0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Mange spor i terroristjagt

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mens politifolk over hele kloden løber om kap med tiden for at opklare terrorangrebene på USA og forhindre nye, er der steder, som bliver ved med at dukke op i efterforskningen: Afghanistan, Tyskland og Florida - og Sverige.

Efter at navnene på de 19 mistænkte kaprere blev offentliggjort lørdag, begynder oplysninger om deres fortid at dukke op, og for første gang er etableret en slags forbindelse til Osama bin Laden, som USA anklager for at stå bag angrebet.

Wail Alshehri, der var ombord på American Airlines 11 - det første fly, som ramte World Trade Center - har ifølge mellemøstlige efterretningskilder tilbragt flere år i den militære træningslejr al-Farouk i Afghanistan; en lejr som ledes af Osama bin Laden.

En anden af de formodede terrorister, libaneseren Ziad Samir Jarrahi, har også været i Afghanistan, fortalte hans familie CNN i går, mens tysk politi ransagede Ziad Jarrahis lejligheder i Hamburg og Bochum. I Bochum fandt politifolkene en kuffert fyldt med dokumenter om flyselskaber og passagerfly, oplyste den tyske anklagemyndighed, som ikke ville give yderligere detaljer.

Men det står klart, at Ziad Samir Jarrahi læste til elektronik-ingeniør på samme tekniske universitet i Hamburg som Mohamed Atta, der ifølge FBI stod i spidsen for gruppen, som kaprede American Airlines 11.

Politiet antyder over for flere medier, at Atta har opbygget en celle af muslimske fundamentalister omkring universitetet, og indtil nu har i hvert fald tre af kaprerne kunnet spores tilbage til den nordtyske by. FBI har nu bedt de tyske myndigheder finde og afhøre 18 mennesker, som formodes at befinde sig i Tyskland.

Tyske aflytninger
Den tyske rigsadvokat Kay Nehm siger, at telefonaflytninger foretaget af den tyske sikkerhedstjeneste, BND, i perioden efter attentatet viser, at der er tale om en enkelt Hamburg-baseret gruppe. Indenrigsminister Olaf Scholz i delstaten Hamburg lover, at man nu vil kortlægge de mistænktes omgangskreds og undersøge, hvilke rejser de har foretaget.

I første omgang leder politiet i Tyskland efter en 26-årig stærkt religiøs marokkaner, Said B., som skulle have forbindelse til flykaprerne. Ifølge hans kone har han siden 2. september befundet sig i Pakistan, hvor han er i praktik i et computerfirma.

Den tyske forbindelse bekræftes af vidner i Florida, hvor flere af de formodede kaprere modtog flyveundervisning. Her fortæller en udlejer i byen Holywood, at flere af kaprerne talte tysk, deriblandt Waleed al-Shehri, som var om bord på American Airlines 11.

Han var en af de mindst syv kaprere, som gennem de sidste par år har taget pilotuddannelser på Floridas mange flyskoler, som har mange udenlandske studerende.

FBI-chef Robert Mueller beklagede i går, at de amerikanske efterretningstjenester havde ladet terrorister tage pilotuddannelse i USA.

»At en række af disse personer har modtaget uddannelse på flyveskoler her i USA, er overraskende. Hvis vi havde vidst det, kunne vi måske have forhindret det«, sagde Mueller på en pressekonference lørdag morgen.

Første anholdelse i USA
I New York kunne FBI foretage den første egentlige anholdelse efter terrorangrebet. En af de fem mennesker, der fredag var blevet tilbageholdt i New Yorks J.F. Kennedy-lufthavn, blev anholdt og betegnes som et vidne, der har »afgørende oplysninger« om selvmordsangrebene.

To andre mænd fra Mellemøsten, som onsdag blev tilbageholdt i et tog mod San Antonio, Texas, er nu fløjet til New York, hvor de skal afhøres yderligere om terrorangrebene. De to mænd steg tirsdag om bord på et fly i Newark, New Jersey, mod San Antonio, men flyet blev tvunget til at lande i St. Louis, Missouri, på grund af terrorangrebene.

Da de blev stoppet i toget, fandt politiet falske identifikationspapirer og Stanley-knive, og CNNs kilder siger, at de nu hjælper til i efterforskningen, og at de har omfattende viden om netværk af terrorister.

Mens de afhøringer skrider frem, håber FBI på nyt fra de sorte bokse, der allerede er fundet. Det drejer sig om boksene fra de fly, der ramte Pentagon og Pennsylvania. Boksene har endnu ikke har kunnet åbnes.

Den svenske forbindelse
Det svenske efterretningsvæsen har afhørt flere mulige forbindelser til Osama bin Laden.

En svensk efterretningsrapport fastslår, at bin Laden-sympatisører og medlemmer af hans internationale terroristnetværk har været aktive i Sverige bl.a. ved at distribuere pro-islamisk propagandamateriale og samle penge ind til organisationen.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce