Den østrigske pige Natascha Kampusch fortæller i et brev, hvordan hun har haft med sin bortfører, Wolfgang Priklopil.
Foto: HANS PUNZ/AP

Den østrigske pige Natascha Kampusch fortæller i et brev, hvordan hun har haft med sin bortfører, Wolfgang Priklopil.

Internationalt

Bortført pige: Jeg løb, da jeg skulle støvsuge bilen

18-årige Natascha Kampusch, som i sidste uge stak af fra sin bortfører, fortæller for første gang om sine oplevelser. Læs brevet her.

Internationalt

Den nu 18-årige pige Natascha Kampusch, der har været bortført i otte år, har offentliggjort et brev, som er blevet læst op af hendes psykiater Max Friedrich.

Her fortæller hun, hvordan hun har det nu, og hvordan hun havde det sammen med sin bortfører, den 44-årige Wolfgang Priklopil, som tog sit liv efter hendes flugt i sidste uge.

»Kære journalister, reportere - kære verdenspublikum!

Jeg er fuldt ud bevidst om, hvilken effekt begivenhederne de seneste dage har haft på jer. Jeg kan forestille mig, hvor chokerende og skræmmende tanken, om at sådan noget overhovedet kan ske, må være. Derudover ved jeg, at I er nysgerrige omkring mig og naturligvis gerne vil kende flere detaljer om den situation, jeg har været i.

Først og fremmest skal I vide, at jeg ikke vil svare på spørgsmål om personlige og intime detaljer. Jeg vil tage handling mod de, som overtræder mine personlige grænser. De, som gør sådan, skal passe på. Jeg er blevet en voksen kvinde, som interesserer sig for uddannelse, og som har menneskelige behov.

Min Bolig: Mit værelse var godt møbleret. Det var mit værelse, og der var ikke meningen, at det skulle vises til offentligheden.

Min hverdag: Den var meget reguleret. For det meste spiste vi morgenmad sammen - han arbejdede for det meste ikke - husholdning, kedelige pligter, læsning, se tv, snak og madlavning. Sådan var det i mange år. Alt der var forbundet med angsten for ensomhed.

Forholdet: Han var ikke min 'herre'. Jeg var lige så stærk. Men - for at give jer en metafor - han både bar mig i sine arme og trådte mig under fode. Men han tog den forkerte (person red.) - og han vidste det. Han udførte selv bortførelsen, alt var planlagt.

Han møblerede mit værelse - der var 1,60 meter til loftet - sammen med mig. Og forresten, jeg græd ikke efter flugten. Der var ingen grund til at sørge.

I mine øjne var hans død unødvendig. En straf ville ikke have været verdens undergang. Han var en del af mit liv, og det er derfor jeg, på en måde, sørger over ham.

Selvfølgelig er det rigtigt, at min ungdom har været anderledes end så mange andres. Men overordnet føler jeg ikke, at jeg har manglet noget. Jeg har sparet mig selv for mange ting - jeg er ikke begyndt at ryge eller drikke, og jeg er ikke kommet i dårligt selskab.

Til medierne: Det eneste, pressen skulle skåne mig for, er de evindelige æreskrænkelser, misforståelserne, gætterier og mangel på respekt for mig.

Lige nu har jeg det godt, hvor jeg er, måske føler jeg mig en lille smule nedladende behandlet. Jeg har bestemt, at jeg kun vil være i kontakt med min familie over telefonen. Jeg vil selv bestemme, hvornår jeg vil kontakte journalister.

Om min flugt: Da jeg skulle vaske og støvsuge bilen i haven, gik han væk for at undgå larmen fra støvsugeren. Det var min mulighed, jeg løb simpelthen, mens støvsugeren kørte.

Og forresten, så kaldte jeg ham aldrig 'herre', selv om han gerne ville have det. Jeg tror, han ønskede det lidt, men aldrig rigtig seriøst.

(...)

Om intime spørgsmål: Alle vil spørge mig om intime spørgsmål, som ikke er deres sag. Måske vil jeg fortælle det til en terapeut eller til en anden, når jeg har behov for det, men måske vil jeg aldrig fortælle det. Intimiteten tilhører mig alene.

(...)

Jeg vil gerne takke alle for at være så interesserede i mit liv. Vær søde at bære over med mig i den kommende tid. (...) Mange tager sig af mig. Giv mig lidt tid, indtil jeg selv kan fortælle min historie.

Natascha Kampusch«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden