0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Danske gidsler hjem fra Bangladesh onsdag

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De tre ingeniører fra Kampsax, som lørdag slap fri efter en måned som gidsler i den bangladeshiske jungle, har det godt. De var dog søndag fortsat indlagt på et militærhospital i Dhaka, Bangladesh' hovedstad. Men de to danskere, Torben Mikkelsen og Nils Hulgaard, kan ventes hjem til Danmark allerede onsdag, fortæller Danmarks ambassadør i Bangladesh, Finn Thilsted. »De har det godt, men er efterhånden utålmodige for at blive udskrevet og komme hjem til deres familier i Danmark«, siger Finn Thilsted.

Malaria
Ambassadøren besøgte de tre mænd på militærhospitalet søndag eftermiddag, hvor de gennemgik flere helbredsundersøgelser blandt andet for malaria. Der er malariamyg i junglen i Chittagong Hill distriktet, hvor de tre blev holdt som gidsler i 30 dage. Resultater fra prøverne var søndag endnu ikke færdige.

»Alt tyder på, at de ikke har lidt overlast. De var utroligt glade, da de landede lørdag. De var selvfølgelig meget trætte, men så ellers meget sunde ud. De skal undersøges for flere ting, blandt andet malaria, men vil efter al sandsynlighed blive udskrevet fra hospitalet mandag«, siger ambassadøren.

Psykisk virker Torben Mikkelsen, Nils Hulgaard og briten Tim Selby også til at være i god form, fortæller Finn Thilsted, der ikke har indtryk af, at de har været udsat for ubehageligheder - ud over det at være holdt fanget.

Behandlet pænt
»De har sagt, at bortførerne behandlede dem pænt. De har ikke oplevet noget ubehageligt så som at have bind for øjnene, og de har hele tiden været sammen. De har været en stor støtte for hinanden og hjulpet hinanden igennem det lange ufrivillige ophold i junglen«.

Der har været forskellige oplysninger om, hvordan frigivelsen skete. Men ifølge Finn Thilsted skete løsladelsen helt fredeligt - og ikke ved en militæraktion.

»De tre mænd fik at vide, at de nu ville blive løsladt. Og efter en længere spadseretur i junglen, hvor de blev fulgt på vej af skiftende folk, blev de til sidst vist ned til en hytte, hvor de fik besked om at vente. Her forsvandt gidseltagerne. Noget tid senere ankom soldater fra hæren og sagde: 'This is the Bangladeshi Army. You are rescued'. (Det er den bangladeshiske hær. I er frie nu, red.)«, fortæller Finn Thilsted.

Han konkluderer derfor, at militæret på forhånd kendte til både frigivelsestidspunktet samt stedet, men ved ikke, hvad der har foregået af forhandlinger med gidseltagerne.

Unge gidseltagere
»Der er stadig usikkerhed om, hvem gidseltagerne er. Og om hvorvidt deres motiv var politisk, eller om de blot var en flok kriminelle, der ville afpresse penge. Det eneste Torben Mikkelsen og Nils Hulgaard har fortalt er, at det var nogle unge mennesker«, siger Finn Thilsted.

Gidseltagerne blev dagen inden lovet amnesti af den bangladeshiske regeringen, men det løfte er efter al sandsynligvis inddraget. Finn Thilsted talte med chefen for den bangladeshiske hær søndag, og fik her at vide, at de var »kriminielle, der fortjente deres straf«. Ingen af gidseltagerne var dog anholdt søndag.

Torben Mikkelsen blev genforenet med sin hustru, Devina Mikkelsen, lørdag i Dhaka. Hun fik lov at være på militærhospitalet med sin mand natten til søndag. Nils Hulgaard har endnu ikke set sin familie, der er i Danmark. På ambassaden i Dhaka var lørdag også afslutningen på en hektisk periode.

»Samarbejdet mellem briterne, danskerne og Kampsax har været utroligt godt. Vi har støttet hinanden meget i denne vanskelige situation«, siger Finn Thilsted.

Ingen løsesum betalt
De tre ingeniører blev bortført nær byen Rangamati den 16. februar og ført til den tætte Kalapahar skov i Chittagong Hill distriktet.

De arbejdede for det danske firma Kampsax og var i gang med et vejprojekt i området, da de blev taget til fange. Gidseltagerne tog oprindeligt også en fjerde brite til fange, men lod ham gå med beskeden om, at de krævede en løsesum på 1,6 millioner dollar (13 millioner d.kr.).

Både Bangladesh' regering og de danske og britiske ambassader i Dhaka har under hele forløbet imidlertid stået fast på princippet om ikke at ville betale løsesum.

Frigivelsen skete dagen efter, at myndighederne i Bangladesh tilbød gidseltagerne amnesti, men også dagen efter, at den danske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (S), og den britiske premierminister, Tony Blair, personligt gik ind i sagen. I en fælles henvendelse til deres kollega i Bangladesh, Sheikh Hasina, udtrykte de to et stærkt ønske om, at de tre bortførte mænd snart kunne vende hjem uskadte.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce

Læs mere