Hjælp. Det blæser altid i Dadaab, hvor flygtningene står i kø for at få mad og vand, og hvor klinikkerne kun har plads til de værst medtagne. Dog ikke nok.
Foto: Rebecca Blackwell/AP

Hjælp. Det blæser altid i Dadaab, hvor flygtningene står i kø for at få mad og vand, og hvor klinikkerne kun har plads til de værst medtagne. Dog ikke nok.

Internationalt

Dadaab - det sidste håb i katastrofen

Hungersnød hærger Somalia, men verdens største flygtningelejr huser allerede 400.000, selv om den 'kun' blev bygget til 90.000.

Internationalt

Vi havde intet valg, da høsten slog fejl, og vores dyr døde«, siger Isnino Aden Moham.

Verden ser igen de katastrofebilleder fra Afrika, som vi troede hørte sidste århundrede til. Udhungrede børn med opspilede maver og mødre og fædre, der er drænet for deres sidste energi. Mennesker med støvede ansigter og fluer i øjnene.

Denne gang illustrerer billederne den værste tørke i 60 år i et område, som i forvejen har oplevet årtiers lidelser.

Har I noget at spise? Vores ration var allerede opbrugt for en uge siden.



Kæmpelejren med 400.000 flygtninge – bygget til blot 90.000 – her i det nordlige Kenya er i centrum for medierne, men den virkelige katastrofe udspiller sig nogle kilometer mod øst – i Somalia, et land i opløsning.

Hvad som helst kan mætte
Men flygtningene søger til Dadaab. Her på den vindblæste slette, hvor sandet i luften gør det svært at trække vejret, ligger lejren, der for tiden trækker tusinder af mennesker til hver uge.

Men ude på sletten befinder der sig lige nu 65.000 mennesker, som ikke har fået lov til at komme ind i den stopfyldte lejr. De har fået udleveret en ration til to uger: majs- og hvedemel, tæpper, køkkenudstyr og en teltdug, der skal gøre det ud for en bolig.

En af dem er Adey Abdullahi, der kom hertil for to måneder siden.

»Har I noget at spise? Vores ration var allerede opbrugt for en uge siden. Kan I ikke give os noget at spise?«, beder hun.

LÆS DEBAT En hånd rækkes frem mod os, og snart stimler andre af de nyligt ankomne sammen for at trygle om hvad som helst, der kan mætte maven. Det virker, som om enhver sætning, der siges i Dadaab, indledes med samme ord: Gaajo – sult. De er sultne lige nu, og det var sulten, der fik dem til at bryde op og forlade Somalia. Først konflikt, så tørke Disse hårdføre mennesker har overlevet 20 års blodig konflikt, men nu har naturens kræfter knækket dem: De har ikke fået regn i tre år – for nogle er det seks år – og det har drevet dem på flugt.

Det var de dråber, der aldrig faldt, som fik bægeret til at flyde over for dem.

»Vi forlod vores hjem midt i Juba-provinsen i begyndelsen af maj. Det tog os to uger at nå frem til grænsen og videre hertil. Vi var lige kommet frem, da Shukri blev syg«, siger Khadija Abdisalan.

Datteren Shukri har lidt af diarré og opkastninger i de seneste par uger, og hun forsøger nu at komme til hægterne på Læger uden Grænsers klinik i Dagahaley i den nordlige del af Dadaab. Shukri er huløjet, men i bedring. For tre dage siden kunne hun ikke engang åbne øjnene.

Der er adskillige klinikker, men det er her, de værst medtagne havner. Scenen er den samme ved alle sygesengene. En mor og nogle gange en far og så et sygt barn som centrum for opmærksomheden.



En repræsentant for Læger uden Grænser forklarer, at underernæring er forholdsvis nemt at behandle – hvis bare hjælpen når frem.

De fleste børn på klinikken bliver hurtigt friskere, men det gælder ikke det store flertal, der stadig er på flugt, langt fra den nærmeste læge. Børn, der er mellem seks måneder og fire år gamle, rammes oftest af underernæring. Men lige nu lider 43,3 procent af samtlige fem- til tiårige, der kommer til Dadaab, af akut underernæring.

Det er et rystende tal, selv på Afrikas Horn.

Lejren er en stat i staten
Dadaab er ikke bare en gigantiske flygtningelejr. De internationale hjælpeorganisationer har gjort lejren til en stat i staten.

De kenyanske myndigheder har overladt ansvaret for flygtningestrømmene fra Somalia til organisationerne. Flygtningene er i forvejen en tung byrde for Kenya, der har afvist at åbne en ny lejr ved Dadaab. Det er Kenya, der skal trække læsset, når Somalia mangler et statsapparat, der kan afbøde konsekvenserne af naturkræfter og krig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den islamistiske al-Shabaab-bevægelse, der kontrollerer store dele af Somalia, har hidtil afvist at modtage bistand, fordi den ikke vil være afhængig af omverdenen. Det er også al-Shabaab, som de fleste flygtninge udpeger som ansvarlig for krigen

»Der er også andre. Før al-Shabaab var det de islamistiske domstole, og før dem var det krigsherrerne. De er kun ude på at berige sig selv«, siger Shamsudin Mohamed Abdi, der er assisterende khadi, en form for religiøs leder.

Han står ved det opsamlingssted, der modtager nyregistrerede flygtninge.

Somaliere, der har boet i Dadaab i årevis, er gået sammen om at donere brugt tøj til deres nye brødre og søstre. Eksilsomaliere i Kenyas hovedstad, Nairobi, har sendt pakker med sandaler og langtidsholdbar mælk. Ødelagte fødder med krumme tånegle og vabler på hælene har slidt flygtningenes sko ned under den lange vandring.

Shamsudin Mohamed Abdi giver ikke meget for al-Shabaabs radikale fortolkning af islam, der nærer militsens krig mod Somalias internationalt anerkendte overgangsregering.

»For det første slår de deres eget folk i ihjel. For det andet myrder de i Guds navn, og det kan man aldrig gøre«, siger Shamsudin.

Permanent situation

Hvordan skal det ende? Der er forhandlinger i gang mellem FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og Kenyas regering om at åbne en ny lejr, der allerede er bygget.

Dadaab er opdelt i tre afdelinger, og den fjerde står klar til brug, men det er et penibelt spørgsmål for de kenyanske myndigheder, som ikke ønsker, at situationen skal blive permanent. Det er den bare allerede. De fleste af dem, der flytter ind nu, kommer til at blive her i mange år.

LÆS LEDER UNHCR’s Bettina Schulte advarer mod at afblæse alarmen, når regnen kommer. »Denne lejr har eksisteret i 20 år. Vi vil fortsat modtage flygtninge, der kommer hertil fra Somalia. Selv hvis vi åbner den nye lejr, bliver den jo fyldt på ingen tid, og 30.000 mennesker vil stadig være henvist til at bo ude på sletten. Problemet kan kun løses, hvis vi sætter Somalia på dagsordnen og gør noget ved problemerne der«, siger hun. Oversættelse: Tonny Pedersen





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden