0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Khatamis kamp for islamisk frihed

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politiken tirsdag: »Lad mig svare som politisk person og ikke som præsidentens stabschef, for så skal jeg jo kun fremhæve de gode ting«, siger Mohammad Abtahi, men glemmer ikke et øjeblik stabschefrollen under Politikens samtale med den lille, trinde mand, der som sin chef udstråler ro og mildhed midt i Irans politiske kaos.

Han håber på stort fremmøde ved præsidentvalget på fredag og på et styrket mandat for præsident Mohammad Khatami imod landets religiøse overhoved, ayatollah Khamenei, som kontrollerer de væbnede styrker, retssystemet og pressen. Khamenei og de religiøse formynderstrukturer har blokeret de fleste af Khatamis reformforsøg, efter at han vandt præsidentvalget i 1997 med 70 pct. af stemmerne.

Det er en udbredt opfattelse, at præsident Khatami kun har formået at indfri få af sine løfter i sin første præsidentperiode. Det bør ikke undre, mener Abtahi.

»Overalt i verden, når en dyb reformproces indledes, er der behov for lang tid. I særlig grad i Iran efter 2.500 år med monarki, og demokrati er jo utænkeligt i et monarki«.

Danmark er et monarki?

»Jeg mener, at det i Irans historie aldrig har indebåret folkelig deltagelse. Diktaturet sidder dybt i iranernes bevidsthed. Deres deltagelse i den politiske proces blev først mulig med den islamiske revolution. To-tre gange tidligere i historien var der bevægelser for ændring, men de endte alle med nederlag«.

Men demokratiet kom heller ikke med den islamiske revolutionen i 1979?

»Den islamiske revolution fik problemer. Valget af Khatami var udtryk for en fornyet bevægelse for demokrati, men selvfølgelig inden for rammerne af revolutionens værdier. 2. Khordad (alliancen bag Khatami, red.) ønsker ikke en ny revolution, men dybtgående ændringer«, siger Abtahi, der tager imod i 'Det Røde Hus, præsidentens administration i Teheran, som er et afslappet og imødekommende hjørne af Irans magtapparat.

Som udenlandsk journalist støder man i andre iranske magtcentre på restriktioner og belæringer om, hvad der kan spørges om. Men Abtahi udstråler, at her hos den folkevalgte leder er ingen spørgsmål forbudt. Han siger, at Khatami erkender de dybe problemer for det religiøse styre.

Prisen værd
»Reformprocessen har sine omkostninger, men det, vi har opnået, har været det værd. Hvad Khatamis modkandidater end siger, så går det meget længere, end nogen kunne tillade sig, inden Khatami kom til magten. Han har sat præmisserne for debatten om samfundet og har også sikret sine modstandere større ytringsfrihed«.

Khatami ønsker nyfortolkning af islam. Vores forhold til islam skal ændres. Vi tror på, at det islamiske styre kun kan hente legitimitet ved at følge befolkningens vilje«Der er en systematisk kampagne i gang fra Khatamis ni modkandidater ved præsidentvalget og fra det konservative præsteskab for at fremstille hans præsidenttid som en fiasko. Khatami fører derimod en yderst beskeden valgkamp. Dertil siger Abtahi:

»Khatami og hans venner kom ikke til for at regere, men for at skabe et nyt værdigrundlag for samfundet. Netop det forhold, at han ikke forsøger at undertrykke kritik af sig selv, er et levende bevis. Khatami ønsker nyfortolkning af islam. Vores forhold til islam skal ændres. Vi tror på, at det islamiske styre kun kan hente legitimitet ved at følge befolkningens vilje«.

Iranerne har stemt massivt for reformer, men deres stemmer er jo siden underkendt i praksis. Er den logiske konsekvens af det, som De siger, ikke, at forfatningen må ændres, så den folkevalgte præsident og ikke ayatollah Khamenei er den øverste leder?

»Nu må vi leve inden for rammerne af den eksisterende forfatning, men jeg mener, at den indeholder mange muligheder, der endnu ikke er udnyttet«, siger Abtahi efter en længere pause.

Han afviser, at islam kan vise sig uforenelig med demokrati. »Iranerne foretrækker en livsstil også i politik, der inkluderer det religiøse. En af de vigtigste grunde til, at shahen blev væltet, var iranernes religiøse følelser«.

Men det store befolkningsflertal er født efter revolutionen og stadig flere af dem udtrykker andre behov. Har de unge tålmodighed til at vente på reformer?

»Måske er mange af dem ikke tålmodige nok. Vores store problem er, at demokratiet ikke er institutionaliseret. Det vigtigste, som Khatami har opnået, er at give iranerne større frihed og værdighed, men demokratiet må institutionaliseres«.

Ifølge Abtahi har Khatami lært befolkningen, »at de har rettigheder og skal kræve dem. Den proces er irreversibel og har sine omkostninger, som dog er det værd set i forhold til fremskridtene i Khatamis tid«.

Tror De også, at mennesker, som har oplevet fængsling og tortur for at kræve reformer, er enige i det?

»Vi kræver også de politiske fanger frigivet. Vi forsvarer deres ret til at udtale sig fra fængslet. Vi er imod fængslingen af oppositionelle, men før Khatami var de end ikke sikret en retssag.

Abtahi medgiver imidlertid, at der er en stor modsætning imellem civil og islamisk lov. »Retssamfundet er vores højt prioriterede mål«, siger han.

Hvad er de allerstørste vanskeligheder, som Khatami er stødt på?

»Lad mig svare lidt anderledes. Vi kunne være nået længere, men det var ikke muligt, for vi må handle ud fra den virkelighed, som bestemmes af forfatningen. Præsidenten har ikke al magt og dem, der ejer magten, har ikke været enig med ham. Jeg mener, at Khatami har valgt rigtigt: ikke at forcere noget. Måske forventede befolkningen et hastigere tempo. Han har ikke villet bidrage til konflikterne og spændingerne i samfundet«.

International succes
Abtahi mener, at Khatami med sin tålmodighed har draget mange i den konservative lejr så dybt ind i reformdebatten, »at de kan ende med at acceptere hans nye fortolkning af islam og dermed befolkningens vilje«.

Abtahi fremhæver, at en af Khatamis største succeser har været på den internationale arena.

»Vi ønsker gode relationer selv til lande, der nærer modvilje imod os«.

Men blokerer de konservative ikke også for det. Her under valgkampen fører de for eksempel tordentale om et internationalt komplot imod Iran?

»Vi tror selvfølgelig ikke på noget internationalt komplot. Hvert land har sine interesser at forsvare, men at tale om komplot er selvfølgelig ikke at forsvare vore interesser«.

I hans nyfortolkning af islam er der ingen modsætning imellem religion og frihed. Derfor er vi de bedste forsvarere for religionen«Når det gælder de amerikansk-iranske relationer siger han: »Jeg ser ikke nye perspektiver i den nærmeste fremtid. Også på det plan må historien gå sin helt egen gang under en langsom reformproces«.

Et andet frontalangreb på Khatami synes at være at fremstille ham som skabsverdslig?

»Ja i propagandaen anklages han for at svække religionen i samfundet. I hans nyfortolkning af islam er der ingen modsætning imellem religion og frihed. Derfor er vi de bedste forsvarere for religionen«.

Khatamis genvalg tvivler heller ikke hans fjender på, men mange af hans venner frygter, at han vil svækkes yderligere, hvis han på fredag får betragteligt færre stemmer, end han fik i 1997. Hertil siger stabschefen:

»Det vil ikke styrke de konservative i befolkningens øjne. Men det vil være et signal om, at befolkningen ventede mere af ham«.

Og Abtahi mener, at de konservative bør erkende, at skuffelsen blandt iranerne over, at præstestyret ikke formår at tilfredsstille deres behov meget vel kan ende med, at de kræver et verdsligt styre.

Verdslig ledelse
Ifølge præsidentens stabschef er der allerede en stærk bevægelse for en verdslig ledelse af Iran, så Khatamis forsøg på at skabe et demokratisk islamisk styre »uden modsætning imellem frihed og religion«, trues af to grupper.

»Den ene gruppe mener, at islam ikke egner sig som styreform, men at religionen kun giver folk problemer. Den anden gruppe frakender befolkningen en rolle i magtudøvelsen. De ser sig selv som Guds også politiske repræsentanter på jord«, siger Abtahi.

Om Khatamis første skridt efter det forventede genvalg, siger han:

»Khatamis budskab er: Jeg er den samme som for fire år siden. I fire år prøvede de at ændre ham, men det lykkedes ikke«.

Det eneste konkrete, som Abtahi vil løfte sløret for, er, at der sker store ændringer i regeringen, som også mange i reformfløjen mener har for mange ineffektive og talentløse ministre, især på de økonomiske poster.

»Der vil helt sikkert ske store ændringer i ledelsen«, siger Mohammad Abtahi og undskylder, at han efter halvanden time »desværre ikke har mere tid« til Politiken.

Vejen ud går forbi ansatte, der udstråler mildhed, som følger de chefens eksempel. På trappen udenfor peger en medarbejder på en imponerende nabobygning.

»Det er den øverste leders residens (ayatollah Khamenei, red)«, siger han. Khatami bor langt fra sin administration, nærmest som symbol på, hvem der bestemmer.

Da den besøgende journalist bliver for nysgerrig, smiler medarbejderen og siger:

»Det kan jeg ikke svare på. Jeg er kun en soldat, der tjener det islamiske styre«.

Og jeg beholder spørgsmålet »Hvilket et af dem?« for mig selv.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

  • <