meget politisk engageret. Det har hun været længe. Men siden denne intifada begyndte, var hendes vrede vokset. Og i de sidste uger blev hun endnu mere vred«.

Nogle af hendes venner hævder, at hun i tiden op til sin død havde været mere optaget af sin religion. Andre siger, at hun bare var deprimeret.

»Hun var sædvanligvis en meget glad person. Hun kunne godt lide at grine og fortælle vittigheder. Hvis nogen bad om hjælp, sagde hun aldrig nej«, sagde Wissam.

»Først vidste vi ikke, at det var hende. Hun kom ikke hjem i søndags, men vi troede, at det var en studerende fra universitetet i Nablus, der havde gennemført angrebet. Da vi om tirsdagen hørte, at det ikke var en fra Nablus, vidste vi inderst inde, at det var hende«.

Ifølge vennen Manal Shaheen var hun meget entusiastisk, når der kom meldinger om selvmordsangreb, hvilket var det eneste signal om, at hun selv overvejede at blive martyr:

»Hun var glad, når vi hørte om martyrangreb på israelere, og hun sagde til mig, at hun ønskede hun selv kunne lave sådan et angreb engang. Men vi havde aldrig troet, at hun ville gennemføre en bombeaktion«.



Personalet på Røde Halvmånes kontor er chokerede. Dr. Hossam Sharkawi er leder af Ramallahs lægelige beredskab, der består af frivillige som Wafa Idris. Det er dem, der rykker ud og henter sårede palæstinensere - og af og til israelere - når kampene raser.

»Det er meget svært for os at fatte det her«, sagde han. Den psykologiske påvirkning af de frivillige og personalet har bekymret os mere og mere, siden intifadaen begyndte«. Midt i tårerne, vreden og jublen over Wafa Idris' liv og død ønsker hendes mor at slå én ting fast: »Hun er en helt«, siger Wafsiyeh. »Min datter er martyr«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere