Vraget. DC6-flyet fra FN med generalsekretær Dag Hammarskjöld ombord blev totalt knust ved styrtet i 1961.

Vraget. DC6-flyet fra FN med generalsekretær Dag Hammarskjöld ombord blev totalt knust ved styrtet i 1961.

Internationalt

Vidner til gådefuldt flystyrt: FN-chefs fly blev skudt ned

Vidner hævder, de så Dag Hammarskjölds fly blive angrebet i 1961.

Internationalt

Et 50 år gammelt, gådefuldt flystyrt i Afrika, har måske fundet sin forklaring.

Ifølge den britiske avis The Guardian blev flyet med FN's generalsekretær Dag Hammarskjöld om bord skudt ned af et andet fly.

Styrtet skyldes ikke, som stædigt hævdet lige siden, en fejl fra piloten, siger kilder ifølge avisen.

Flystyrtet i 1961 Flyet med FN's svenske generalsekretær og flere andre ombord styrtede ned 17. september 1961. Styrtet skete i nærheden af byen Ndola på grænsen mellem det daværende Nordrhodesia, i dag Zambia, og Congo.

En britisk kommission slog fast, at styrtet skyldtes en pilotfejl. Denne konklusion blev i alt væsentligt blåstemplet ved en senere FN-undersøgelse.

Ifølge The Guardian blev vidneudsagn fra nærboende landsbybeboere, der antydede andre forklaringer på katastrofen, dengang ignoreret eller nedtonet.

Fastholder forklaring
Flere af vidnerne fra dengang fastholder den dag i dag, at de så et andet mindre fly angribe FN-flyet og skyde det ned.

Deres forklaringer er indsamlet af den svenske u-landsarbejder Göran Björkdahl, der har gjort efterforskningen af det mystiske flystyrt til en personlig sag.

Pludselig så vi et andet fly nærme sig det større fly ved højere hastighed og åbne ild

Inspirationen fik han fra sin far, der i 1970'erne under besøg i Zambia fik udleveret en lille vragstump fra flyet af lokale beboere.

84-årigt øjenvidne
En af de personer, der husker begivenheden, er 84-årige Dickson Mbewe. Han sad uden for sit hjem i Chifubu vest for Ndola med en gruppe venner den aften, flyet styrtede ned.

»Vi så et fly flyve over Chifubu, men ofrede det i første omgang ikke særlig opmærksomhed«, fortæller Mbewe til The Guardian.

»Da vi så det anden og tredje gang, troede vi, at flyet var blevet nægtet landingstilladelse i lufthavnen. Pludselig så vi et andet fly nærme sig det større fly ved højere hastighed og åbne ild, der viste sig som et kraftigt lys«.

»Maskinen øverst oppe vendte om og fløj væk i en anden retning. Vi kunne høre forandring i lydet fra det større fly. Det styrtede ned og forsvandt«, forklarer Dickson Mbewe.

På vej til fredsmøde

Dag Hammarskjöld var i et DC6-fly på vej til Ndola til fredsforhandlinger med de politiske ledere af den omstridte congolesiske provins Katanga, der ønskede løsrivelse.

Provinsen ligger i den sydligste del af landet, der i dag hedder DR Congo.

INDBLIK Læs om Katanga ( eksternt link)

Kritikere mener, at briterne efterfølgende forsøgte at lægge røgslør ud over ulykken.

Motivet kendes i givet fald officielt ikke. Men ifølge Göran Björkdahl var den kontroversielle svenske FN-chef kommet i miskredit hos briterne og amerikanerne, fordi han få dage inden sin død havde blåstemplet en FN-offensiv mod Katanga under kodenavnet Operation Morthor.

Dag Hammarskjöld var samtidig ifølge The Guardian på kollisionskurs med stort set alle de store magter i FN's Sikkerhedsråd som følge af sin støtte til afkolonisering af de gamle koloniområder i den tredje verden.

PORTRÆTDag Hammarskjöld ( eksternt link)

Denne politik havde imidlertid sikret ham så stor støtte fra en række udviklingslande, at hans genvalg ved FN's generalforsamling i 1962 praktisk taget ville være sikret.

Efter sin død fik Dag Hammarskjöld, der blev 56 år, tildelt Nobels Fredspris.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce