0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Argentinas jøder er nervøse

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sylvia Perel var 18 år, da hun i 1982 forlod Argentina for at bosætte sig i Israel. I årene inden var mange af hendes lidt ældre venner forsvundet, og først mange år efter erfarede hun, at flere af dem havde været blandt de unge socialistiske studenteraktivister, som generalernes junta havde kastet ud fra fly over Atlanterhavet.

Blandt godt 9000 forsvundne var godt 1000 jøder.

De sidste måneders økonomiske kaos i Argentina gør Sylvia Perel nervøs. Hun aner ikke om hendes mor, søskende og andre familiemedlemmer vil være i stand til at forlade Buenos Aires for at deltage i hendes søns Bar Mitzwa (jødisk konfirmation). Den voldsomme krise gør det umuligt at forudsige om familien, der altid har kunnet betragte sig som tilhørende byens middelklasse, overhovedet vil være i stand til at betale for deres flybilletter, forklarer hun bekymret.

Argentina har - efter USA - det næststørste jødiske indbyggertal i verden uden for Israel på omkring 200.000. Den økonomiske krise har ramt dem lige såvel som resten af den argentinske befolkning. Mange medlemmer af de jødiske menigheder er sandsynligvis blevet forholdsmæssigt hårdere ramt, fordi de har drevet mindre virksomheder, som har været nogen af de første, der blev ramt af svigtende kreditter, da krisen for alvor satte ind.

Fra Østeuropa
Størstedelen af Argentinas jøder er efterkommere af russiske og østeuropæiske immigranter, der ankom til landet i midten og slutningen af det 19. århundrede, mens enkelte familier kan føre stamtavlen helt tilbage til marranoerne (jøder, der var blevet tvangskonverteret til kristendom men i hemmelighed beholdt deres religion, red.), der ankom fra Spanien og Portugal i det 16. og 17. århundrede.

I 1950-60erne talte de jødiske menigheder i Argentina tilsammen 500.000 mennesker. Siden 1948 er omkring 50.000 argentinske jøder udvandret til Israel.

I forrige uge ankom den første organiserede gruppe argentinske jøder til Israel efter de blodige gadeoptøjer, der fulgte i kølvandet på den kaotiske økonomiske situation. Der var i alt 65 mennesker i gruppen. Både unge familier med små børn og ældre, hvoraf flere sluttede sig til deres børn og børnebørn, der allerede bor i landet.

Debra og Oscar fra Buenos Aires er begge 35 år. De besluttede at udvandre med deres søn Yoel for et år siden. Da de ankom til Israel mellem jul og nytår, havde Debra været arbejdsløs i to år, og Oscar kunne ikke mere brødføde sin lille familie som taxachauffør. Debras far planlægger at følge efter dem, lige så snart han har fået afviklet den fiskehandlerforretning, som indtil for nyligt i generationer havde været grundpillen i familiens økonomi.

Begyndelsen
Jewish Agency, den organisation, der støtter og organiserer jødisk immigration til Israel, er overbevist om, at dette kun er begyndelsen til en større udvandringsbølge. Man vil ikke umiddelbart vurdere, hvor mange argentinske jøder, der forventes i det kommende år. I 2001 kom der over 50.000 jøder til Israel, størstedelen fra de tidligere sovjetrepublikker men flere end 1.000 kom fra Argentina, og det var mere end 30 procent flere end året før.

I takt med situationens alvor møder der stadig flere mennesker op til de orienteringsmøder om Israel, Jewish Agency i de sidste par uger har arrangeret rundt om i Argentina. Det er langt fra alle, der umiddelbart har planer om at forlade Argentina, men flere og flere vil gerne vide mere om, hvad Israel kan tilbyde dem. Jewish Agency kommer rustet med friske succeshistorier: Så godt som alle de argentinske jøder, der er kommet til Israel i det forløbne år fastholder, at det var en rigtig beslutning at flytte.

Sikkerhed
Sikkerhedssituationen i Israel skræmmer knapt så meget på baggrund af de erfaringer, den jødiske menighed i Buenos Aries allerede har gjort med terror.

I 1992 blev 29 mennesker, både israelere og argentinere dræbt, da den israelske ambassade i Buenos Aires blev sprængt i luften. To år efter blev 86 mennesker dræbt og flere hundrede kvæstet, da en kæmpeeksplosion flænsede det jødiske menighedshus i Buenos Aires. Den libanesisk baserede, iransk finansierede Hizbollahbevægelse er blevet sat i forbindelse med begge eksplosioner, men det er stadig ikke lykkedes de argentinske myndigheder at arrestere de egentlige gerningsmænd. For tre måneder siden begyndte retssagen imod tyve lokale politifolk, der er anklaget for, mod bestikkelse, at have været i ledtog med gerningsmændene.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

    Alt om Valg i Tyskland

Læs mere