0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Religiøs splittelse truer i Saudi-Arabien

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En prominent saudiarabisk gejstlig har anmodet muslimer om hellig krig mod dem, der støtter krigen i Afghanistan. Det er den første udfordring af Saudi-Arabiens støtte til den amerikanske og britiske krig mod terrorisme. Samtidig er der tale om hård kritik af den ledende saudiarabiske Al Saud-familie.

I et religiøst dekret (fatwa) anklagede den 80-årige Sheikh Hamoud bin Uqlaa al Shuaibi dem, der støtter angrebene, for at være vantro.

Respekteret religiøs leder
Sheikh Hamoud er en af landets mest respekterede religiøse ledere og er kendt for at støtte Osama bin Laden og for sin modstand mod Al Saud.

Dekretet er særlig belastende, fordi Al Saud-familien siger, at den stammer fra profeten Muhamed, og fordi den er ansvarlig for bevogtningen af de to helligste muslimske byer, Mekka og Medina.

»Den, der støtter de vantro, bliver betragtet som vantro. Det er en pligt at føre hellig krig mod enhver, der angriber Afghanistan«, hed det i Sheikh Hamouds dekret, der blev udstedt i hans moské i Buaydah, en ørkenby nord for den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.

Buraydah er hjemsted for Wahabi, der er en militant form for islam, og bliver af mange betragtet som kongerigets mest konservative region, og hvor støtten til bin Laden menes at være udbredt. I dekretet sagde Sheikh Hamoud, at støtten kan udtrykkes »gennem handlinger, gennem ord eller gennem penge«.

Bin Laden'sk retorik
Vestlige diplomater sagde, at fatwaen gjorde brug af et sprog, der ligner bin Ladens.

Saudi-Arabien er holdt op med offentligt at bifalde angrebet på Afghanistan, men landets udenrigsminister, Prins Saud al Faisal, anerkendte i sidste uge de beviser, som USA fremlagde for bin Ladens skyld i terrorbombningerne i USA.

»Det er nødvendigt at forfølge de kriminelle, som skabte denne tragedie, med kraft og stædighed. USA har det internationale samfunds støtte«, sagde prins Al Saud.

Prominente saudiarabere, herunder gejstlige, der er loyale mod regeringen, har forsøgt at imødegå Sheikh Hamouds dekret og sagt, at det er i modstrid med islamiske forskrifter.

»Det vigtigste træk ved ægte muslimer er, at de modsætter sig enhver uretfærdig personlig hensigt om blodsudgydelser, samt at muslimer ikke må yde beskyttelse til urostiftere«, sagde Sheikh Leheidan, der leder det saudiske juridiske råd og er tidligere elev af Sheikh Hamoud.

Tilbagholdenhed
Vestlige diplomater siger, at den saudiarabiske regering er tilbageholdende over for en mere hårdhændet fremfærd mod Sheikh Hamoud, der tidligere har været fænglset, på trods af hans direkte angreb på Al Saud. Tilbageholdenheden skyldes, at regeringen frygter, at der vil opstå uroligheder, hvis han bliver arresteret.

Det lykkedes ikke regeringen at overtale Sheikh Hamoud til at trække dekretet tilbage, sagde diplomaterne. Regeringen aflyste i sidste uge et planlagt besøg af den britiske premierminister, Tony Blair, af frygt for at det ville udløse antivestlige følelser.

»Vi må indrømme, at der lokalt er problemer med fanatisme. Men vi er sikre på, at embedsmændene holder øje med problemet og planlægger at håndtere det med forståelse. De vil finde løsninger, der undersøger fanatismens rødder og samtidig tager udgangspunkt i landets islamiske grundlag«, siger Jamal Khashoggi, der er chefredaktør for Arab News.

Øget spænding
Spændingen i landet er blevet yderligere forværret af adskillige angreb på vesterlændinge i de seneste dage.

Mange udsendte vil fra nu af blive inden for murene i deres bevogtede områder, og mange har lagt planer for evakuering af deres familier. Det vides ikke, om nedskydningen af en canadisk muslim og hans filippinske kone i Kuwait og en molotovcocktail mod et tysk par i Riyadh var inspireret af Sheikh Hamouds fatwa.

Fjendtlig indstilling
Udsendte i den østlige provins har sagt, at de kan mærke en stadig mere fjendtlig indstilling. En brite beskrev, hvordan alle saudiarabere forlod en populær café, der ofte besøges af vesterlændinge, da han trådte ind i den i fredags. Ligeledes var forretningsgader og boghandlere i byen Al Khobar - der normalt er populære steder for udlændinge - så godt som tømt for vesterlændinge i weekenden.

Kvinder fra vestlige lande og kvinder, der ikke er saudiarabiske, har i de seneste år måttet færdes uden tørklæde uden for de bevogtede områder. Men de siger, at de nu bliver verbalt forulempet af saudiarabere for ikke at være passende klædt.

»Det er, hvad der sker, blot en uge efter starten af krigen mod Afghanistan. Det er ikke godt at vide, hvad der vil ske under ramadanen, som begynder i november. Til den tid bliver det virkelig hårdt«, sagde en europæer, der ikke ønskede sit navn i avisen.

Diplomater og saudiarabiske iagttagere siger, at Sheikh Hamouds dekret kaster lys på den balancegang, som landets regering udfører i øjeblikket.

Vrede over USAs militær
På den ene side støtter Saudi-Arabien den amerikanskledede krig mod terrorisme. På den anden side er der i dele af befolkningen udbredt vrede mod USAs militære tilstedeværelse i landet. Op mod 5.000 amerikanske soldater er udstationeret i Saudi-Arabien, hvor de bor på militærbaser eller i særlige områder for udlændinge. Det sker i et forsøg på at skabe så lidt opmærksomhed som muligt.

»Stemningen er virkelig blevet dårligere i det seneste år. Det palæstinensiske oprør mod Israel blev indledt for et år siden, og folk taler om, hvor vrede de er over den amerikanske politik i Mellemøsten. Som konsekvens heraf er der uden tvivl genhør for bin Ladens holdninger. Han appellerer til folks følelse af at være udsat for overgreb«, siger en diplomat.

»Ældre saudiarabere er blevet uddannet i Vesten og nærer derfor kærlighed til Vesten. Deres børn ser ikke verden på samme måde. De kan ikke få arbejde, og de ved, at de ikke vil opnå den velstand, som tidligere generationer havde. Det, de ser på tv, er stærkt kritisk over for USA. Det er ikke mærkeligt, at de ikke har høje tanker om landet«, tilføjer en anden diplomat.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere