Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningAli Esbati taler til de unge politikere på Utøya om højredrejningen i nabolandet Sverige, da foruroligende sms’er begynder at tikke ind.
En bombe har ramt Oslo, og flere er døde. Foredraget bliver hurtigt rundet af, og den 34-årige svenske debattør og økonom med iransk baggrund, der i de seneste år har boet i den norske hovedstad, opgiver på grund af angrebet i regeringskvarteret at komme hjem lige foreløbig.
I stedet bliver han på Utøya for at spise aftensmad med medlemmerne af det norske Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, AUF.
»Jeg stod inde i hovedbygningen, da der pludselig opstod uro, folk kiggede ud ad vinduerne. Så hørte jeg lyde, smæld, og jeg tænkte: »Folk er anspændte på grund af bomben, det er bare en dårlig joke««, fortæller han.
»Men så kom der folk løbende fra andre sider, de råbte »ud herfra«, »alle skal ud«. Der var panik, folk sprang ud ad vinduerne, fordi de ikke kunne komme ud gennem døren. Jeg var mest optaget af, at folk ikke skulle blive klemt«.
Da Ali Esbati som en af de sidste når ud af bygningen og løber over græsset, kigger han sig tilbage og ser to livløse skikkelser i græsset. Tre kvarter senere ser han direkte på drabsmanden, den terrorsigtede Anders Behring Breivik, der netop havde påbegyndt halvanden times massakre på øen Utøya.
LÆS OGSÅ
Panik På det tidspunkt vidste ingen, hvad der skete, hvor mange gerningsmænd, der var, hvad motivet var. Ali Esbatis teori var, at en eller anden ville hævne det, som mange på det tidspunkt spekulerede i som et muligt islamistisk terrorangreb, altså bomben i Oslo. »Hvis det var blevet afsløret, at der var islamistiske gerningsmænd bag bomben i Oslo, ville der have været meget vrede og fysisk reaktion. Nu, hvor det står klart, at det ikke var islamister, er der jo ingen fysiske angreb på højreekstreme grupperinger«, siger han, da Politiken møder ham i et solvarmt Grønland, Oslos svar på Nørrebro, fire dage efter terrorangrebet i Oslo og på Utøya, hvor i alt 76 mennesker blev dræbt.
Du mener, at hvis det havde været islamister, der stod bag bomben i Oslo, ville muslimer i Norge have det værre, end højrefløjen har det nu?
»Ja, helt sikkert. Og jeg siger ikke, at jeg ville ønske, at der kom fysiske angreb, at folk får bank. Men det er interessant at tænke over forskellen«.
Ali Esbati er en populær blogger på venstrefløjen i Sverige og flyttede i sin tid til Oslo for at arbejde som debatredaktør på den venstreorienterede avis Klassekampen. I dag er han økonom i en tænketank. Han har været stærkt optaget af emnet fremmedhad og højrefløjens udvikling i Europa, fortæller han.
Han var utrolig tæt på. Jeg lagde mærke til, at han var meget høj. Og kraftig. Så råbte han
Ali Esbati
»Selv er jeg ikke rigtigt muslim. Jeg er bare den, jeg er. Men jeg ser islamofobi som et konkret element i europæisk racisme her og nu, og det er jeg imod. Det påvirker mit liv, og det påvirker mange andres liv«.
Han drager en lige linje fra Anders Breiviks ideologi til det, han kalder »det islamofobiske miljø. Det har bevæget sig fra at være marginaliserede konspirationsteoretikere til at være en vigtig del af mainstream. Danmark er jo også et eksempel på det, og Holland. Og udviklingen er også kommet til Norge i de år, jeg har boet her«.
Ikke overrasket
Der er stadig meget langt fra et højreekstremt politisk synspunkt og så til de grusomme handlinger her i Oslo og på Utøya.
»Ja, det er der helt afgjort. Blodbadet er hans ansvar, og kun hans. Men hvis ikke vi skal få en udvikling hen imod mere af det her i fremtiden, bliver vi nødt til at forstå, at han blev antændt af den politiske debat. Jeg er absolut ikke overrasket over, at det sker«.
Du er ikke overrasket? Havde du forestillet dig, at et islamofobisk motiveret angreb kunne se sådan ud?
»Nej, ikke på den her måde, det havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg havde forestillet mig mindre voldshandlinger. Og at det ville være rettet mod muslimer, eller måske imod nogle personer, man opfatter som repræsentanter for den kulturmarxistiske elite. Men at det skulle være sådan her, og så kalkuleret, det var der ingen, der havde forestillet sig«.
Han ligner en kæmpe
Kort efter at Ali Esbati er flygtet ud af hovedbygningen på Utøya, ringer han til alarmcentralen. Han er ikke den første, der ringer, fortæller de ham. Han sms’er med sin kæreste, som er gravid i sjette måned, og som i første omgang slet ikke har hørt om skyderiet. Så venter han.
Efter cirka tre kvarter ser han en flok mennesker komme løbende imod sig. I panik. Han løber med dem. Flere af dem ender helt nede ved vandet, for foden af en skrænt.
Her gemmer de sig i noget, der føles som timer.
Pludselig er han der.
En tungt bevæbnet Anders Behring Breivik står på toppen af skrænten og kigger ned på dem. Han ligner en kæmpe.
»Han var utrolig tæt på. Jeg lagde mærke til, at han var meget høj. Og kraftig. Så råbte han«.
Råbet skal virke beroligende, overbevisende, men ingen tror på det. Ali Esbati og en fire-fem andre kaster sig ned i vandkanten bag en pynt, mod venstre. En anden flok unge flygter mod højre. Den vej går Anders Breivik også.
»Senere så jeg noget ovre til højre, det lå ligesom i en lille bugt. Jeg troede, det var en redningsvest«, fortæller Ali Esbati.
Det var det ikke.
