0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Nikolaj Jonas Blegvad
Foto: Nikolaj Jonas Blegvad

Overlever. Mens Ali Esbati gemte sig på Utøya, troede han, at angrebet på øen var en hævnaktion antændt af spekulationerne om, at islamister stod bag bomben i Oslo.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Overlevende fra Utøya: »Først kom uroen. Så panikken«

Ali Esbati overlevede angrebet på Utøya. Men oplevelsen har skåret dybt.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ali Esbati taler til de unge politikere på Utøya om højredrejningen i nabolandet Sverige, da foruroligende sms’er begynder at tikke ind.

En bombe har ramt Oslo, og flere er døde. Foredraget bliver hurtigt rundet af, og den 34-årige svenske debattør og økonom med iransk baggrund, der i de seneste år har boet i den norske hovedstad, opgiver på grund af angrebet i regeringskvarteret at komme hjem lige foreløbig.

I stedet bliver han på Utøya for at spise aftensmad med medlemmerne af det norske Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, AUF.

»Jeg stod inde i hovedbygningen, da der pludselig opstod uro, folk kiggede ud ad vinduerne. Så hørte jeg lyde, smæld, og jeg tænkte: »Folk er anspændte på grund af bomben, det er bare en dårlig joke««, fortæller han.

»Men så kom der folk løbende fra andre sider, de råbte »ud herfra«, »alle skal ud«. Der var panik, folk sprang ud ad vinduerne, fordi de ikke kunne komme ud gennem døren. Jeg var mest optaget af, at folk ikke skulle blive klemt«.

Da Ali Esbati som en af de sidste når ud af bygningen og løber over græsset, kigger han sig tilbage og ser to livløse skikkelser i græsset. Tre kvarter senere ser han direkte på drabsmanden, den terrorsigtede Anders Behring Breivik, der netop havde påbegyndt halvanden times massakre på øen Utøya.

LÆS OGSÅ

Panik På det tidspunkt vidste ingen, hvad der skete, hvor mange gerningsmænd, der var, hvad motivet var. Ali Esbatis teori var, at en eller anden ville hævne det, som mange på det tidspunkt spekulerede i som et muligt islamistisk terrorangreb, altså bomben i Oslo. »Hvis det var blevet afsløret, at der var islamistiske gerningsmænd bag bomben i Oslo, ville der have været meget vrede og fysisk reaktion. Nu, hvor det står klart, at det ikke var islamister, er der jo ingen fysiske angreb på højreekstreme grupperinger«, siger han, da Politiken møder ham i et solvarmt Grønland, Oslos svar på Nørrebro, fire dage efter terrorangrebet i Oslo og på Utøya, hvor i alt 76 mennesker blev dræbt.

Du mener, at hvis det havde været islamister, der stod bag bomben i Oslo, ville muslimer i Norge have det værre, end højrefløjen har det nu?

»Ja, helt sikkert. Og jeg siger ikke, at jeg ville ønske, at der kom fysiske angreb, at folk får bank. Men det er interessant at tænke over forskellen«.

Ali Esbati er en populær blogger på venstrefløjen i Sverige og flyttede i sin tid til Oslo for at arbejde som debatredaktør på den venstreorienterede avis Klassekampen. I dag er han økonom i en tænketank. Han har været stærkt optaget af emnet fremmedhad og højrefløjens udvikling i Europa, fortæller han.

Han var utrolig tæt på. Jeg lagde mærke til, at han var meget høj. Og kraftig. Så råbte han



»Selv er jeg ikke rigtigt muslim. Jeg er bare den, jeg er. Men jeg ser islamofobi som et konkret element i europæisk racisme her og nu, og det er jeg imod. Det påvirker mit liv, og det påvirker mange andres liv«.

Han drager en lige linje fra Anders Breiviks ideologi til det, han kalder »det islamofobiske miljø. Det har bevæget sig fra at være marginaliserede konspirationsteoretikere til at være en vigtig del af mainstream. Danmark er jo også et eksempel på det, og Holland. Og udviklingen er også kommet til Norge i de år, jeg har boet her«.

Ikke overrasket
Der er stadig meget langt fra et højreekstremt politisk synspunkt og så til de grusomme handlinger her i Oslo og på Utøya.

»Ja, det er der helt afgjort. Blodbadet er hans ansvar, og kun hans. Men hvis ikke vi skal få en udvikling hen imod mere af det her i fremtiden, bliver vi nødt til at forstå, at han blev antændt af den politiske debat. Jeg er absolut ikke overrasket over, at det sker«.

Du er ikke overrasket? Havde du forestillet dig, at et islamofobisk motiveret angreb kunne se sådan ud?

»Nej, ikke på den her måde, det havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg havde forestillet mig mindre voldshandlinger. Og at det ville være rettet mod muslimer, eller måske imod nogle personer, man opfatter som repræsentanter for den kulturmarxistiske elite. Men at det skulle være sådan her, og så kalkuleret, det var der ingen, der havde forestillet sig«.

Han ligner en kæmpe
Kort efter at Ali Esbati er flygtet ud af hovedbygningen på Utøya, ringer han til alarmcentralen. Han er ikke den første, der ringer, fortæller de ham. Han sms’er med sin kæreste, som er gravid i sjette måned, og som i første omgang slet ikke har hørt om skyderiet. Så venter han.

Efter cirka tre kvarter ser han en flok mennesker komme løbende imod sig. I panik. Han løber med dem. Flere af dem ender helt nede ved vandet, for foden af en skrænt.

Her gemmer de sig i noget, der føles som timer.

Pludselig er han der.



En tungt bevæbnet Anders Behring Breivik står på toppen af skrænten og kigger ned på dem. Han ligner en kæmpe.

»Han var utrolig tæt på. Jeg lagde mærke til, at han var meget høj. Og kraftig. Så råbte han«.

Råbet skal virke beroligende, overbevisende, men ingen tror på det. Ali Esbati og en fire-fem andre kaster sig ned i vandkanten bag en pynt, mod venstre. En anden flok unge flygter mod højre. Den vej går Anders Breivik også.

»Senere så jeg noget ovre til højre, det lå ligesom i en lille bugt. Jeg troede, det var en redningsvest«, fortæller Ali Esbati.

Det var det ikke.

Annonce

Kort herefter er gerningsmanden anholdt.

To timer efter mareridtets begyndelse sejler Ali Esbati fra Utøya. »Min kæreste og min mor. Det var det, jeg tænkte på«, siger han.

Hans telefon er blevet væk i vandet, og han kan ikke huske numrene i hovedet, så det er ikke muligt at låne sig frem. Først da han når frem til hotellet i Sundvollen, der fungerer som opsamlingssted, kan han komme på nettet og skrive »Jeg lever« på sin gravide kærestes Facebook-væg. Og bede Facebook-vennerne om at ringe til hans mor.

Fra stilhed til ultralyd

Ali Esbati slap fra angrebet med to overfladiske sår, et i hver håndflade. Men oplevelsen har skåret dybt. »Det er svært at koncentrere sig om andre ting. Bare tanken om at skulle arbejde ...«. LÆS OGSÅ Ali Esbati virker umiddelbart ganske koncentreret. Fokuseret. Og ofte rørt. Mest da han fortæller om en mindehøjtidelighed i Oslo. »Da vi holdt et minuts stilhed, stod jeg sammen med en masse gode folk fra AUF, og vi græd meget. Da det var slut, tog jeg direkte til Rikshospitalet og så et lille hjerte ved en ultralydsskanning. Det var mærkeligt, sådan en stor kontrast«. »Om tre måneder kommer der en person til verden, som intet ved om dette«.









Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?